Kunsten at flyve er kunsten at ramme ved siden af jorden. Og kunsten at lave interessant, gribende, personlig, anderledes og/eller udfordrende musik er at ramme ved siden af konventionerne. Eller i hvert fald gnide sig så grundigt op imod dem, at det slår gnister.
Amerikanske Dave Longstreth i front for The Dirty Projectors har valgt at ramme ved siden af på følgende måde: Det nye album Rise Above er sang for sang en coverversion af det amerikanske hardcore punkband Black Flags debutalbum Damaged fra 1981. Men gendigtet efter hukommelsen.
Se, hukommelsen er jo et af de mere forræderiske aggregater, som menneskeheden er blevet udstyret med, og når Dave Longstreth så med afsæt i denne hullede si vælger at lave ekstremt personlige coverversioner - af det han husker - så har vi et værk fjernt fra forlægget.
Der bliver f.eks. ikke raset så meget på Rise Above, ja, egentlig er der noget serafisk over de smukt ornamenterede m/k-vokalharmonier (John Martyn, Fleetwood Mac, Syreeta, tidlig Joni Mitchell snittes kærligt eller uafvidende); de forsirede ringlende klare guitarlinjer; de generelt noget længere fortolkninger af de oprindelige vredesudbrud.
Hævet over den dødelige tummel? På en måde. Men samtidig så overtrædes (heldigvis) den fine grænse mellem det ornamenterede og det vaklende, der mere refererer til vingeskudt sjæl, sitrende brystkasse, psykosomatiske rørelser, konfrontation med autoriteter.
"I tell them to go get fucked/They put me awaaaaAA aaaAAAaaAAAAy".
Konfrontationer som Longstreth som forsanger fortolker helt forrygende rørende og krukket.
Det er labil sangskrivning i en udførelse af smukkeste art. En grænseoverskridende, humanistisk åben musikalitet, som alligevel trækker på forsonlige elementer som vemodige harmonier, opad-stræbende melodier og stærkt dynamiske spring. En collage-musikalitet af romantisk frihedssøgende karakter, typisk for den fornemme stabel af udsvævende bands man finder i Brooklyn, New York i disse år. Bands som Animal Collective, Oneida, Grizzly Bear, CocoRosie. Og en grovædende musikalitet der i Dirty Projectors' tilfælde trækker på både amerikansk strengeleg, europæisk kammermusik, sydafrikansk strenge-tradition, ja, lidt ætsende forvrænget rrrock og nogle stortromme-eksplosioner formentlig med hilsen til Black Flag. Og Rise Above er en sjælden fugl, der rammer forunderligt ved siden af jorden.
Livsaligt sammenrend
Det helt uafhængige, danske selskab SOPA (Sound of Perpetual Astonishment) har valgt den kalejdoskopiske strategi, en række crash-landings i vidt forskellige territorier på den dobbelte cd-antologi SOPA Deliciosa.
Få prædikater vil være andet end grove forenklinger af dette livsalige sammenrend. Alternativt ville have været det rette ord for år tilbage, men det relaterer næsten for meget til alternativ rock-begrebet i disse dage. Men lad os forsøge at vinde det tilbage, rejse os i stolen og erfare hvordan en række af musikerne på SOPA Deliciosa slår sig i tøjret eller smadrer foldens firkant i deres søgen efter et alternativ til det der allerede er sagt, sunget, skrevet, spillet - og dermed har mistet en smule af sin glans.
Eksempler: Italienske Marzipan Marzipan knytter videre på sin intime lo-fi-perlerække af sange. Danske The Harpies demonstrerer en bevidst løst hængslet teknik og excentrisk sangskrivning, som får mig til at tænke på The Breeders - og kunsten at tyre forbi sine forbilleder, hvilket lykkes strålende her. Danske Frisk Frugt præsterer en melodisk rastløshed et sted mellem Mali, Hawaii og Haveje. Hollandske Machinefabriek laver fine udforskninger af klaver, glitch og strygere. Polskfødte, dansk-residerende Konrad Korabiewski har skabt en finurligt melodisk og interessant sammenskruet hymne for gurglende orgel og andet elektronisk leben. Danske Lamburg Tony fortsætter fornemt en instrumentalt sammensat og opbrudt arv fra Goodiepal og et melodisk slægtskab med Voks. Og tyske Golden Diskó Ship finder sit helt eget sitrende, kortsluttende hjørne i stue med, men alligevel et stykke fra CocoRosie og Barbara Morgenstern.
Som helhed er det en ujævn udgivelse. På den fede og på den ufede måde, men mest førstnævnte. Vi taler over 40 navne og tracks. Der er nogle matte indierock-stiløvelser, noget anæmisk visesang og nogle uklippede størrelser, som ville have haft godt af lidt mere frisure. Men når det er bedst, så rammerSOPA Deliciosa helt forbi og dog så tæt på. Det holder sigmed andre ord flyvende i lange stræk.
Klassisk musik light
Den amerikanske kvartet Vampire Weekends strategi er en noget anden. De har importeret fra fortid og fjerne himmelstrøg og formår dermed at give deres popsange (der nogle gange gudhjælpemig kan lyde så fimset som Coldplay) et eksotisk skær.
Selv kalder de deres musik for "Upper West Side Soweto", hvilket refererer til at newyorker-truppen låner fraafrikansk folklore og fra vest-lig klassisk tradition. Resultatet er sine steder lifligt melodiøst, opløftende, ja, det kan faktisk lyde som Paul Simon med indie-referenceramme om halsen.
Der er noget umiskendeligt talentfuldt over Vampire Weekend, når deres sange finder et trippende ståsted mellem klassisk musik light, afrikansk rislende inspiration og deres gennemsigtige sangskrivning.
Det er bagateller i ordets bedste betydning. Men bagateller kan også være så lette at de bliver blæst væk og kla-sker hårdt mod jorden heltutilsigtede steder. Og det var jo ikke meningen.
Dirty Projectors: Rise Above (Dead Oceans/A:larm) Diverse kunstnere: Sopa Deliciosa (SOPA/egendistribution) www.sopa.dkVampire Weekend: Vampire Weekend(XL Recordings/Playground)
