Der er koncerter, man aldrig, aldrig glemmer. De ætser sig fast og kommer for altid til at udgøre del af det ideal, mod hvilket alt efterfølgende måles og vejes. Sådan har jeg det f.eks. med Neil Youngs koncert i Falkonerteatret den 16. marts 1976. Jeg var purung, og Neil var søreme også så ungdommelig, at det halve kunne være nok - men han havde allerede da 10 år på bagen som professionel musiker. Først som del af folkrockpioner-outfittet Buffalo Springfield og fra 1969 som solist, nogle gange i selskab med Crazy Horse, nogen gange mutters alene.
Læg dertil en sviptur som (kortvarigt) medlem af supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young, og det står klart, at han allerede havde gjort et seriøst indtryk. Det var så ikke til at vide på daværende tidspunkt, men i løbet af 1970'erne spyttede Young så også hovedværker ud som en Bob Dylan havde gjort det i 1960'erne.
Koncerten i '76 var enkelt opbygget - første sæt var akustisk, med Young selv på guitar, klaver og mundharpe. Andet sæt var i selskab med Crazy Horse og så elektrisk, at gnisterne føg. Udvalget af sange var sublimt. Og Young selv var i topform. Og så var han tilmed morsom på en afslappet og spontan facon; ofte var det tilråb fra salen, der fik ham på verbale afveje. Men tungest vejede musikken selvfølgelig - den perfekte sætliste, de intense performances, hans unikke guitarspil og udtryksfulde fistelstemme og endelig det telepatiske samspil mellem solisten og hans meget benyttede backingband Crazy Horse. Samt som clou Youngs fantastiske nærvær og måden, hvorpå han benyttede netop det til at suge lytteren ind i sit særegne musikalske univers. Min eneste anke var, at han ikke spillede "Cowgirl in the Sand", mit dengang absolutte favoritnummer. Så selv om jeg siden har oplevet Young live utallige gange - som tommelfingerregel altid en positiv oplevelse - har han aldrig nået samme højder.
Forsonende humor
Mærkeligt var det da også her 32 år efter at opleve Neil Young i Falconer Salen - det samme rum - optræde med nøjagtig samme model, det vil sige et akustisk sæt, en pause og så et, hvor stikkene i den grad sattes i. Ikke nok med det - mange af sangene på sætlisten var gengangere fra showet i 1976. Og i flash var der såmænd også spor af den forsonende humor, der altid har klædt denne ellers mestendels så seriøse sangskriver så godt. Og var bandet ikke Crazy Horse, var det stadigvæk samme Ralph Molina, der udfyldte trommestolen, flankeret af andre Neil Young-veteraner som Ben Keith på pedal steel, guitar, kor og keyboards, bassisten Rick Rosas, keyboardspiller og korsanger Anthony Crawford suppleret med fruen, Peggi Young, der også sang kor. Hun udgjorde i øvrigt også aftenens opvarmningsnavn, men da sad Deres udsendte og nød en kaffe ude i baren. Men selv uden at nå de dér telepatiske højder og den medfølgende trancetilstand, Crazy Horse i samklang med Young formår at skabe, et rigtig godt lille orkester, der sled som heste for at følge solisten i hans utallige guitarsoli.
Når det trods et generelt højt niveau aftenen igennem ikke rigtig udviklede sig til det uforglemmelige - vel-vidende, at publikum fra start til slut skabte sig, som bevidnede vi Jesu genkomst - skyldtes det langt hen ad vejen, at Young periodevis virkede, som om han ikke var helt til stede. Det kan så være, der er tale om en projektion, men det var det indtryk, denne signatur sad tilbage med, da festen lukkede og slukkede lige over midnat med et enkelt ekstranummer i form af en hidsig "Cinnamon Girl" (der pudsigt nok havde samme funktion i 1976!).
At solisten indimellem kørte på automatpilot, og at sangene ikke altid syntes at finde deres form, opvejedes af gyldne øjeblikke, hvor tingene gik op i den famøse højere enhed, dem var der præcis så mange af, at aftenen trods alt må betegnes som en succes, kunstnerisk set.
At jeg forlod Falconer rimelig glad (og overmåde mættet!), skyldes primært min overbevisning om, at Youngs sangkatalog - lidt à la Dylans - aldrig rigtig hviler på laurbærrene.
Gennem vridemaskinen
Der er altid mulighed for at vende vrangen ud på en given sang, spille den hurtigere eller langsommere (eller mere sjusket!) end i sin oprindelige version, som kendt fra grammofonplade. Eller i kraft af det enorme bagkatalog af sange, Young har stået fadder til, simpelthen hive én op af hatten, der ellers ikke plejer at blive givet til bedste.
Som f.eks. koncertens anden sang, den hudløse og ambitiøse "Ambulance Blues", skrevet på den desorientering, en gedigen krise medfører. Hvem skulle nu have troet det? Og så i så fin og tæt en udgave som den, vor 62-årige canadiske helt leverede torsdag aften?
Lige dér troede jeg træerne skulle få lov til at vokse ind i himlen, og at vi befandt os på den gyldne vej mod forløsning. Men den efterfulgtes så af bagatellen "Sad Movies", som han faktisk påbegyndte, men aldrig færdiggjorde i '76; og hvorfor er det lige, jeg kan huske den slags, når jeg konsekvent glemmer min egen bryllupsdag? - og så var vi nede på jorden igen.
Akustisk vellykket
Men som helhed var den akustiske afdeling vellykket - udover de nævnte mejslede en banjoversion af den gribende "Mellow My Mind" sig ind side om side med en imposant "Don't Let It Bring You Down" (i to væsensforskellige udgaver!), en urenkel "Journey Through the Past" og en helt ren "Harvest", mens et par nye numre - "Try" og "Love Art Blues" - gjorde hæderligt indtryk.
Slingrekursen blev mere mærkbar i den elektriske afdeling, for selv om Youngs fantastiske evner som unik leadguitarist på intet tidspunkt fornægtede sig, stod tingene i stampe på især afdelingens nyere numre, med den fjogede "Dirty Old Man" som bundskraber.
Heller ikke hverken "The Believer" eller "Spirit Road" tegner sig til at ville ende som klassikere, så det eneste nummer fra mandens seneste opus, sidste års spraglede Chrome Dreams II, der virkelig viste slidstyrke, var det 15-20 minutter lange "No Hidden Path", der udviklede sig til en ren tour de force. På samme måde som vaskeægte klassikere som "Down by the River" og "Powderfinger" snildt tålte en tur mere gennem vridemaskinen.
Så ujævnt, jo, der var meget hen til kommoden og tilbaws igen over denne torsdag. Til gengæld må det påpeges, at når Young er god, er han bedre end 99 procent af alt det andet, man lægger øre til. Så det -
Og så spillede han faktisk "Cowgirl in the Sand"! Bedre sent end aldrig, Neil!
lyn@information
Neil Young, solo + med band, torsdag, Falkoner Salen, Kbh.
