Læsetid: 2 min.

Hilary sejrede - men smilede for lidt

Den unge amerikanske violinvirtuos Hilary Hahn lod hver eneste node stå fuldstændig perfekt ved søndagens Stjernekoncert i Radiohuset. Der var bare ét problem: Hun smilede aldrig. Det gjorde pianisten Valentina Lisitsa til gengæld - hele tiden
Den unge amerikanske violinvirtuos Hilary Hahn lod hver eneste node stå fuldstændig perfekt ved søndagens Stjernekoncert i Radiohuset. Der var bare ét problem: Hun smilede aldrig. Det gjorde pianisten Valentina Lisitsa til gengæld - hele tiden
26. februar 2008

Da den nu 28-årige amerikanske violinstjerne Hilary Hahn i sommer spillede Sibelius' violinkoncert foran DR Radiosymfoniorkestret, væltede hun nærmest salen med sit blændende spil.

Søndag aften vendte hun tilbage - denne gang i et udfordrende kammermusikalsk program. Med sig havde hun den lidt ældre ukrainskfødte pianist Valentina Lisitsa.

De to var et sjovt match - de minder på ingen måde om hinanden: Spinkle Hilary Hahn stod stille som en statuette med stramt opsat hår og kølig koncentreret mine under hele koncerten. Med blikket rettet dybt ind i sig selv fik hun samtlige toner til at stå perfekt og præcist. Selv om hun - modsat Valentina Lisitsa - spillede alle værker udenad, var det pianisten, der virkede mest fri, både i sin personlighed og sit spil. Lisitsas åbne ansigt strålede over af fryd og varme, og med sit levende kropsprog lod hun sin positive energi invadere salen.

Vovet indledte duoen med César Franks Sonate for violin i A-dur. Den sarte intro dirrede af nerve og bevægelse. Man holdt vejret. Og Hilary Hahn holdt masken. I de følgende satsers temperamentsfulde passager styrede hun håndfast gennem de konstante temposkift, mens Valentina Lisitsa fulgte hende på nanosekundet. Der var drive. Spænding. Og en fantastisk forløsning hen mod slutningen.

Rytmisk, klangfuldt

Efter denne energiudladning var Mozarts B-mol-sonate en ren renselsesproces. Ubesværet formede Lisitsas fingre de dekorative triller på flygelet, mens Hahn lod violinen imitere kækt. Her var endelig øjenkontakt mellem de to. Og et øjeblik så det ud til, at Hilary Hahn kropsligt ville give slip på sig selv. Men så vidt kom det ikke.

Det gjorde det - næsten - i belgiske Ysaÿes Sonate for soloviolin nr. 5. Sonaten bærer også titlen Pastorale og rummer en farvestrålende og klangfuld indledning, som illustrerer en solopgang. En rytmisk sats med tilnavnet Dance rustique følger efter. Et splitsekund slappede Hilary Hahn den stramme ansigtsmuskulatur, mens hun nød at følge hver eneste frase helt til dørs. Igen overraskede hun med sit ekspressive og ekstremt overskudsagtige musikalske udtryk. Salen sitrede. Ingen turde røre sig.

Storladent

Den amerikanske komponist Charles Ives' Violinsonate nr. 3 var aftenens skæve indslag: Værket rummer både jazzakkorder og rytmiske effekter. Midt i det hele myldrer citater fra storladne amerikanske hymner frem. Valentina Lisitsa tog sig al den tid og plads, hun kunne slippe af sted med, i klaverets solokadencer.

Imens stod Hilary Hahn bare helt stille på scenen.

Tilbage til tonalitet og faste former: Brahms skrev sin violinsonate i A-dur på et naturskønt sted ved Thun-søen i Schweiz.

Sonaten er lys og fyldt med melodiske linier, som de to musikere gjorde smukt rede for. Den varme, man savnede i Hilary Hahns væsen, fik man her fuldt ud i hendes klang. Man kunne bare lukke øjnene. Eller lade blikket hvile på den energiske, sprudlende pianist, Valentina Lisitsa. Hos hende blev man underholdt - både visuelt og musikalsk.

DR Stjernekoncert søndag d. 24. februar 2008.DR Radiohusets Koncertsal

Hilary Hahn, violin, og Valentina Lisitsa, klaver.César Franck, Sonate for violin og klaver A-dur. Wolfgang Amadeus Mozart, Sonate for violin og klaver nr. 26 i B-dur K 378. Eugène Ysaÿe Sonate for soloviolin nr. 5 G dur 'Pastorale'. Charles Ives, Sonate for violin og klaver nr. 3 Johannes Brahms, Sonate for violin og klaver nr. 2, A-dur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Endelig en anmeldelse af klassisk musik i Information - og så handler den mest om den ene musikers ansigtsudtryk!

Ikke godt nok.

Pudsig anmeldelse. Det ganske sære er en anden iagtagers oplevelse af en usædvanlig og enorm tilstedeværelse hos Hahn - en dybt meditativ kvalitet, der netop fyldte rummet, så man blev skiftevis forlegen og selvforglemmende i den smukke unge dames væsen og musikken. Hmm? Det svære er vist at tillade musikken at erobre én ubetinget, mens man er der - men det er jo en værre opgave, når man forventes at analysere.

Hahn udtaler selv, at af samtlige musikkens discipliner, fascineres hun allermest af foredraget, tolkningen, - formidlingen. Hun har bevidst valgt at underspille kropssproget for dermed at kunne kontrollere ansigtsattituden eethundredeelleve procent. Lagt sammen med den store musikalitet og tekniske formåen, forstår man hendes dybe respekt for det hverv hun har påtaget sig; at bringe musikken ud over scenekanten, ind i ørene, ikke øjnene. Nødvendigvis. Føler man sig generet, bør man holde sig til Cd´-mediets velsignelser. Hjemme i sofaen kan der bladresi Tin-Tin-hæfter og fløjtes med. Personligt bryder jeg nig ikke om stjernekoncertkonceptet, - der er gået for meget Zoologisk Have i den. Og foran radioen i mit mørklagte soveværelse, får jeg alle stjernerne med, - hvad det altså tillige handler om for Hilary Hanh: Den musikalske bevidsthed, arven og forvaltningen.

Var der mon nogle af jer, der så Hahn spille bluegrass, mens Mikael Bertelsen dansede hula-hoop? Dér blev der i hvert fald smilet.

Men jeg vil gentage, at en musikanmeldelse, hvis vigtigste emne er violinistens ansigtsudtryk, ikke er Information værdig.