Læsetid: 3 min.

Hovedet i gulvet - og fjederen i kroppen

Bevidstheden udvides, og frygten fortrænges af kroppen som overlevelseshylster. I hvert fald hos Mute Comps interessante uforudsigelighed i Valravns land
Bagover, dunk, tilbage ... Mute Comp-s dansere vender verden på hovedet, og lyset bliver til spiraler i den fascinerende forestilling -GRASPING-.

Bagover, dunk, tilbage ... Mute Comp-s dansere vender verden på hovedet, og lyset bliver til spiraler i den fascinerende forestilling -GRASPING-.

Søren Knud

19. februar 2008

Trancen er lige ved at indtræffe. Ikke bare en sætten-sig-frem på stolen, men en fysisk og mental bevidsthedsforflytning: Tilskueren giver sig hen til Mute Comp. For GRASPING the Floor with the Back of My Head til Valravns musik formår vitterlig at opsluge tilskueren i sit sære univers, hvor eksistensen er på hovedet. Og hvor kroppen bukker sammen bagover som sådan en slags 'gåen i bro', så hovedet dunker i gulvet - og svirper tilbage med kroppen som fjeder.

Det er tilsyneladende typisk for dansekompagniet Mute Comp sådan at udforske en bestemt bevægelse - det baglæns hoveddunk - og så at lade bevægelsen udvikle sig til en hel forestilling. Koreograferne Jacob Stage og Kasper Ravnhøj har en særlig evne til at se det groteske i det almindelige - og til at skabe de bittesmå forskydninger, der ændrer hverdagsbevægelser til symbolbærende kunstudtryk. Mute'rnes udtryk er fortsat drengerøvenes, og deres æstetik hører hjemme på gaden.

GRASPING er en sær forstørrelse af frygten. Start-scenen er en lillebitte kvinde, der går rundt om en høj pæl. Først munter og smilendei rask trav, så grinende i småløb - og så pludselig styrt-løbende og paniksnublendei angst. Indtil andre blander sig i hendes cirkler, tempoet tvinges ned, og dynamikken ændrer sig fra aleneensomhed til storbyensomhed.

Kelterhybrid

Her bryder Valravn igennem med sine keltisk-nordiske hybrider fulde af stumper af folkevisemelodier og sentimentalomkvæd. Imens tegner lyset mytiske spiraler - og pludselig er Kasper Ravnhøj i gang med sine hoveddunk: Bagover, dunk, tilbage. Han gør bevægelsen så afslappet og selvfølgeligt, at det pludselig ser mere naturligt ud, når hans hoved når ned til jorden, end når hans krop er almindelig oprejst. Mærkeligt. Og de fire Valravne jammer ud på deres sære sækkepibemutanter og dobbeltfløjter og forvoksede strengeinstrumenter, mens de tre øvrige dansere følger Ravnhøjs hoveddunk til den ustoppelige stortromme. Jacob Stage er vildt adræt i sin store krop, og Thomas Bentins muskler sender ham udi sære elastikhop.

Flaskehalspirring

Performermæssigt er forestillingens scoop dog minimennesket Sigrid Husjord. Hun kaster sig rundt på scenen aldeles uden den frygt, som hun ellers skildrer. Og hun lader mændene kaste sig rundt, som var hun en mascot. Koreografien går lige til grænsen, når hun bruges som flaske i 'Den som flaskehalsen peger på'. Men sådan er det med Mute'rne: De elsker at lade os smage frygtens pirring.

Desuden kan Husjords imponerende, lille krop tilsyneladende bukkes på alle leder. Hun kan knækkerulle i alle retninger - og hun står lige så gerne på hænder som på fødder. Denne indlysende omvendthed er dybt fascinerende. Og Husjords kolossale kvindestyrke kommer dermed til at matche den pågående stemme hos den ellers splejsede Valravn-kvinde Anna Katrin Egilstrød. Men det lykkes kun, fordi Mute'erne har koreograferet Husjords energiske dværgekrop så langt ind i koreografien, at hun ikke ville kunne erstattes af en langbenet.

Fatboykoreografi

Dramaturgisk sker der et skred hen mod forestillingens slutning, som trækker forestillingen unødigt i langdrag. Men tranceeffekten herefter er umiskendelig, og den lever op til kompagniets umiskendelige påvirkning af tilskueren.

Mute Comps seneste forestillinger har haft et mere politisk budskab. Caterpillar fra 2006 beskrev livet i en flygtningelejr - med den nervepirrende ventetid som en fysisk bombetikken i danserkroppene. Og Propaganda fra samme år beskrev den vestlige verdens terrorangst, set fra to adrenalinopgejlede mænd i et barrikaderet hus fyldt med overlevelses-dåsemad. Begge vilde scenografier var skabt af Johan Kølkjær, der også er manden bag pælen i GRASPING.

I denne forestilling er der også vilde indslag, sådan som f.eks. Husjord gemt under en fatboy-pude. Men Kølkær har her skabt en mere abstrakt verden, der i højere grad levner plads til Michael Breiners smukke og meget dramatiske lyssætning, der næsten skaber solopgang over Østerbro. Og plads til afvæbnende lyskæder og kærlighedsrøde papirlamper.

Forestillingen lader glimtvis det eksistentielle blive forstyrret af parforholds-realisme. Traumer udveksles, bruddet truer, og selvfølgelig er det manden, der bliver gået. Og naturligvis bytter manden sit tiggeri ud med vold og kaster kvinden rundt i afmagt.

Eller er det så selvfølgeligt? Hos Mute Comp er intet forudsigeligt. Til gengæld er Mute-universet altid interessant, og denne gang altså med den skønneste trancemusik. Så løft hovedet op fra gulvet - og afsted til grasping-land!

GRASPING the Floor with the Back of My Head. Koreografi: Mute Comp. (Kasper Ravnhøj og Jacob Stage). Musik og live performance: Valravn. Scenografi: Johan Kølkjær.Lys: Michael Breiner. Lyd: Christopher Magnus Juul Kristensen. Dramaturgi: Anne Hübertz Eriksen. Mute Comp. på Dansescenen, Øster Fælled Torv til 1. marts. www.dansescenen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu