Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Jagten på nulpunktet

’Ind i vildmarken’ er en fascinerende og poetisk dannelsesfortælling om en ung mand, der bryder med sin familie og sit materialistiske liv
’Ind i vildmarken’ er en fascinerende og poetisk dannelsesfortælling om en ung mand, der bryder med sin familie og sit materialistiske liv
Kultur
29. februar 2008

"Det var uundgåeligt, at Chris ville bryde fri, og han gjorde det med karakteristisk voldsomhed," siger Carine, hovedpersonen, Chris' søster, i Sean Penns nye film, Ind i vildmarken, der følger den 22-årige, socialt bevidste collegestuderendes fysiske, mentale og spirituelle brud med sin familie og sit hidtidige, materialistiske liv.

Chris McCandless (Emile Hirsch) donerer sin uddannelsesopsparing til velgørende formål, brænder sine kontanter, klipper alle former for identitetskort i stykker og genopfinder sig selv som landevejsridderen Alexander Supertramp, der med Tolstoy, Thoreau og London i rygsækken rejser rundt i USA gennem to år med Alaska, the last frontier, som sit endelige mål.

Ind i vildmarken, der er baseret på virkelige begivenheder og en bog af Jon Krakauer, følger to spor: Chris' sidste dage i Alaska, hvor han sulten og afkræftet dør kort tid efter, at han har besluttet sig for at rejse tilbage til menneskenes verden. Som han skriver i sin dagbog, så er "lykken er kun virkelig, hvis den deles med andre".

Og de to år, der er gået forud, hvor Chris lige efter sin collegeeksamen kører væk i sin bil og forsvinder sporløst fra jordens overflade.

Livsbekræftende

Ind i vildmarken skildrer i bogstaveligste forstand en dannelsesrejse for en ung mand, der ikke bryder sig om sine småborgerlige forældre (William Hurt og Marcia Gay Harden), der altid skændes og lever på en løgn, eller det menneske, han selv forventes at være. Heller ikke Chris' søster (Jena Malone) ved, hvor han er, men hun er den eneste, som forstår ham og kan forklare publikum hans behov for at rejse væk i et forsøg på at udfordre sig selv i ekstrem grad, nå et slags nulpunkt i sin eksistens og på den måde genvinde sin frihed og finde ud af, hvem han virkelig er.

Filmen er delt ind i fem kapitler, der begynder med 'Min egen fødsel', 'Opvækst' og 'Manddom' og slutter med 'Familie' og 'Visdommens Komme.' Og undervejs på sin tur møder Chris mange forskellige mennesker - spillet af blandt andre Catherine Keener, Hal Holbrook, Vince Vaughn og Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen som et par udflippede danskere - der alle befinder sig i udkanten af det etablerede samfund, og som på sin vis er med til at give ham den barndom og familie, han aldrig har følt, at han har haft.

Emile Hirsch er fin i rollen som Chris, men det er også en meget symbolsk og derfor også lidt blank figur, der i udstrakt grad spejler de reaktioner, hans omgivelser har i forhold til hans projekt, og de følelser, han selv fremkalder i dem. Derfor er Vaughns let anløbne forretningsmand, Holbrooks ensomme, pensionerede soldat og Keeners flipper også de mest interessante personer i filmen.

Sean Penn, der før har lavet dragende film om mænd på både indre og ydre rejser, er en dygtig billedmager og takket være Eric Gautiers sanselige, poetiske billeder af Amerika og ikke mindst de nye, medfortællende sange af Eddie Vedder, er Ind i vildmarken blevet en både livsbekræftende og tragisk fortælling om en begavet, viljestærk mand, som når sit mål, men også må betale en høj pris herfor.

Ind i vildmarken. Instruktion og manuskript: Sean Penn. Amerikansk (Empire og Grand i København, Gentofte Kino, Café-biografen i Odense og Øst for paradis i Århus)Lindhardt og Ringhof genudgiver i dag på dansk Jon Krakauers bog, Ind i vildmarken, som Sean Penns film er baseret på.

Serie

Dannelsen til debat

Seneste artikler

  • Danskhed er stilhed

    18. august 2008
    Vi råber efter almendannelsen. Og det skyldes givet vis, at vi oplever et atomiseret og kaotisk samfund
  • Dannelse imellem facebook og sure tæer

    16. august 2008
    Det er handlingerne og ansigtsudtrykkene, der afslører, hvem vi er. Selv det at tro på frihed og menneskerettigheder er en klædedragt, vi trækker i, og i sidste ende vil sociologer altid kunne finde et hul, en type, en form, som de kan putte os i
  • Vi, de unge

    15. august 2008
    Den nye orden kommer fra os, de unge. Vi holder tempo, vi har ideerne. Vi har ikke længere behov for at lytte til årgang '45, der alt for længe har siddet med deres analogt indhentede sandheder. Virkeligheden er løbet fra 'de gamle dage'. Endelig kan vi, de unge, komme til magten
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her