Læsetid: 4 min.

Juno, Diablo og Page

Teenagegraviditet. Med Juno, skuespilleren Ellen Page og manuskriptforfatteren Diablo Codys fantastiske gravide, amerikanske teenagepige, er en fræk og frisk komedieklassiker instrueret af Jason Reitman født
Velspillet. Efter de første par scener af -Juno- frygter man, at filmen vil blive en lidt for smart citationstegns-fortælling i high school-regi. Men da forældre og et adoptiv-ægtepar kommer på banen med et voksent perspektiv, får filmen også varme og dybde, mens hovedpersonen - den gravide teenager Juno - forsøger at forstå kærlighedens dynamik og ser sine monogami-idealer udfordret.

Velspillet. Efter de første par scener af -Juno- frygter man, at filmen vil blive en lidt for smart citationstegns-fortælling i high school-regi. Men da forældre og et adoptiv-ægtepar kommer på banen med et voksent perspektiv, får filmen også varme og dybde, mens hovedpersonen - den gravide teenager Juno - forsøger at forstå kærlighedens dynamik og ser sine monogami-idealer udfordret.

SF Film

29. februar 2008

"Thank God for pregnant teenagers," udbrød Jon Stewart fra Oscar-scenen natten til mandag. Inden havde han spurgt, om Los Angeles har brug for et kram.

Tre ud af fem af de nominerede bedste film havde massemyrdende psykopater i hovedrollen, og i den sammenhæng er gravide teenagere en hjertevarmende ting - ikke mindst Ellen Pages Juno i filmen af samme navn. Skønt nogle amerikanske aborttilhængere kritiserer den og Judd Apatows Knocked Up for at inspirere piger til at se lykken i hovsa-graviditeter, er det umuligt ikke at elske historien om den 16-årige Junos alternative vej til voksenverdenen via en uønsket graviditet og et uortodokst adoptionsforløb.

Juno vandt en Oscar for bedste manuskript, skrevet af debutanten Diablo Cody, der har en fortid som stripper og blogger. Cody var storfavorit til statuetten, for den fermt fortalte Juno lever af et ifølge instruktøren stort set uændret manuskripts originale tilgang til både historie, karakterer og tone.

Efter i titelsekvensen at have ladet en tilbagelænet Juno slentre gennem byen tyllende en enorm appelsinjuice signalerer alene retorikken i første scene, at noget anderledes er i gære.

Som en blanding af selvbevidst slang og sarkastisk Shakespeare ryger replikkerne over disken i den lokale købmandsbiks, hvor Juno køber graviditetstests for at se, om det forbistrede plus bliver ved med at dukke op. Skønt Juno forsøger at affærdige ekspedienten med et "Silencio, old man!" insisterer han på, at det her er "one doodle that can't be undid."

Baby eller ikke baby

Her ville de store følelsesudbrud normalt være på sin plads, men Juno griber i stedet sin burgertelefon og lader sin cheerleader-veninde om dem. Siden tager hun til abortklinikken, hvor receptionisten og stemningen i venteværelset er så frustrerende, at hun opgiver abort-tanken. I stedet finder hun et forældrepar i en annonceavis og tager sig i en vidunderlig scene sammen til at fortælle sine far (J.K. Simmons) og stedmor (Allison Janney) nyheden.

Efter mest at have været overrasket over, at Junos ven, Paulie (Michael Cera), er faren, engagerer de sig i projektet med at etablere kontakt til Vanessa (Jennifer Garner) og Mark (Jason Bateman), som drømmer om et barn. Eller Vanessa gør i hvert fald. Reklamekomponisten Mark er stadig mest til horrorfilm og drømmerier om den rockkarriere, som aldrig blev til noget.

Noget af det unikke i Juno er dens grænseløse kærlighed til alle karakterer trods deres særheder og mangler. Efter de første par scener frygter man, at filmen vil blive en lidt for smart citationstegns-fortælling i high school-regi.

Men da forældrene og adoptiv-ægteparret kommer på banen med et voksent perspektiv, får filmen også varme og dybde, mens Juno forsøger at forstå kærlighedens dynamik og ser sine monogami-idealer udfordret. Ikke mindst udviklingen i den babyhungrende Vanessa er gribende. Hun virker først uudholdeligt ordentlig.

Suveræne simple sange

Efterhånden fornemmer man hendes nærmest fysiske smerte over at ønske sig et barn, og da hun træder i karakter, bliver hun en af filmens mest rørende personer. I historien kontrasterer hun essentielt den naive Juno, som bare ikke kan vente med at spytte babyen ud, give den bort og komme videre med sit liv.

Jason Reitman viste med debutkomedien Thank You for Smoking, at han har sans for det pudsige blik og boblende, begavet humor. Diablo Codys manuskript giver ham nogle nuancerede karakterer at arbejde med, selv om fokus hele tiden er på det lette og sjove. Birollerne sidder lige i skabet fra veninden Leah (Olivia Thirlby) over Paulie til øjebliksgestalter som Paulies prom-date, som ikke giver folk 'det onde øje' - hun ser bare sådan ud. Jason Reitman ved lige, hvornår han skal sende et løbehold en tur på tværs gennem billedet for at opnå maksimal effekt, og hans brug af helt enkle sange af Mateo Messina er et scoop.

Filmens simple slutsang sætter sig for altid som et loop i hjernen, og undervejs drives trimestrene videre af musikalske kærlighedserklæringer som: "I'm sticking with you, 'cause I'm made out of glue."

Det samlede udtryk fremstår både sødt og smart, sjovt og stærkt indtil slutningen, hvor det pludselig er rørende alvor, men med lune og skøn afslutningsduet.

En ung stjerne har født

Juno har helt enkelt sat et suverænt hold, og på trods af nye og mindre kendte navne på rollelisten og en insisteren på et indie-udtryk har filmen været et hit i USA. Diablo Cody og Jason Reitmans fortjenester er indlysende, men filmen lever og ånder i kraft af en pletskudspræstation fra Ellen Page.

Hun kan det ene øjeblik være "too cool for school" og det næste en sårbar pige, som bare elsker at komme hjem til de trygge rammer hos sin lune far eller med store øjne venter på respons fra sin udkårne. Page var også Oscar-nomineret søndag aften og bliver forhåbentlig stjerne i en filmby, der bestemt har brug for en sej krammer som hende.

Efter en underholdende filmoplevelse i selskab med Juno sidder man således kun tilbage med det der nagende spørgsmål om betydningen af at lave film, hvor en graviditet mest er et morsomt lille bump på livets vej. Det er forståeligt, at fortalere for abortklinikker ikke er begejstrede for præsentationen af dem i denne film. Juno bagatelliserer ikke graviditeten, men Juno med den runde mave præsenteres som den sejeste i skolegangene. Hun er selvstændig, stærk og stædig. Måske skulle Jon Stewart have indskudt, at han er taknemlig for film om teenage-graviditeter, for det er man bestemt efter Juno.

Virkeligheden er selvfølgelig noget andet end en skarptskåren komedie. Griner man sammen med den raffinerede Juno, burde man have regnet det ud.

Juno. Instruktion: Jason Reitman. Manuskript: Diablo Cody. Amerikansk (Grand, Metropol, Palads, CinemaxX, Empire, Falkoner og Park Bio, København, samt 13 andre biografer rundt om i landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu