Læsetid: 5 min.

Kampen om Fidels eftermæle

Mens det om få uger afgøres, om Fidel Castros tid som Cubas leder officielt er forbi, udstiller to bøger de åbenlyse problemer med at nå frem til et troværdigt billede af ikonet
Biografier. Det sidste kapitel er ikke skrevet om nationalikonet og 'el lider ultimo' Fidel Castro er et varmt emne blandt biografiskrivere.

Biografier. Det sidste kapitel er ikke skrevet om nationalikonet og 'el lider ultimo' Fidel Castro er et varmt emne blandt biografiskrivere.

Javier Galeano

14. februar 2008

Cuba og Fidel Castro har altid været et halvreligiøst anliggende. Noget, folk troede på eller slet ikke gjorde. Fra den ene ende af spektret hvor Fidel Castro ses som den inkarnerede ondskab, hvor hver eneste begivenhed på Cuba filteres gennem et særdeles kritisk filter, og hvert eneste halvbagt negativt rygte øjeblikkeligt får sandhedsværdi - til den anden, hvor Cuba er en mere eller mindre utopisk paradis, og hvor enhver dissens eller kritik af styret er lig med, at kritikerne er købt af amerikanerne og 'mafiaen i Miami'. Den kritiske middelgrund er et tyndt befolket område, når det kommer til den caribiske ø-stat.

Det er ikke i væsentlig grad noget, der har ændret sig i takt med, at Cubas ubestridte nationalikon Fidel Castros tid lakker mod enden. 24. februar skal et nyalgt cubansk parlament tage stilling til, om el lider ultimo skal fortsætte som Cubas leder.

Fidel Castro er i stabil tilstand efter sin alvorlige og livstruende mavesygdom sidste år, men spørgsmålet er, om han af den grund vender tilbage som styrmand efter en magtoverlevering til lillebror Raul, der i og for sig er gået så smertefrit, som man på forhånd kunne have forestillet sig. Den overgang, man i Miami og Washington har ventet på i så mange år, kan allerede have fundet sted, og Fidel Castros tid som leder overstået.

Det er i den kontekst to (forholdsvis) nye bøger på dansk udkommer om den cubanske leder, en af Politikens latinamerikaskribent Anne M. Sørensen, og en af den spanske journalist og aktivist Ignacio Ramonet.

Ramonet i den ene lejr

Det er i særlig grad den sidste, der er interessant. Fidel Castro har altid været tilbageholdende med interview og aldrig selv ønsket - eller haft tid til - at skrive sine erindringer, og i stedet ladet sig interviewe til en lille håndfuld interviewbøger, hvoraf denne er den mest omfangsrige med 100 timers interview - og med al sandsynlighed også den sidste. Altså nok det tætteste man kommer til et slags politisk testamente. Og hvem vil ikke gerne have et helt ærligt øjeblik med verdens vel mest interessante nulevende statsleder?

Spørgsmålet er så, om bogen kan leve op til det. Og svaret er bedrøveligt nok nej. Ikke mindst fordi forfatteren, Ignacio Ramonet, allerede synes at have placeret sig i den ene lejr. Ramonet, der er chefredaktør for den kritisk venstredrejede avis Le Monde Diplomatique og har medvirket til at at starte ATTAC-bevægelsen, forsømmer gennem størstedelen af den godt syvhundrede sider lange bog at levere et kritisk modspil til en så dreven mediemanipulator som Castro. Ramonet forklarer selv i indledningen til bogen, at der absolut ingen restriktioner har været på, hvad han kunne spørge om. Men når han stiller lobhudlende spørgsmål som: "De er en stor kristen?", "De er en uforbederlig drømmer," eller "- De er en meget beundret og elsket mand, ikke bare i Cuba, men også i mange andre lande," ja, så kilder kvalmen helt oppe i halsen.

Pointe går tabt

Og når Castro siger, at man aldrig har straffet nogle for at være systemkritikere, eller at der ikke findes et eneste eksempel på fysisk mishandling eller tortur af fanger i hele revolutionens historie, og udsagnet ikke bliver modsagt, så sætter det spørgsmålstegn ved hele projektet. Ramonet havde hverken behøvet at lede længe i historiske dokumenter eller tale med mange afvigere fra styrets politik for at få komme med helt konkrete indvendinger. Men det gør han ikke. Fidel kører med klatten.

Den kritiske sans kommer en anelse frem i bogens sidste fjerdedel, men alt for sent og alt for svagt. Ramonet lægger ikke selv skjul på sin fascination af Castro og hele ånden bag revolutionen, og mener at erfaringerne fra el Comandante går hen over hovedet på en helt generation af unge oprørere: "- så mange venner, som er engageret i den 'altermundiale' bevægelse, især de helt unge, i Europa, ser ham af og til udelukkende som en mand af Den Kolde Krig, en leder fra en fortidig epoke i samtidshistorien."

Den pointe går tabt, når synspunkterne så ukritisk (og mange steder sludrende) bringes videre. Når det er sagt, så er der alligevel meget at hente i bogen, når 82 års Fidel- og verdenshistorie kommenteres af manden selv. F.eks. den bonusinfo at man får præcis 10 dage ekstra foræret om året ved ikke at barbere sig, men at mange af guerillaerne alligevel forfængeligt barberede skægget af efter sejren, da de grå hår i skægget afslørede deres alder, og f.eks. at Hemingways Hvem Ringer klokkerne for dannede grundlag for guerillakampen mod Batista mere end noget andet. På et mere nutidigt plan fremgår det fuldstændig klart, at 90'ernes åbning af økonomien under den særlige periode absolut er bragt på bane af nødvendighed og ikke lyst, og at Fidel hverken den gang eller i dag havde stor sympati for Glasnosts åbninger. Mens han til gengæld udtrykker sin store beundring for den kinesiske eks-leder Jiang Zemin, der stod for Kinas økonomiske åbning og boom - uden at lade kommunistpartiet tabe tøjlerne. En model Cuba også lader til at hælde mod. Samtidig siger Castro også, at det er "nødvendigt lidt efter lidt at afvikle den understøttelsespolitik, som I dag fungerer som ballast for befolkningen."

Cuba forandrer sig.

Det sidste kapitel

Fascinationen indgår også tydeligt i den anden bog om Fidel, men væsentlig mere nuanceret og kritisk bevidst.

Anne M. Sørensens Fidel er faktisk et udmærket supplement til Ramonets interviewbog, som også citeres ofte i Sørensens bog. Mange af de samme begivenheder tages her en del mere kritisk under behandling, som sætter Fidels argumantation i relief.

Det sker på en let og farverig måde, der som udgangspunkt appellerer bredt til de mange, der har en interesse for Cuba, men ikke nødvendigvis en dyb ekspertise. At værket ikke er en akademisk dokumentationsbog, men snarere en indførsel med en bred beskrivende pensel, hindrer den ikke i at gå kritisk til såvel Cubas menneskerettigheds- og demokratitradition som til Castros overordnede politiske dispositioner.

Ikke mindst i forhold til det reelle niveau af frihed i Cuba og måden at behandle politisk uenighed. Konfronteret med massiv propaganda og forsøg på at styre mediedagsordnen i både Havana og Miami er den bedste måde virkelig at fornemme, hvad der foregår ofte at tale med helt almindelige mennesker uden en professionel dagsorden, og det gør Anne M. Sørensen da også konsekvent bogen igennem.

Imens venter verden på, om det sidste kapitel er skrevet. Men den skal nok ikke blive overrasket, hvis den igen bliver snydt om et par uger. Eller hvis Fidel overlever som udstoppet Brezsjnev-model eller måske blot som en åndelig voksfigur, som Castro selv siger i Ramonets bog:

"Vores fjender skal ikke gøre sig nogen illusioner, jeg kan dø i morgen, og så kunne min indflydelse vokse sig større. Jeg har engang sagt, at når jeg først dør, så vil ingen tro det. Det kan gå ligesom med den tapre kriger El Cid, der efter sin død blev taget med til hest for at vinde slag."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu