Læsetid: 4 min.

Konge eller ej

Peter Jorde er vidunderlig på Det Ny Teater, hvor han forfører tilskueren i den gamle musical om det tvivlsomme møde mellem Øst og Vest. 'Etcetera, etcetera, etcetera ...'
Hvem vil ikke gerne ligge lavere end kongen? Premiere-publikummet til -The King and I- nød Peter Jordes og Charlotte Guldbergs muntre timing i denne scene. Også fordi kronprins Frederik og Mary lo med oppe på balkonen. Dog hverken i bar mave eller krinoline.

Hvem vil ikke gerne ligge lavere end kongen? Premiere-publikummet til -The King and I- nød Peter Jordes og Charlotte Guldbergs muntre timing i denne scene. Også fordi kronprins Frederik og Mary lo med oppe på balkonen. Dog hverken i bar mave eller krinoline.

Rolf Konow

5. februar 2008

Indrømmet: Jeg kan ikke stå for Peter Jorde. Hans charme afvæbner mig, også selv om jeg kun møder den i musicals, hvis handlinger jeg egentlig ikke orker. Peter Jorde får mig til at læne mig tilbagei sædet - og så pludselig til at læne mig frem. Han spiller og synger simpelthen med sådan et overskud, at han kan få den mest banale historie til at virke vigtig. Lige nu og her.

Nu er det som Yul Brynner, nå nej, som kongen i The King and I. Peter Jorde smiler ironisk forførende til mig med halvnøgen, knap så solbrændt overkrop under sin kongekåbes tusindvis af diamanter. Og han fører mig venligt, men bestemt med ind i historien om det stolte hof i Siam, der får besøg af en engelsk lærerinde, engang i 1860'erne. Hans stemme er hård, retfærdig og rund under hans magre kindben - og så kan han lege med stavelserne i ordet 'etcetera', så jeg aldrig mere vil kunne bruge den lille og ellers så ubetydelige forkortelse uden at tænke på ham.

Lærerinden er Charlotte Guldberg, dansk musicals mest naturlige og muntre sangfugl. Den kvinde kan alt på en scene, og nu har hun desuden fået vipsetalje, så Terry Parsons smukke kæmpekrinoliner kan præsenteres med modellinjer. (Kjolerne er ligesom i filmen fra 1946 med Deborah Kerr; det blå sæt har bare sorte kanteri stedet for hvide og sådan). Guldberg har temperament, også mere end engelske kvinder har, og det letter stemningen gevaldigt. Hun er næsten bedre end forestillingen selv, da hun i sit singlesovekammer giver vildskaben så meget iver, at hun også selv bliver forbløffet. Så hidsig kan man altså blive på Peter Jorde, uden at forstå sine egne følelser.

Kragerup med ydmyghed

Her får Rodgers and Hammersteins gamle Broadway-musical fra 1951 bid og karakter. Melodierne er så flot dobbelttydige, alt andet end metervarer - og hundesvære, selv om de også er ørehængere. Man skal kunne synge mere end almindeligt godt for at overleve disse uforudsigelige og sørgmodigt tvivlende kongemelodier.

Det gør Peter Jorde og Charlotte Guldberg. Men det gør også Isabella Kragerup i rollen som kongens førstehustru - og som den tilbedte mor til kronprinsen. Kragerup lægger ud med en ydmyghed, der lige akkurat holder til en korrekt høflighedspræsentation under den sorthårede paryk. Så åbner hun munden og synger, så det bliver klart, at kongen har en hustru, der står langt over alle de andre. Uanstrengt og blidt, men stadig med skarp præcision. Dramatisk formår hun samtidig at balancere mellem jalousi og accept: Kragerups hustru indser, at Peter Jorde finder en jævnbyrdig partner i Guldbergs lærerinde, som hun aldrig selv kan blive. Og Kragerup afslører uselvisk smerten. Selv når hun har publikumi sin hule hånd, træder hun fysisk tilbage for at give plads til Guldberg. Det er flot.

Guldberg kan til gengæld instruere Jorde i at danseeuropæisk og tælle 1-2-3-OG, så man bliver helt svimmel. Da han insisterer på ikke bare at holde hende ude i strakte hænder, men at holde sin hånd om hendes hofte, lader hun sig suge ind mod ham, stivnet af liflig skræk. Hvormed sanselighedens lille gisp uskyldigt slipper ud, som det kun kan ske i musicalverdenens kropsintense ærbarhed.

Dermed bliver denne karikerede gamle historie faktisk også til en evigtgyldig beretning om kærlighed, der ikke er mulig. Udover at historien også viser et kulturmøde mellem Vestens insisteren på ikke-vold og Østens dyrkelse af magtsynlighed; med et begavet implicit spørgsmålstegn om, hvorvidt det ikke er omvendt ...

Lisa Kent har iscenesat herlighederne loyalt sammen med dirigenten Per Engström. Men også så langsomt og pompøst, at forestillingen nok ville føles lovlig overtydelig, hvis ikke teksterne var så morsomme. Men lykkeligvis har Adam Price og Jesper Malmose oversat, så replikkerne netop får det twist, der gør forestillingen til en samtidskommentar.

Helt skæv er komikken altså ikke. Desuden spiller Hans Henrik Voetmann rollen som kongens højrehånd med punkterende skepsis. Jordnær, barmavet og magttræt. En udenrigspolitisk realist, der fint matcher Peter Zhelders slebne overklassediplomat.

Onkel Tom uden hytte

Scenografien er et udstyrsstykke, sådan somNiels-Bo Valbro ynder at præsentere på Det Ny Teater. Terry Parsons scenografi har lige så meget guld, som Jens-Jacob Worsaaes balletscenografier i 1990'erne; uden dog at Parsons linjer når helt så højt i elegancen. Og kostumerne er vildt smukke, også dem til alle kongens børn. "Kun 67, alt i alt. Jeg kom sent i gang," som Peter Jorde siger det, oprigtigt undrende. Her har særligt Jonas Eliskovs kronprins en fin moderne spørgen i sig, mens Oliver Ryborg som lærerindens søn glider perfekt ind i den ulastelige, anglo-saksiske retorik. Et sjovt drengepar.

Men forestillingen er ikke kun et udstyrsstykke. En begavet teater-i-teatret-opførelse af Onkel Toms Hytte imponerer, bl.a. fordi den faktisk ville kunne klare nuværende, østlige censurer med en sær blanding af en morale og en overjordisk indgriben fra en engel. Hovedpersonen er her den smukt syngende Mia Karlsson, der spiller en hjertegribende kvinde, Tuptim, der ikke må få den mand, hun elsker - Tomas Kofods ungtnaive Lun Tha - fordi hun er blevet foræret til kongen som 'gave'. Ordet 'trafficking' anvendes ikke; denne musical forsøger ikke at støde nogen. Men den er sprængfyldt med kvinde-undertrykkende provokationer og tvivlsom menneskerettighedsetik, hvilket gør den spændende og næsten aktuel. Også selv om den amerikanske præsident hedder 'Lin Coln' og ikke 'Ge Bush'.

"Jeg er ikke sikker på noget som helst," siger Peter Jordes konge på vej mod sin unhappy end. Personligt er jeg nu helt sikker på, at The King and I er en forførende forestilling.

The King and I
Sangtekster og dialog: Richard Rodgers.
Musik: Oscar Hammerstein II.
Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent.
Scenografi: Terry Parsons.
Musikalsk indstudering: Per Engström.
Lys: Jens Lange.
Det Ny Teater til 4. maj. www.detnyteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor er det rart at læse en anmelder, der forstår betydningen af Rodgers' og Hammersteins universelle humanistiske budskab, som det gestaltes i deres 'musical plays' fra "Oktlahoma!" og frem.
Man kan, med den forråelse vi oplever, ikke spille noget mere relevant end forestillinger, der igen sætter hjerte og mellemmenneskelig forståelse i centrum.

jeg syntes at det var super godt... jeg blev helt forelsket i peter jordes stemme, den er bare så flot... jeg kunne se the king and I flere ganne.. jeg håber at de vil lave den på film...