Mellemøsten er i opbrud. Irak er efter invasionen i 2003 havnet i noget der mest af alt ligner en blodig borgerkrig. Nabolandet Iran trues med et militært angreb såfremt landet ikke makker ret i spørgsmålet om dets atomprogram. Også Irans allierede, Syrien, har været under massivt pres de seneste år og ligger fortsat i periferien af 'ondskabens akse'. Syriens baggård, Libanon, er kastet ud i en alvorlig forfatningskrise, landet er dybt splittet, og frygten for en ny borgerkrig lurer. I de palæstinensiske områder er splittelsen mellem sekulære og islamistiske kræfter til at tage at føle på: Gaza og Vestbredden er i dag to separate enheder med hver deres politiske ledelse.
I tiden op til invasionen af Irak blev der skrevet meget om et nyt og demokratisk Mellemøsten. En række intellektuelle har gentagne gange sat spørgsmålstegn ved, om indførelsen af demokrati i regionen var den amerikanske regerings egentlige mål. En af disse kritikere er Jonathan Cook, en britisk journalist bosiddende i Nazareth. Han skrev i 2006 en kontroversiel, men anmelderrost bog, Blood and Religion, som underkastede Israels forhold til landets palæstinensiske mindretal en kritisk vurdering. Cook er desuden en flittig skribent på www.counterpunch.com.
Det var på Counterpunch at Cook i 2006 publicerede sit essay End of the Strongman. Det er dette essay der danner grundlaget for Cooks nye kontroversielle bog Israel and the Clash of Civilizations. Iraq, Iran and the Plan to Remake the Middle East.
11. september blev dagen
I bogen argumenterer Cook for, at man bedst kan forstå udviklingen i regionen ved at kaste et blik på udviklingen i Israel. Han hævder, at ideerne og visionerne her er de samme, som præger de neo-konservative i Washington. Ifølge Cook blev der i 1980'erne i det israelske sikkerhedsestablishment udarbejdet planer for at omdefinere Mellemøsten. De nuværende stater skulle opløses gennem opildnelse til etnisk og religiøs splid. Kaos skulle herske. Ud af borgerkrige og interne kampe skulle det nye Mellemøsten opstå med en række nye svage stater baseret på etnicitet og religion: Bl.a. en drusisk, en kristen og en kurdisk stat. Israel ville herefter kunne alliere sig med de nye minoritetsstater og positionere sig som områdets suveræne overmagt. Israel ventede blot på det rette tidspunkt til at få opbakning til at gennemføre denne grandiose plan. Den 11. september 2001 oprandt dagen. Efter årtiers venten fik Israel den nødvendige opbakning fra de neo-konservative, der var kommet til magten sammen med Georg W. Bush.
Igennem bogens fire kapitler søger Cook at underbygge sit argument. I det første beskriver han, hvorfor Irak er kastet ud i kaos. Ifølge Cook undlod Bush regeringen bevidst at indsætte en ny 'strongman' til at overtage styringen af Irak og dermed søge at skabe en vis stabilitet. Målet var nemlig det stik modsatte: ustabilitet. Cook argumenterer endvidere for at et eventuelt angreb på Iran er nært knyttet til invasionen af Irak.
Magt og kraft
De to fronter er uadskillige i Cook's optik. Han skriver videre, at forudsætningen for et angreb på Iran var at Hizbollah blev elimineret, så det ikke længere udgjorde en trussel mod Israel. Det er i det lys vi - ifølge Cook - skal forstå krigen mod Libanon i sommeren 2006. Først efter at Hizbollah var blevet elimineret ville det være 'sikkert' at iværksætte et angreb på Iran. Det optimale havde været, at Syrien også var blevet inddraget.
I kapitel tre argumenterer Cook for, at grundlaget for den nye amerikanske udenrigspolitik skal findes i Israel. Han er uenig i Mearsheimer og Walt's tese om, at det er den jødiske lobby, der har drevet USA mod det de betragter som en selvdestruktiv udenrigspolitik i regionen. Cook mener i stedet, at det i langt højere grad er kredse i det israelske sikkerhedsestablishment, som står bag Bush-regeringens politik i Mellemøsten. Det var med andre ord Israel, der udviklede ideerne og siden fik en sponsor i form af de neo-konservative, som havde magt og kraft til at udføre visionen.
Bogen er en interessant fortælling om det net af interesser, som deles af de neo-konservative, Bush regeringen og dele af det israelske sikkerhedskompleks. Dens største svaghed er, at man hører alt for lidt til modstanderne af disse planer. Hertil kommer at Cook ikke følger op på alle de bolde, han kaster op i luften, og endelig savnes der en opsummerende konklusion og en vurdering af betydningen af, at så meget er gået galt i forhold til den store forandringsproces, der - ifølge Cook - var lagt op til.
Alligevel er bogen tankevækkende og bekymrende læsning. Og i dag er et af de store og afgørende spørgsmål: hvad vil der ske i forhold til Iran? Til trods for at det ikke lykkedes at eliminere Hizbollah og til trods for en nyligt offentliggjort amerikansk efterretningsrapport om Irans atomprogram, som tilsyneladende har fjernet ethvert figenblad for en militæraktion rettet mod Teheran, er det endnu for tidligt at afvise fantasternes håb om at finde et ny, inden tiden rinder ud, når USA skifter præsident i januar 2009.
