Læsetid: 4 min.

Kvinder og kærlighed i victoriatiden

Sensationsroman. Engang solgte Wilkie Collins mere end Charles Dickens. Men hvorfor hans hovedværk nu kommer på dansk er en større gåde end romanens kulørte indslag
Mysterium. Wilkie Collins' 'Kvinden i hvidt' har ikke så forfærdelig meget at byde på. Derfor er det en gåde, at denne roman her knap 150 år efter førsteudgivelsen udkommer på dansk.

Mysterium. Wilkie Collins' 'Kvinden i hvidt' har ikke så forfærdelig meget at byde på. Derfor er det en gåde, at denne roman her knap 150 år efter førsteudgivelsen udkommer på dansk.

Trinette Reed

14. februar 2008

I sit efterskrift til den nyoversatte udgave af Wilkie Collins' snart halvanden hundrede år gamle Kvinden i hvidt skriver Jokum Rohde, at han har siddet med ikke mindre end seks forskellige udgaver af romanen inde på Det kongelige Bibliotek. Af samme begejstrede efterskrift fremgår det, at Rohde også har læst en pæn stak bøger om både Collins (1824-1889) og dennes victorianske samtid.

Det må have kostet masser af tid, beklagelig vis. For selv om jeg skøjtede gennem Collins' 600 tætskrevne sider, akkurat som jeg i sin tid gjorde det på universitet, hvor forfatteren optrådte i historiebøgerne, fordi han solgte ufatteligt mange romaner, men ikke på læseplanen, fordi han ikke var værd at læse (hvorfor han naturligvis straks blev læst for egen regning af ren nysgerrighed og mistro til undervisningsassistenten), ja, så kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over de mange timer, den gode Jokum Rohde - i mine øjne en af de mest interessante danske dramatikere og tillige en habil prosaist - kunne have brugt på egne projekter i stedet for på en roman, der er for tung til tage med i flyet sydpå og for let til at fordybe sig i hjemme i lænestolen.

I øvrigt kunne jeg snildt forestille mig, at læsere, der som jeg er interesseret i engelsk kultur, for længst har givet The Woman in White en chance på originalsproget, når den, som både Rohde og forlaget understreger et par steder, aldrig været out of print, siden den første gang udkom i bogform i 1860.

Fart over feltet

Nå, fred nu være med det, Kvinden i hvidt handler om en fattig tegnelærer, der får hyre hos en fin familie i Cumberland og på vej dertil møder en gådefuld kvinde klædt i hvidt på en mørk landevej. Hun synes helt ude af den, og han hjælper hende mod London, dog når hun lige at fortælle ham, at han oppe i Cumberland skal tage sig i agt for en mand med titel af baron.

Det viser sig, at kvinden i hvidt er stukket af fra et asyl, og det viser sig også, at den ene søster i familien, hvor tegnelæreren begynder at undervise, er så skøn, at han forelsker sig i hende.

Følelsen er gengældt, men desværre er søsteren allerede forlovet, oven i købet med førnævnte baron, der har betalt for, at kvinden i hvidt bliver plejet på det asyl, hun er stukket af fra. Det siger han i hvert fald -

Jo, der er fart over feltet, kan I tro; Kvinden i hvidt blev da også oprindeligt trykt som føljeton i Charles Dickens' populære ugemagasin All Year Round, og den har i dag ry som en af alle tiders første sensationsromaner.

Jeg skal af samme grund ikke røbe mere af handlingen, der konstant overrasker og anskues fra mange forskellige fortælleres synsvinkler, ligesom den er proppet med tilfældigheder, dramatiske optrin, groft tegnede figurer og cliffhangere, som nok vil gøre Dan Browns redaktør grøn af misundelse.

Forskruet kvindebillede

Til gengæld har Wilkie Collins ikke så forfærdelig meget andet at byde på. Et mestergreb, hævdes det af Rohde, er det at lade fortællerne komme til orde på skift, således at vi får belyst samme sag fra flere forskellige sider akkurat som i den retssag, der hævdes at have inspireret Collins til formen.

I så fald må dommeren da tage have sig en skraber, for normalt bedes vidner da netop holde sig til omtrent samme spørgsmål og ikke som en anden entertainer tage over, hvor det forrige vidne stoppede sin fortælling (næ, en mesterlig afvikling af et sådan trick med at lade noget afhænge af øjnene, der ser, kan læses i afsnittet med mønten på masten i Melvilles Moby-Dick (1851), men det er jo på mange måder en helt, helt anden historie).

Desuden er romanens fortællere mildt sagt lange i spyttet, billedsproget balancerer også i Christiane Rohdes i øvrigt fine oversættelse mellem det banale og det klodsede ("Den skarpe efterårsblæst der spredte de visne blade for vores fødder susede så koldt omkring mig som om mine vanvittige forhåbninger også var de visne blade der hvirvlede væk i blæsten."), og sluttelig er der altså heller ikke meget tankevækkende gods at hente i den ellers så grumme skildring af kvindernes vilkår på den tid.

Ikke så meget fordi det i dag bortset fra i visse forskruede religiøse kredse er sjældent, at en kvinde ikke får lov at følge sit hjerte, nærmere fordi Wilkie Collins selv ligger under for det kvindebillede, der herskede på den tid, og som hans forfatterskab med lidt godt vilje kan siges at ville kommentere.

Lad os blandt mange af romanens småkomiske kommentarer af den art nøjes med at give den giftemodnes fornuftige søster ordet:

"Jeg svarede ham mere fordi min tunge er en kvindes, der må svare end fordi jeg havde noget overbevisende at sige."

Wilkie Collins synes at være enig, og selv om Kvinden i hvidt godt nok er svær at lægge fra sig, når man først er gået i gang med den, er den hurtigt glemt, når sidste side er vendt. Hvorfor romanen nu kommer på dansk, er næsten en større gåde end dens kulørte indslag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu