Læsetid: 5 min.

Den lalleglade nødvendighed

Bredsdorffs og Kjældgaards inciterende fremstilling og diskussion af begrebet tolerance
2. februar 2008

På et af sit partis landsmøder fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen sit ideologiske ståsted ved at sætte et markant skel mellem frisind og tolerance. Det første gik statsministeren ind for, det sidste behæftede han med betegnelsen lalleglad. Altså lalleglad tolerance. Underforstået at tolerance pr. definition er forkasteligt og nødvendigvis skydeskive for forhånelse, eftersom tolerance i denne enkle optik accepterer alt og alle og dermed mister sit eget værdigrundlag. Nu vil ingen vel beskylde Fogh Rasmussen for at være en særlig dyb eller original tænker; hvorvidt han overhovedet har gjort sig klart, hvor hans referencer til synspunktet er at finde, er også tvivlsomt. Det minder mest om overleveret tankegods fra Tidehvervs præster. Men til nogens kan hænde beroligelse, andres bekymring, står den unge N.F.S. Grundtvig parat med velvillig assistance - såfremt nogen skulle finde på at beskylde Fogh Rasmussen for tidehvervsk overfladiskhed.

Salighed i egen tro

Tolerancebegrebet er som bekendt åndshistorisk knyttet til oplysningsfilosofien, hvis mere langsigtede projekt i troen på menneskenes ret og pligt til at styre sig selv, blandt andet indebar respekt for andres synspunkter, andres overbevisning, moral og religion. Tolerancen blev derfor anstødssten for den ende af det religiøse, herunder Grundtvig, hvor de troende opfatter lige netop deres religiøse ideer som sandheden og intet andet. Enhver borger måtte ifølge et af de store oplysningsslagord i tiden imidlertid søge saligheden i egen tro. Den opfattelse var og er en vederstyggelighed for folk, hvis sandhedsbegreb bygger på et absolut. Min gud er sand, andres falske; jeg besidder derfor sandheden, andre farer med vranglære og løgn. Dette er i al sin primitive enkelhed tankegangen, når alle fine fornemmelser er skrællet bort. Hvordan kan det næsten også være anderledes? Fundamentalisme er nok en afgrænset historisk og kulturel størrelse knyttet til en særlig kristendom - nu i øvrigt entydigt overført som skældsord på muslimerne - men en bastant sandhedsopfattelse der ikke levner tvivl til tolerance og forståelse over for andre sandhedsopfattelser, kan med lige så stor ret, og hvis sproget skal have nogen, kaldes fundamentalistisk.

I en fremragende nyudgivelse beskriver og diskuterer de to litterater professor Thomas Bredsdorff og universitetslektor Lasse Horne Kjældgaard tolerancebegrebet i historie og litteratur med nedslag i Thomas Aquinas, More, Locke, Bayle, Baile, Voltaire og Stuart Mill og med naturligt udgangspunkt i overvejelser om religion som ovenstående.

At tolerance ikke er et statisk begreb og en uforanderlig størrelse, siger sig selv. Diskussionen er af samme årsag livsnødvendig for at få et signalement af begrebet lige netop nu, hvor det lider af iltmangel her i landet.

Siden begrebets fødsel i europæisk moralfilosofi har det selvsagt været ledsaget af forvirring og vildrede. Kan tolerancen acceptere den intolerance, der vil afskaffe tolerancen? En problemstilling i slægt med eksemplet med det politiske parti i et demokratisk samfund, der på sit program har at afskaffe demokratiet. Med andre ord er man nødsaget til at vedføje beskrivelser af tolerancens indhold og rækkevidde, såfremt man til hver en tid vil holde begrebet levende og aktivt. At intolerancen på den anden side og som tolerancens logiske modsætning har ført til frygtelige overgreb, kan ingen vel være i tvivl om. Tolerancen vel kun indirekte ved til tider i eget navn at have sanktioneret urimeligheder.

Ynkelig provokation

I vore dage, som de to forfattere kredser om med stor indsigt og forståelse for paralleller, fremstår i vor del af verden kampen mod islam som den moderne intolerance i fridressur. Forfatterne fremhæver Jyllands-Postens bestilte karrikaturtegninger lanceret med den åbenbare hensigt at forhåne et herværende mindretals religiøse opfattelse, som eksempel på den tankeløse og uforsvarlige intolerance pakket ind som forsvar for ytringsfriheden. Sammenholdt med en af nutidens andre store sager med træk af samme problemstilling, nemlig Rushdie-sagen om De Sataniske Vers, falder den danske avis provokation ynkelig ud. Går man ned i sagernes substans, er selve kvaliteten af de fremviste problemstillinger så himmelvid forskellig, at indsigt hvad angår Rushdie og dermed kritik af den muslimske intolerance, står over for afgrundsdyb uvidenhed og vulgær efterrationalisering.

Med andre ord er tolerancebegrebets vitale forudsætning omtanke og idel redefinering.

Bredsdorffs og Kjældgaards samarbejdede overvejelser burde blive det debatgrundlag, som har været bitterligt savnet i den jævnt hen bøvede danske diskussion af nationens forhold til det såkaldt fremmede. Også på det politiske plan. Det skal man nok ikke vente, at den bliver, dertil er teksten, som i øvrigt er yderst velskrevet, alt for nuanceret. Kunne man forestille sig danske politikere for alvor diskutere den grundtvigianske tågesnak, der i udgangspunktet afviser tolerancen som ukristelig, og som danner grundlag for så megen ulykkelig dansk selvforståelse! Nej, vel.

Alene de to forfatteres reference til Hal Kochs og dennes tolerancediskussion også vendt mod Grundtvig i Om tolerance (1966) er alle pengene værd for slet ikke at tale om deres indforståede gennemgang af en række litterære værker, blandt andre Holbergs, Orwells og Coetzees, hvis omdrejningspunkt har været tolerancen. Også filmen - hos en Chaplin (Diktatoren) og en David Lean (A passage to India) - åbner de grundlæggende problemer i tolerancens praktisering og sætter milepæle i opfattelsen.

Jesus i Birkerød

Et synspunkt, som er forfatternes, og som man ikke skal glemme i den store sammenhæng, er, at en af tolerancens forudsætninger må siges at være humoren. Uden en eller anden form for humoristisk distance til egne værdiforestillinger, ligger det tungt og åbner døren for afvisning og intolerance. Det er vel også en af grundene til den så fremherskende religiøse utålsomhed; sidder man solidt og uflytteligt på sandheden med stort GUD, er det jo lidt svært at trække på smilebåndet af sig selv, hvis man i forvejen har svært ved det. Jesus med stiv pik på Birkerød Station blev ikke opfattet som en spas, og Jyllands-Posten forlangte dengang Thorsens ytring fjernet! Det er da morsomt at tænke på.

Tolerance er, som forfatterne skriver, ikke en naturens gave, men et kulturprodukt, og man kan lære sig selv at udøve tolerance.

"Blev brugen af det sociale redskab tolerance en anelse mere udbredt, kunne det hænde, at vi fik et samfund, der var en smule mindre grisk og grumt."

Sådan slutter bogen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Metz:

"Et synspunkt, som er forfatternes, og som man ikke skal glemme i den store sammenhæng, er, at en af tolerancens forudsætninger må siges at være humoren. Uden en eller anden form for humoristisk distance til egne værdiforestillinger, ligger det tungt og åbner døren for afvisning og intolerance. "

Og det ligger det godt nok tungt med i "værdikampens" og "udlændingedebattens" Danmark kunne man passende fortsætte...

Stor ros til Georg Metz for atter engang at skrive en af ugens mest relevante og velskrevede artikler...

George Orwell kaldte en af sine romaner "Coming up for air" - sådan er det af og til at læse Intermetzo, når det er bedst. Som i dag oven på en avis med mange dybt deprimerende artiler (og her tænker jeg på indhøldet og (næsten) ikke på kvaliteten).

At man samtidig bliver mindet om den dybe skam, man mod sin vilje er en del af ved at være dansker under denne amoralske og smålorrupte regering, må man tage med. Det er i hvert fald godt, nogen holder galden flydende.

Ups - ovenstående skulle selvfølgelig have været en kommentar til dagens Intermetzo. Ikke at denne anmeldelse ikke også var læscærdig.