Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lenin og verdensrevolutionsfiaskoen

Dansk biografi tegner et nuanceret portræt af sovjetstatens grundlægger og store ikon
Kultur
14. februar 2008
Dansk biografi tegner et nuanceret portræt af sovjetstatens grundlægger og store ikon

Niels Erik Rosenfeldt er en af dansk historiefagkundskabs fineste kendere af russisk historie og har tidligere bidraget med gode værker om sit område. Nu er universitetslektoren på markedet med endnu et værk, en Lenin-biografi som falder på et tørt sted. Det meste af interessen har i mange år samlet sig om Lenins efterfølger Stalin, det store monster i åbenbaringen. Lenin har i overleveringen ikke fremstået på linje med den blodbesudlede despot, hvis gerninger kom til at skygge for alt andet. Lenin var oktober-revolutionens store arkitekt og blev som sådan identificeret med den næsten naturnødvendige sociale indignation, der fik sat det enevældige tsar-regime med dettes benhårde klassesystem endeligt på porten. Lenin var kort sagt i et anderledes omfang stueren og kunne som Che og Dylan klæbes op i hel figur på døren i kollektivet dengang i de glade 70'ere. Det kunne man trods alt ikke gøre med Stalin.

Selv de mest indædte munkemarxister som en Hedegaard og en Pittelkow hummede sig hvad angik Stalin. Men Lenin og leninismen havde klang af den revolutionære sandhed med S, som den berømte og berygtede russer også selv så sig i besiddelse af, og som vulgærepigonerne genkendte hos sig selv. Havde man engang foretaget den marxistiske analyse korrekt, var fejltagelser umulige, og andre skullee bare holde kæft.

Vladimir Iljitj Uljanov senere kaldet sit dæknavn Lenin opfattede sig som total ufejlbarlig og henfaldt i rygende raseri, hvis nogen anfægtede selv detaljer i hans synspunkter og allerede tidlige dispositioner.

Sigende for Lenins virke i den udvikling der førte frem mod Kreml dækkede han sig under et utal af forskellige navne op til den endelige magtovertagelse; og hans revolutionære virksomhed indbefattede rigeligt med skæg og blå briller. Farlig var færden såmænd, Lenins forgudede storebror blev hængt for et konspirationsforsøg mod tsaren.

Kyndig diskussion

Ellers var baggrunden borgerlig nok, pænt hjem, velstående og dannet i klædelig moderat opposition til regimet. Lenins impuls til det mere rabiate lå i broderens blodoffer.

Niels Erik Rosenfeldt følger revolutionsforarbejdet nøje frem til tankernes virkeliggørelse og tegner et portræt af en nidkær overmenneskelig flittig politisk damptromle, hvis vished om den antydede egen opfattelses korrekthed skulle blive en væsentlig del af den bolsjevikiske ideologi. Den marxisme der her praktiseres af Lenin og hans nærmeste får præg af det elitære i ordets værste betydning: vi alene vide. De revolutionære var uanset trangen til omstyrtelse trods alt produkter af enevælden.

Diskussionen ligger lige for, og Rosenfeldt tager den kyndigt op - om end lige lovligt snakkesaligt - hvorvidt Lenin var værre eller bedre end efterfølgeren, og hvorvidt det sovjetiske statssamfund ville have udviklet sig mindre forfærdende, såfremt Lenin var blevet ældre i gårde og havde udrenset Stalin. Det sidste tyder noget på at Lenin ville have gjort, fordi han fandt den vilde georgier en kende for grov. Selv var Lenin ikke sart, men sadist eller blottet for medfølelse med andre var han næppe; intet tyder på at han fandt tortur og henrettelse af modstandere og andre som et mål i sig selv. Når det er sagt, må Lenin ikke desto mindre henregnes til historiens store bødler med givetvis millioner af menneskeliv på samvittigheden. Alene den fejlslagne erhvervs- og landbrugspolitik sendte det enorme land ud i hungersnød, en katastrofe baseret på en gigantisk fejltagelse, som NEP-reformerne i slutningen af Lenins liv kun rettede nødtørftigt op på. Hensigten helligede igen midlerne; disse enorme menneskelige ofre regnede Lenin som uundgåelige omkostninger i en større sags tjeneste.

Det er ikke noget venligt billede, Rosenfeldt tegner af Vladimir Iljitj. Fanatisk og selvberoende, hensynsløs og brutal. Dog besad Lenin også den evne til pragmatisk nuanceringer, der måske ville have gjort forskel. Nu indhentede den usunde livsførelse Lenin i en alder af 54 midt i livsbanen og sendte ham til tælling med flere slagtilfælde og døden som punktum i 1924.

Men jordbunden var beredt til efterfølgeren og det rene rædselsregimente. Dette ansvar var også Lenins.

Bortset fra at Rosenfeldt til tider bliver lige lovligt forsigtig i sine konklusioner med mange sproglige (overflødige) forbehold, er det en bog der er værd at stifte bekendtskab med. I Lenins liv og værk er samtidig indlejret den sovjetiske endelige fiasko og hvad vigtigere måske fiaskoen med verdensrevolutionens sejr; den sejr Lenin tog for givet og arbejdede lige så ihærdigt på som skabelsen af Sovjet. Også der tog han fejl i sin ufejlbarlighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

forfatteren hedder Niels og ikke Karl :)))