Let og uanstrengt

Det er et klip med tv-reporteren Dan Rather iført turban under et besøg i det krigshærgede Afghanistan i 1980, der først fanger det demokratiske kongresmedlem Charlie Wilsons opmærksomhed. Og det er millionøsen Joanne Herring, der for alvor får ham til at engagere sig i afghanernes ulige kamp mod de sovjetiske invasionsstyrker.

Men det er Charlie Wilson selv, som i løbet af 1980'erne sørger for at få lande som Egypten, Saudi-Arabien, Pakistan og Israel til i al hemmelighed at samarbejde med amerikanerne, nærmere bestemt CIA, om at bevæbne de hellige krigere, mujahedinerne, i Afghanistan med våben, der kan klare sovjethærens ubehageligt effektive kamphelikoptere. I løbet af kort tid får han som medlem af de rigtige komiteer hævet den amerikanske bistand til CIA's hemmelige operationer i Afghanistan fra fem millioner til 10 og siden til 500 millioner.

Det handler Mike Nichols nye film, Charlie Wilson's War om. Den er baseret på den virkelige historie - og en bog af George Crile - om det undseelige kongresmedlem fra Texas, der foretrækker en kold sjus og en varm kvinde frem for det alt for forpligtende politiske arbejde, men ender med at skrive sig ind i historiebøgerne som kommunisternes banemand.

Manden og missionen

Virkelighedens Charlie Wilson har sagt, at filmen ikke yder ham retfærdighed: Han var meget værre i virkeligheden. Indrømmet, i Tom Hanks' skikkelse er filmens Wilson da også lidt af en charmerende røver, der ikke minder meget om vore dages politikere: vidende og intelligent og en dreven aktør i det politiske magtspil i Washington. Men for ham er det netop også kun et spil, man ikke behøver at engagere sig for meget i, når man i stedet kan bruge tiden på at overholde sine selskabelige forpligtelser og pleje sine mange kvindelige bekendtskaber. (Det resulterer i en hurtigt opgivet undersøgelse af Charlies mulige kokainvaner, som foretages af en vis Rudy Giuliani.)

Men den ultrahøjreorienterede Joanne (en formidabel Julia Roberts), som vil bekæmpe kommunisterne med alle midler, får sin gamle ven og sporadiske elsker overbevist om, at han må mødes med den pakistanske præsident og besøge de sårede og hjemløse afghanere i flygtningelejre ved den pakistansk-afghanske grænse. Charlie kommer hjem med en mission, og med hjælp fra Joanne, CIA-veteranen Gust Avrakotos (Philip Syemour Hoffman, der som altid er en fornøjelse at se og høre på) og en god del veltalenhed får han stablet USA's største hemmelige operation nogensinde på benene.

Legende let

Det er alvorlige sager, Charlie Wilson's War handler om, men Mike Nichols har, ligesom Wilson selv, et let, uanstrengt tråd, der gør filmen til en svært underholdende oplevelse. Lethed er ikke det samme som overfladiskhed, og manuskriptforfatteren Aaron Sorkin - der stod bag den fremragende West Wing, en tv-serie om livet i Det Hvide Hus - lægger alle personerne rappe og velformede replikker i munden, som både spidder det politiske spil i Washington og udstiller de uhellige alliancer, enhver pragmatiker må indgå i for at få noget gennemført.

Af den bølge af film, der handler om Irak og Afghanistan, og som er kommet inden for de seneste måneder, er Charlie Wilson's War klart den mest vellykkede, ikke mindst fordi Nichols og Sorkin har held med at fortælle så spændende og relevant en historie uden at prædike, men i stedet med en begavet og forførende blanding af det personlige og det universelle.

Bidsk kommentar

På sin vis fortæller filmen en dannelseshistorie om en livsnyder af rang, der trods en vis realpolitisk naivitet forvandler sig til en engageret, samvittighedsfuld politiker. Da Sovjetunionen sidst i 1980'erne endelig forlader Afghanistan - og Østblokken kollapser - svigter USA sit ansvar og lader den afghanske befolkning i stikken. Charlie prøver at overtaleKongressen til at bevilge bare en million dollars til at genopbygge en skole, men han får nej og er på rulleteksterne efter filmen citeret for at have sagt, at USA efter en god kamp ødelagde slutspillet. Mujahedinerne blev siden til Taleban, som USA og dets allierede stadig kæmper mod i Afghanistan, og moralen er - lidt firkantet formuleret, måske - at en eventuel militær indblanding altid bør følges af humanitær assistance og hjælp til genopbygning.

Dermed får Mike Nichols og Aaron Sorkin også trukket tråde op til vore dages invasioner i Irak og Afghanistan og knytter samtidig en kærkommen, bidsk kommentar til det betimelige i overhovedet at invadere andre lande og forsøge at pådutte dem ens værdier - hvad enten man er USA eller det tidligere Sovjetunionen, og hvad enten det handler om olie, magt eller territorier.

Charlie Wilson's War. Instruktion: Mike Nichols. Manuskript: Aaron Sorkin. Amerikansk (CinemaxX, Falkoner, Metropol og Palads i København og en lang række biografer i resten af landet)