Læsetid: 4 min.

Magtens mørkemænd

To forkrøblede sjæle, Richard Nixon og Henry Kissinger, fandt som USA's præsident og udenrigsminister hinanden i et samarbejde, der var lyssky, selvforherligende, gensidigt fyldt med foragt - og førte til krigsforbrydelser
Dystert parløb. Historien om den amerikanske præsident Richard Nixon (th.) og udenrigsminister Henry Kissinger er en historie til skræk og advarsel, som USA ikke bør glemme, skriver forfatteren til en ny bog om de to magtmænd, historikeren Robert Dallek.

Dystert parløb. Historien om den amerikanske præsident Richard Nixon (th.) og udenrigsminister Henry Kissinger er en historie til skræk og advarsel, som USA ikke bør glemme, skriver forfatteren til en ny bog om de to magtmænd, historikeren Robert Dallek.

21. februar 2008

I samtiden blev deres samarbejde set som en enestående succes, især i begyndelsen. "Professident Nixinger" lød de begejstrede avisoverskrifter - også i Danmark - om makkerparret af USA's præsident Richard Nixon og hans sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister, professor Henry Kissinger.

Medierne hæftede sig ved den usædvanlige kombination af den lidenskabelige kommunistforskrækker Nixon og den køligt analyserende Harvard-ekspert i sikkerhedspolitik Kissinger.

En sammensmeltning af magtens to sider: ærgerrigheden og kynismen.

Med en senere tidsalders historiske viden om de to mænds fælles indsats i årene 1968-74 kølner begejstringen til noget, der ligner lettelse over, at den trods alt ikke førte til total katastrofe. Selv om det gik rigeligt galt.

Den amerikanske historiker Robert Dallek, der tidligere har skrevet berømmede bøger om USA-præsidenterne Lyndon Johnson, Franklin Roosevelt og John Kennedy, gennemlyser duoen Nixon-Kissinger i en velinformeret og veldokumenteret skildring, der ud over de tos navne bærer undertitlen 'Magtens Mænd'. Bogen, der i dag udkommer på dansk, sammenfatter forfatteren selv med sin afsluttende linje: "En historie til skræk og advarsel, som USA ikke bør glemme."

Båret af nid og nag

Når Nixon kom så langt som til præsidentposten, skyldtes det den amerikanske evne til at glemme. I sine valgkampe i 1950'erne og 60'ernes begyndelse havde Nixon vist sig som en ryggesløs politiker, der var drevet af nid og nag. Nixons karakter var præget af hans livslange beskæmmelse over hans fars uduelighed.

Her er, hvad Kissinger siden nedfældede om Nixon:

"En mærkelig mand, en ubehagelig person. Han brød sig ikke om andre mennesker. Ensomhed var nærmest en åndelig nødvendighed for denne indadvendte, plagede mand, der i den grad skabte og fastholdt sin isolation og så mange af de ting, der plagede ham."

Kissinger opsummerede:

"Det var svært ikke at få det indtryk, at Nixon, der havde det godt med kriser, også higede efter katastrofer."

Men Kissinger havde selv lig i lasten. Hans jødiske familie var flygtet fra Tyskland i 1938 og trangen til at gøre sig gældende i sit nye fædreland red ham som en mare. Det Hvide Hus' indenrigspolitiske rådgiver, Ehrlichman, opfattede Kissinger som "en nervøs, ubesindig neurotiker, hvis negle var gnavet helt ned til kødet": Han skjulte sig bag en maske af overlegenhed og selvironi, men bag den var han ubændigt fortvivlet, når hans kompetence blev angrebet.

Nixon og Kissinger hånede hinanden. I andres påhør kaldte Nixon Kissinger for "min jødedreng". Til andre sagde Kissinger om Nixon: "galningen", "vor fordrukne ven" og "frikadellehjernen".

Start: landsforræderi

Deres samarbejde startede som et landsforræderi mod USA. Sagen var den, at Kissinger havde indyndet sig allerede under de demokratiske Kennedy-Johnson-regeringer fra 1960-68, hvor John Kennedy nåede at betegne Kissinger som "opblæst og omstændelig".

Kissinger lækkede op til valget i 1968 Johnson-regeringens fredsinitiativer i Vietnamkrigen til Nixon, og Nixon brugte sin viden til at formå den sydvietnamesiske regering til at afvise fredsplanerne. Underhånden lovede Nixon, at han ville sikre Sydvietnams regering langt bedre vilkår, hvis han blev præsident. Dermed faldt freden på jorden i 1968, og yderligere 20.000 amerikanere og hundredtusinder af vietnamesere nåede at omkomme i de følgende, unødvendige krigsår.

I 1968-valgkampen havde Nixon vundet sig sejren over demokraterne ved at slå på, at han havde "en hemmelig plan for sejr i Vietnam".

Det havde Nixon ikke. Han havde faktisk ikke en anelse om, hvordan amerikanerne skulle komme ud af moradset. Det viste Kissinger sig heller ikke at have. Frem til Nixons genvalg i 1972 slog de på, at løsningen var en "vietnamisering" af krigen. Sådan at forstå, at sydvietnameserne skulle overtage amerikanernes plads i kampen mod Nordvietnam og Vietcong, oprørsbevægelsen i syd.

Men både Nixon og Kissinger vidste, at Sydvietnams regering var for svag og korrupt til at have en chance. Deres slogan "fred med ære" betød for de to blot det, at nordvietnameserne lod Sydvietnam dalre videre længe nok efter en amerikansk tilbagetrækning til, at Nixon-Kissinger kunne påstå, at det ikke var deres skyld.

Bomb sønder og sammen

For at opnå et nordvietnamesisk tilsagn om en sådan - midlertidig tilbageholdenhed - fulgte Nixon og Kissinger en politik, der gik ud på:

-at bombe Nordvietnam "sønder og sammen", som Nixon udtrykte det,

-at true Sovjetunionen og sidenhen Kina med de alvorligste følger, hvis ikke de bankede Nordvietnam "på plads" - selv om de to kommunistlande faktisk havde ringe kontrol over Hanoi,

-at true Sydvietnam til kritikløst at følge den improviserede amerikanske kurs,

-at forfølge enhver hjemlig opposition i USA under henvisning til, at krigsprotester hjalp fjenden.

Da endelig Nixon og Kissinger fik bombet sig til den ønskede "fred med ære" i slutningen af 1972, var det med fuld viden om, at freden ikke ville holde - hvad den da heller ikke gjorde. Sydvietnam faldt tre år efter.

Men som et led i deres bombestrategi havde Nixon og Kissinger også - hemmeligt - sønderbombet nabolandene Laos og Cambodia for at ramme nordvietnamesiske stillinger. Med destabiliserende følger, der gavnede kommunisterne og i Cambodia endte med at forvolde millioner af menneskers død.

Undervejs nåede Nixon og Kissinger også - drevet af forfølgelsesvanvid og vrangforestillinger om Chiles indre forhold - at stå bag et dræbende kup mod landets lovligt valgte præsident, Allende, og et efterfølgende militærdiktatur, der kostede titusinder af mennesker livet.

Nixons paranoia forledte ham til også at spionere mod Det Demokratiske Partis hovedkvarter i Watergate. Det førte til hans nedtur, der til gengæld førte Kissinger op til en magt og herlighed, der varede til udgangen af Gerald Fords præsidenttid i 1976.

Sidenhen har åbning af USA's nationale arkiver haft ilde virkning for Kissingers ry. Der er i dag en række lande, Kissinger ikke kan rejse til uden at risikere anholdelse for krigsforbrydelser.

Nydeligt makkerpar, de to.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Jeg synes at den paranoide tilstand, der ifølge artiklen, har mange lighedpunkter med nutidens muslimforskrækkelse.

Hvis jeg ,her på debatsiderne, argumenter imod krigene i Irak og Afghanistan, bliver jeg hurtigt skudt i skoen, at være tilhænger at en fanatisk totalitært religiøs sindsyge, og bliver anklaget for at være terroristsympatisør.

Det samme gælder hvis jeg er kritisk overfor forhånende udtalelser fra DF, og div. selvbestaltet meningsdannere som JP.

Det er vel den samme kommunistparanoia som var den herskede "doktrin" under Nixon. Ligeledes som muslimparanoia, er den herskende doktrin, hos Bush, og Pia K & venner

lidt offtopic, men med en mulig sammenhæng til mit indlæg.

Jeg forgårs så en discovery channel dokumentar om verdens "ondeste" kultledere,(osho ashara, charles manson, jim jones og en anden dude) og de karakteristika som var gældende for deres afgivende personlighed, samt for deres forbrydelse. Dvs hvilken drivkraft, fik de nævnte personer til at sætte sig selv i den position, at kunne magten over andre, og får dem til at begå div. morderiske forbrydelsertorrentfil I går så jeg så dokumentarfilmen. "for the bible tells me so", der handlede om kirkens indflydelse på homoseksuelle liv, og ret til deres seksualitet. torrentlink En super ok og relevant doku
Det skræmmende var, hvordan de karakteristiske kendetegn for manson, jones, ashara, gik igen blandt div. medieprædikanter /religiøse mørkemænd med store formuer og med direkte forbindelse med Præs. Bush. og som har indflydelse på USA politik i spørgsmål om aborter, homoseksuelles rettigheder, og stamcelleforskning.

Sammenhængen er det skræmmende i at manson, jones, overbeviste andre folk, om et rigtige i en åbenlys umoralsk handling, på sammen måde som de nævnte prædikanters homofobisk udtalelser og legitimeringen af hadet imod homoseksuelle, der i deres 5. klasses forståelse af biblen, er sanktioneret med døden....
Ved at anvende "gode, gamle" Goebbels propagande taktik, bliver løgnen fortalt igen og igen, indtil folk tror at det er sandt.

- Er det bare mig, eller minder det ikke meget om store dele af indholdet i medierne, og den generelle stemning, post 11. september???

fred

Ved at anvende "gode, gamle" Goebbels propagande taktik, bliver løgnen fortalt igen og igen, indtil folk tror at det er sandt

Præcis! det er den metode venstrefløjen og flere af jer benytter i dagligdagen.
Denne metode bruges af alle der vil opnå noget, uden hensyn til andre. Og dem er der godt nok mange af.

Michael Skaarup

Chill..Mols

Du bekræfter min påstand, som du selv fremhæver fra mit indlæg.

Om det er venstre, højre, eller religiøse mørkemænd, der anvender den taktik.. det er sgu ligemeget med hensyn til potentiel samfundsmæssigskade.. Jeg fandt det bare meget påfaldende at der var så stærke personkarakteristika imellem charles manson, og religiøse medieprædikanter..

taktikken virker, og den bliver anvendt af mange forskellige politiske og religiøse retninger, partier, grupper, til det fremstille deres virkelighed.

Ligesom du har fremstillet din egen virkelighed, i sætningen "det er den metode venstrefløjen og flere af jer benytter i dagligdagen...Ligesom jeg skaber min egen virkelighed, og som alle andre gør...

Problematikken er netop, at hvis den "løgn",(alt er relativt for beskueren), bliver til "sandhed", og man bygger sin politik på den "sandhed", eller et helt samfund. fx. sydafrika under apartheid, nazityskland, sovjetunionen, usa, israel, afghanistan under taleban, saudi-arabien, osv...

..

viden er akkumuleret oplevelser, komprimeret i og af tid.

Nå ja! Nu skal vi igen kigge bagud med en masse navne og fejltagelser.

Selve overskriften "Mørkemænd" indikerer, at venstrefløj har spillet fallit og betræber sig på en femisocialistisk fundament.

Jeg har skrevet det utallige gange. Lad os i Danmark indføre wahbbisme for tilfredsstillese for kvinderne. Men det bliver ikke med mit bidrag og akademisk uddannelse.