Læsetid: 3 min.

Mandetur med kvinder på lur

Både 'Panik' og 'Love Me Do' bekræfter, at det er meget sjovere at grine ad mænd end at tude over dem
Troels Lyby på vej ud af badeværelset i -Panik- på Bellevue Teatret. Med flabet charme, uimodståeligt drive og en slangekåd tatoo. Se selv efter ...

Troels Lyby på vej ud af badeværelset i -Panik- på Bellevue Teatret. Med flabet charme, uimodståeligt drive og en slangekåd tatoo. Se selv efter ...

Jacob Boserup

19. februar 2008

Så er det teatertid for kvinder - og for alle andre, der tænder på mænd. I disse uger er københavnerrepertoiret nemlig beriget med to forrygende forestillinger af, om og med mænd: Skønne mænd, lækre mænd, kiksede mænd, pinlige mænd, men alt i alt temmelig uimodståelige mænd.

På Bellevue Teatret er det Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby, der lægger kroppe til mandeafsløringerne i det finske mandedesperadostykke Panik. Og på Snoreloftet i Nørregade er det Jacob Morild, Mikkel Tiedt og Morten Wedeldahl, der genopdager Beatles i det genopsatte potpourri Love Me Do. (Bemærk min alfabetiske opremsning af herrerne; jeg skal ikke nyde noget ...).

De to forestillinger har performerkvaliteten til fælles. Disse gutter er så uhæmmet gode til deres metier - raffinerede, elegante, overdrevne, sjaskede. De spreder munterhed med deres upåklagelige musikalitet og eminente timing. Desuden bekræfter begge forestillinger, at det er meget sjovere at grine ad mænd end at tude over dem ...

Satire light

Panik er ikke noget mesterstykke af en tekst. Men den finske dramatiker Mika Myllyahos succes rundt om i Europa skyldes grangiveligt hans evne til at skrive blød satire om samtidsmanden. Myllyaho er også instruktør og har bl.a. iscenesat Hamlet, så det er ikke, fordi han ikke er til macho-sværvægtere. Men hans Panik er altså blevet til en slags borgerskabssatire light, anno 2008. I iscenesættelsen af stykket bliver Anders W. Berthelsen derfor ofte klogere end sin egen rolle, ligesom Nicolaj Kopernikus nok tillægger sin rolle flere paranoide nuancer, end den er født med - og ligesom Troels Lyby kan bibringe mere cool-distance til sin overflademand, end han har haft fra forfatterens papir.

Morten Kirkskov har valgt at iscenesætte mandehørmen med neurosehåndbevægelser og mobilticks. Det er lige i øjet. Og han har fået de omkring 40-årige herrer til at smide tøjet og slippe ta-toveringerne ud i det fri, halvslatne eller ej. Hmm ...

Til gengæld har Camilla Bjørnvad snydt sig ind i mandeteamet og skabt en hip designerlejlighed - på Bryggen? - med Emmerys-poser og højt til loftet, så mændene kan spejle deres små sko i noget konkret. Det er muntert og genkendeligt. Forestillingen spreder dermed en mere sat hyggestemning over Bellevue Teatret, der ellers har fået tilføjet en mere pågående atmosfære de senere år, ikke mindst af Alexander Kølpin. Men det gør ikke noget. Også kvinder kan have brug for lidt dvælen.

Smerte deep

Love Me Do er en gennemsunget cabaret over Beatles-hits. Men forestillingen er også en raffineret skuespillerfortolkning af de personer, der ligger gemt i Beatles' sange. Her stråler Jacob Morild naturligvis med sin gakke og uortodokse og ovenud præcise gestaltning af personer, alene ud fra en skubbet kæbe eller en overoppustet mund eller en rykket nakke. Men Morten Wedeldahl kommer godt efter ham bag sine tangenter eller strenge - og Mikkel Tiedt holder komikkeni ave som kommenterende rytmedirektør. Og midt i al parodien dukker der øjeblikke op, hvor overfladekomikken forsvinder, og hvor musikken pludselig tvinger performerne til at være oprigtige: Hvor stemmen tvinges til at synge følelserne helt udi smerten og go deep. Som når Morild i "Love me do" pludselig forvandler sig til ulykkelig, afvist teenager, der ellers drømte sådan om at kysse. Eller når han øjeblikket efter erkender sig selv som plat forfører, der griber sig selvi at flirte med flere på én gang.

Jovist, disse tre mænd har bare hvide mandeskjorter og sorte mandeslips, mens de læner sig op af Warhol-inspirerede plakater med the real thing. Men de er først og fremmest drenge. Og de er fulde af fis og ballade, som når de synger "Nowhere Man" med udtalen Nohair Man - og peger på en musikermåne ...

Sådan er det åbenbart også at være mand. Og det er i hvert fald sjovt at være kvinde og stå på lur.

Love Me Do. En Beatles-cabaret. Af og med Jacob Morild, Mikkelt Tiedt og Morten Wedendahl. Café Liva på Snoreloftet. Til 15. marts. Ma-fre kl. 22.15, lø kl. 20. www.folketeatret.dk

Panik. Tekst: Mika Myllyaho (Helsinki, 2005). Oversættelse: Morten Juel Rosdahl. Instruktion: Morten Kirkskov. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Lys: Lars Schou. Lyd: Jonas Vest. Bellevue Teatret til 15. marts. Ti-fre kl. 20, lø kl. 17. www.bellevueteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu