Læsetid: 5 min.

Mellem tradition og tomgang

Tre sorte sangerinder - Lizz Wright, Mary J. Blige og Janet Jackson- nærmer sig R&B-traditionen fra vidt forskellige vinkler - med disparat kunstnerisk udbytte
Hos Mary J. Blige er det måske småt med fornyelsen, men -Growing Pains- er et velkomponeret og lækkert album.

Hos Mary J. Blige er det måske småt med fornyelsen, men -Growing Pains- er et velkomponeret og lækkert album.

23. februar 2008

R&B-musikken er sammen med hiphop den måske populæreste musikform i USA p.t. Og sådan har det været i mange år efterhånden. Og ligesom for hiphoppen (og i øvrigt langt størstedelen af de populærmusikalske foreteelser, vi konfronteres med i det daglige) har R&B'en fundet en rimelig fast form,hvori der indgår en stribe faste stilgreb, man af erfaring ved giver pote hos publikum. Og som i hiphoppen er R&B-kunstneren dybt afhængig af den rette producer - eller som regel: de rette producere! - til at skabe den mest kurante lyd muligt for overhovedet at få hul igennem på et meget overrendt marked.

Endelig foregår der en konstant krydsbefrugtning de to genrer imellem, hvor R&B'en er blevet stedse mere beat-orienteret, nogle vil måske ligefrem påstå, det er sket på bekostning af de klassiske sangskrivningsdyder; mens hiphoppen ironisk nok er blevet mere musikalsk orienteret, med melodiske hooks i bunkevis bag ved og rundt om rapperens udfoldelser, der selvfølgelig stadig står helt centrale i den biks.

Mavesugende eklektisk

Måske derfor spidser man ekstra meget øren, når en stemme som Lizz Wrights dukker op, idet hun kun nødtørftigt skeler til nutidens forlokkende klange - til fordel for noget både mere organisk, traditionsbevidst og nok også håbløst gammeldags. Med elementer af blues (i bredest tænkelige forstand), sanger-sangskriver og en sjat deep soul, formår hun alligevel med sit tredje album, det stilfærdigt indtrængende The Orchard, at skabe noget, der lyder både nutidigt og vedkommende. Modsat den moderne metode, hvor en producer skaber et såkaldt track, som der så laves en sang hen over - i øvrigt en helt legitim metode, der har skænket os masser af fremragende musik - er Wright tydeligvis den type old school-kunstner, som starter med sangskrivningen. Gerne i samarbejde med andre, men ikke desto mindre med et klædeligt personligt præg.

Den akustiske guitar er pladens mest dominerende instrument, og de store armbevægelser holdes konsekvent på et minimum til fordel for det stilfærdige, personligt henvendende, hvilket skaber et intimt og indbydende klangunivers, som huldsaligt drager lytteren til sig. Interessant er også valget af coverversioner - fire ud af pladens i alt 12 sange er nemlig hentet udefra: en næsten ukendelig "I Idolize You", for evigt forbundet med Ike & Tina Turner, Sweet Honey in the Rocks "Hey Mann", "Strange", som kendes fra Patsy Clines udsøgte repertoire samt ikke mindst Led Zeppelins "Thank You". En næsten mavesugende eklektisk sans præger disse valg, hvilket også giver et meget godt indtryk af, hvor skævt hun ligger i forhold til tidens beat-prinsesser - hvilket yderligere understreges af valget af producer, nemlig britiske Craig Street - og så medvirker i øvrigt John og Joey fra Calexico på mange af numrene. Jo, Wright kan mere end sit fadervor, og hun er en nydelse at være i selskab med fra start til slut.

Velkomponeret og lækker

Det samme kan man for så vidt også sige om den hampre Mary J. Blige, en af arkitekterne bag den moderne hiphop-soul, ja, mange af os opfatter hende nærmest som dronningen. Blige har, siden hun i 1992 som 21-årig debuterede med det skelsættende album What's the 411? udsendt yderligere syv albums, hvoriblandt Growing Pains er det nyeste. I processen har hun arbejdet sig om på den anden side af åbenlyse forbilleder som Patti Labelle og Aretha Franklin og skabt sig en niche som en af den moderne R&B's store stilister. Og så har hun i sit tekstunivers modigt konfronteret såvel kærlighedens ubarmhjertige natur som de mere ubehagelige aspekter ved at være både sort og kvinde i et samfund, hvor disse på papiret rimeligt banale størrelser pr. automatik udgør en stopklods, hvad angår muligheden for at få lov til at udfolde sig frit og ubesværet.

Hun har påvirket utallige unge R&B-sangerinder med en stil, der er lige den modsatte af den af gospelforsiringer overrendte, der kendes fra en Mariah Carey og tusindvis af andre. Tværtimod gør hun sig i en klar og tydelig diktion, hvor styrken ofte kommer fra det underspillede frem for det tekniske overkill, som lidt for ofte dækker over en ufattelig tomhed. Og selvom man måske lidt mavesurt kunne påstå, at Blige ikke har fornyet sig en tøddel på Growing Pains, ændrer det ikke på det faktum, at det er et velkomponeret og lækkert lavet udspil, hun ikke behøver skamme sig over. Hendes dage som trendsætter er sikkert ovre, til gengæld slår hun sin position som udsøgt stilist fast, og for os, der sætter pris på hendes lidet demonstrative bud på moderne R&B, er pladen bydende nødvendig.

Mainstreamgrød

At kalde Janet Jacksons seneste - Discipline, hedder den - for såvel en nydelse som bydende nødvendig, ville tangere den lodrette løgn. Thi selvom Jackson har et kolossalt pladesalg i ryggen og sikkert kan inkluderes i den lille udvalgte klynge af verdens mest berømte/populære sangerinder, har hun de sidste par år været på en åbenlys deroute, kunstnerisk som kommercielt. Og det skyldes helt enkelt, at hendes plader er blevet stedse dårligere. Hendes storhedstid begyndte med 1986's Control, en uafhængighedserklæring fra lillesøsteren i den herostratisk berømte Jackson-familie, der endvidere har skænket verden en vis Michael. Og den endte i 2001 med All For You, hvor hun viste sans for et mere modent emnevalg i sine tekster - inklusive sange om den mishandling, hun havde været udsat for i sit ægteskab - men allerede da var hun ved at miste grebet, musikalsk.

Og selvom hun på 'comeback'-albummets cover her fremstår som en uartig lak-og-læder-bitch (og ikke et ondt ord om det), finder man næsten ingen af den slags kanter på pladen. Tværtimod fortsætter musikken sin stedse mere graverende glidetur mod en fuldstændig konturløs mainstream-grød, der virkelig ikke kan få denne anmelders pis i kog. Tvært-imod sætter kedsommeligheden lynhurtigt ind på denne her linde strøm af pseudosensuelle, dybt anonyme R&B-spor, der alle til forveksling lyder som hinanden. Et par undtagelser fra denne regel - hvoriblandt ikke mindst det toptrendy "So Much Betta" såmænd kun fremhæver resten af albummets mangler - ændrer ikke på indtrykket af en sangerinde, der kunstnerisk har mistet grebet. Om denne helt igennem ligegyldige udgivelse vil give kommerciel pote, må tiden så vise.

Lizz Wright: The Orchard (Verve/Universal). Lizz Wright spiller d. 9. april på Copenhagen Jazzhouse.

Mary J Blige: Growing Pains (Geffen/Universal)

Janet Jackson: Discipline (Island/Universal) Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu