Læsetid 4 min.

Når fanden tager og giver det hele

Mikhail Bulgakovs 'Mesteren og Margarita' er en djævleblændt, mørkt lysende, satirisk affære, så krænkende for det sovjetiske voldsstyre, at den først meget sent kunne udkomme, beskåret. Nu foreligger den atter på dansk i sin fulde længde
Djævleskikkelse. Katten Behemot optræder som mere end bare et husdyr i Bulgakovs roman, hvor den vokser i størrelse, går på bagbenene og bruger sine poter som var det menneskefingre.

Djævleskikkelse. Katten Behemot optræder som mere end bare et husdyr i Bulgakovs roman, hvor den vokser i størrelse, går på bagbenene og bruger sine poter som var det menneskefingre.

Steffen Jagenburg
7. februar 2008

Djævelen, Fanden, Satan, hvad han nu kaldes, er en velkendt litterær figur i den folkelige fortælling og i kunsten med brask og bram markedsført af Lesage som Haltefanden i hans roman fra 1707.

I russisk litteratur er fanden mindeværdigt skildret af Gogol i novellen Kappen, en umiddelbar forgænger for figuren i Mesteren og Margarita af den store, sent anerkendte romanforfatter og dramatiker Mikhail Bulgakov (1891-1940). Den foreligger nu atter på dansk i sin fulde længde ved Jørgen Harrit, her i ét bind, en djævleblændt, mørkt lysende, satirisk affære, så krænkende for det sovjetiske voldsstyre, at den først kunne udkomme, beskåret, i 1966 (dansk 1968 og 88).

Den lægeuddannede forfatter fik dog en tåleligere skæbne end sine generationskammerater, der enten tog livet af sig eller omkom i Stalins lejre, Majakovskij, Osip Mandelstam, Marina Tsvetajeva, Isaak Babel. Han blev nægtet udrejse. Han knyttedes en tid til Stanislavskijs kunstnerteater i Moskva og fik bl.a. opført sit skuespil Familien Turpin, der også kendes på dansk sammen med andre mindre prosaværker.

At det langt fra var et gnidningsfrit samarbejde med den berømte teatermand, fremgår af et nidportræt af ham i romanen. Teatret er i det hele taget skueplads for de mest opsigtsvækkende og rædselsvækkende begivenheder, som fanden sætter i værk i Moskva, hvor han aflægger besøg sammen med sine skumle kumpaner og går løs på den kulturelle verden og dens oppustede, korrumperede, naragtige og talentløse magthavere, som bl.a. har fordømt og forbudt 'Mesterens' roman om Pontius Pilatus og Jesus.

Paradoksalt er denne Woland, mørkets dæmon, en god sags tjener. Og skønt mesteren i fortvivlelse brænder sit manuskript, reddes ikke bare stumperne ved den smukke og elskende Margaritas indsats, men hele romanen af fanden selv. Og det ikke bare af omtale: Vi får den fortalt i sin helhed som del af den store og vilde romanhandling. Og således beskriver Bulgakovs store roman sin egen historie et godt stykke længere, end han selv kunne vide. Forbudt, beskåret, genfundet, udgivet.

Voldens Golgata

Kernefortællingen er en fri fortolkning af lidelseshistorien, hvor Judæas prokurator Pilatus er fremstillet som en frustreret, tænderskærende brutal selvforagter, der aldrig kommer sig over mødet med vagabonden, der tror på det gode menneske og tilgiver sine fjender. Han bøjede sig for det politiske pres og lod ham henrette.

I bogens metafysiske slutspil, hvor fanden tager afsked med sit følge, overværer vi sammen med den næsten alvidende fortæller, hvordan han får anvist vejen til den evige forløsning af sit offer.

Det inderste tema er relationen mellem det gode og det onde. Den humanistiske ide er, at det gode findes, den ubetingede kærlighed er en realitet. Det onde er den uundgåelige skyggeside. Og den menneskelige stupiditet. Det fremgår allerede af den groteske, filosofiske åbningsscene, hvor Berlioz, tidsskriftredaktør og formand for den største litterære sammenslutning, møder digteren Ivan i en diskussion om et antireligiøst bestillingsværk. Mens de enes om, at Jesus kun er en myte, blander en besynderlig fremmed sig i samtalen med skæv mund, brunlødet, med et sort og et grønt øje, skæve øjenbryn - kort sagt en udlænding!

Vi genkender jo straks fanden, mens de andre må overbevises om hans særlige evner gennem dystre forudsigelser. Men især vigtigt er det, at han insisterer på Jesu reelle eksistens. Den ved han kun alt for god besked om.

Og så begynder komedien. Berlioz omkommer som forudsagt straks efter, får kørt hovedet af under en sporvogn. Og løse hoveder bliver efterhånden lidt af et motiv, mens vildere og vildere begivenheder udspiller sig i Moskva. Woland, messire, som han tiltales af sit selskab, installerer sig i varietédirektørens lejlighed sammen med bl.a. Fagot i ternet tøj og hugtand og katten Behemot, der går på bagbenene. De to går i øvrigt deres egne veje i vittigt veltalende og groft inurierende angreb på velbjergede snyltere og bedragere, skydegalt hærgende af bare morskab.

Hovedforestillingen er Wolands optræden som sort magiker på teatret med et lystent publikum, der bogstavelig talt afsløres, så de løber nøgne rundt i byen. Ivan indlægges på dr. Stravinskijs psykiatriske klinik, hvor han træffer Mesteren. Mens det djævelske rejseselskab hygger sig med champagne, cognac, uhyrlige tryllekunster og afstraffelser, opsøger Margarita sin elskede forfatter. Hun er rigt gift, men forlader manden og fristes af Woland til at fungere som dronning ved 'fuldmånens forårsbal', hvor alle de berømte døde står op af deres kister til en overdådig danse macabre.

Som fortjent

Det er en roman, der over de mange sider fejer op efter sig på alle niveauer, på det diabolske handlingsplan hærges og nedbrændes forfattersammenslutningens elegante hus for talentløse digtere, de enkelte skæbner finder deres rette leje eller pine, nogle skurke overlever som de plejer, og hovedpersonerne fra titlen? Ja, det må fanden vide efter at have fået højere ordrer og læseren have fornøjelse at opleve, når de elskende får hinanden i al evighed. Man nødes, ligesom den skønne og standhaftige Margarita, til at forskrive sig.

Den dybsindige farce rækker ud over sin tids- og stedsbestemte baggrund med sin filosofiske provokation, der lidenskabeligt sætter ondt og godt på højkant i et besynderligt samarbejde. Oversættelsen fungerer særdeles godt på dansk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu