At have eller ikke have en Nicolas Bro

Suset i Hamlet indtraf, da Nicolas Bros fænomenale Hamlet gjorde sig selv til morder. For i dét øjeblik, han jog kniven i Polonius, gik Skuespilhuset i opløsning: Scenografien kørte væk, forsvandt bagud og bort. Advarselstoner dryppede, to og to. Og tilbage stod Hamlet på en nøgen scene - alene med hævnen.

Ikke en bizar Hamlet i en kæmpekrop, for Nicolas Bros 35-årige hylster er skrumpet. Men en uforglemmelig Hamlet i mainstream-XL med en overnaturlig konditionsaccelleration, en elitær begavelse og en uhæmmet sjælelig kraft. En langhåret nutidsprins - blottet for angst og kun optændt af sin egen indre fremdrift mod undergangen. I dét øjeblik blev Skuespilhuset indviet som en teaterbygning, kompromisløst og overbevisende. Resten er detaljer.

Jovist, statsministeren havde forinden holdt en øjenhøjdetale om 'at bygge eller ikke bygge'. Kulturministeren havde holdt en kameratale om, at skuespillerne kun har ordet som udtryksmiddel; (hvad med kroppen?). Og teaterchefen havde holdt en poesi-tale om 'de ord, der siges, og de ord, der forbliver usagte'. Der havde været rigeligt med champagne. Og dronningen og prinsgemalen smilede i kongelogen - og Frederik og kønne Mary sad ved siden af. Jovist.

Dobbeltgreb

Men det var inde i selve forestillingen, at Skuespilhuset viste, hvad det kan som nysgerrighedsvækkende kunstarkitektur. Mellem arkitekt Lene Tranbergs insisterende, sort-smukke mursten og egestavene på den uventede led i gulvene. Mellem diodelamperne og de kryptiske lysmønstre på murene. Og de tusindvis af sorte detaljer.

Den norske instruktør Alexander Mørk-Eidem har et fast dobbeltgreb om denne Hamlet. Han vil både vise Hamlet som magtprovokatør og som følsomhedsmenneske. Men frem for alt som en handlingens mand, hvis indre tvivl reduceres til en kortvarig, depressiv rugen og sorg, der hurtigt eksploderer i utøjlelig hævn. Den 36-årige Mørk-Eidems perspektiv er det globale. Det nutidsrealistiske perspektiv, der anskuer magtskiftemordet som en præmis. Uden at dvæle ved detaljer.

Shakespeares tekst har det fornemt i Niels Brunses oversættelse. Også fint i Mørk-Eidems indledningsklip, hvor "At være eller ikke, sådan er det" sættes ind som radikal begyndelse. Men ikke lige muntert i senere tilføjelser. 20 minutter kunne nok skæres i første akt. Tre timer er en lang Hamlet.

Friedländer-frækhed

Men iscenesættelsen er kun halvdelen af opsætningen.

Scenografien af Christian Friedländer fletter sig ind i fortolkningen, så man slet ikke kan skille spillet og billedet ad. Vildt og opløsende, sådan som efter Polonius-mordet. Men næsten endnu tommere og mere frysende i en grusom ensomhedsscene med 10 enorme blomsteropsatser med balloner. Her vakler smukke Helle Fagralids vanvittige Ofelia. Fagralid har poesien i sig som nådegave. Så selv om instruktionen forsøger at gøre hende ekstra vulgær i hendes vanvidsanfald, så preller det af på hendes yndighed. Med små, nøgne fødder styrter hun sig gennem dette ingenmandsland med sin kanindukke som surrogatbaby. Og bevæger tilskueren.

Også scenen bevæger sig. Ikke som drejescene - det har Skuespilhuset ikke endnu - men derimod som gigantisk trappescene, der bryder op som tektoniske plader på stribe. Legen med mekanikken er flot dramaturgisk betinget, for trappetrinene fører ned til Ofelias grav. Uundgåeligt og enormt dimensioneret. Som et grotesk billede på kærlighedsdrabets tab.

Her lykkes også graverscenen. Dels fordi Friedländer har skabt et gravhul så langt fremme på forscenen, at første rækkes tilskuere er lige ved at få tæerne gravet med. Og dels fordi Morten Suurballe spiller graveren så enfoldigt-grotesk med rammende graverjargon. Scenen rummer også øjeblikket, hvor Nicolas Bro siger "Vi stopper her!". Så standser han forestillingen og glider ind i det sammenbrud, som han nødvendigvis må igennem for at samle viljen til sidste mordscene. Med ryggen til tilskuerne.

Divadronning

Når Nicolas Bro ikke er alene, får han flot og skæv ping-pong fra Jesper Asholts uhyggeligt almindeliggjorte og næsten enfoldige Polonius, Shanti Roneys ihærdige (spøjst kanin-optimerede) Horatio, Morten Suurballes heroiske og dog menneskelige kongegenfærd - og fra Thomas Magnussens storskrydende Osric. Til gengæld får han en overreaktion fra Christian Tafdrups larmende Laertes, der tumler rundt som en tølper og trækker kårde mod dronningen.

Og for lidt modspil fra Carsten Bjørnlunds Kong Claudius, der hurtigt mister indledningens liderlighed og drengestolthed over at have scoret divadronningen. Han er smuk og statuarisk, men klangen i hans stemme er proportional med hans magt; til slut har den ikke flere toner.

Dronningen, derimod, bevarer sine meningers mod til det sidste i Benedikte Hansens listige tolkning. Hendes forførende Gertrud har sine hormoner i behold - og sin kropstilfredshed i Marie Johanne Edinger Plums glamourglatte kjoler. Men hun har også sin frygt. Og da hun mærker drabene komme, stiller hun sig imellem de kæmpende med sin underskønne skikkelse i dårende kjoler, (fra en hedengangen Don Carlos). Hendes blik mod den forræderiske ægtemand er dræbende. Hun ved, hvad hun gør, da hun drikker sit sidste bæger - og hun har endda overskud til at gøre det som en hævn.

Skyggestriber

Skuespilhuset er åbnet. Og Hamlet har overbevist om husets fortræffeligheder. For jo, man kunne høre alle replikkerne. På premiereaftenen begræd de rige, at de ikke kunne få passet deres pelse i bemandet garderobe. De ankelsvage, at rækværket på balkonen sendte vrikke-om-skyggestriber ned i tilskuersalen. Og de kuldskære, at varmesystemet var reguleret som et køleskab.

Efter Nicolas Bros brag af Hamlet går der nok noget tid, før den næste giver sig i kast med rollen.

Hamlets svære afvisningsdialog med Ofelia var her afgørende anderledes - og overbevisende. Nicolas Bro krammede den smukke Helle Fagralid ømt og desperat. Så snusede han beruset lugten fra hendes hals. Og så sagde han: "Ofelia, du må væk herfra. Gå i kloster. Gør hvad som helst!" Han fik den sammentrukne tekst til at lyde som en kærlig flugtplan. Først derefter skiftede han til en Brutalis-Hamlet med hån og mundstrygning.

Ilden brænder i Nicolas Bro. Den store begavelses ild. I 1800-tallet ville de have kaldt ham et 'geni'. I dag kalder vi ham bare et 'talent'. Faktum er, at han med sin ene person løftede Danmarks nationale skuespilensemble over i et nyt milliardhus - og fik alle til at føle, at huset var nødvendigt. Og at han i en storladen slutning lod os se, hvordan et kongerige kan væltes af optøjer, mens champagnepropperne flyver, og fyrværkeriet brager.

Resten er detaljer.

Hamlet af William Shakespeare (1603). Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse og tekstlig bearbejdelse: Alexander Mørk-Eidem. Scenografi: Christian Friedländer. Kostumer: Christian Friedländer og Marie Johanne Edinger Plum. . Det Kgl. Teater til den 11. april. Alt udsolgt, pånær til den 12. marts.www.skuespilhus.dk