Læsetid: 7 min.

En ode til Connie

12 kendte danske digtere skriver om klimaudfordringen i en ny digtsamling, som er bestilt og betalt af Klima- og Energiministeriet. Hvor går grænsen, når digtere løber ærinder for politikere? Bør kunsten lade sig spænde for en politisk vogn? Og er det overhovedet kunst, når budskabet bliver entydigt?
Politik i kunst. Alle taler om det, så hvorfor ikke også digte om vejret. Problemet er bare, at digtene er bestilt af Connie Hedegaard for at profilere klimaministeriet. En opgave for et reklamebureau? Nej. Digtene er skrevet af anerkendte danske forfattere.

Politik i kunst. Alle taler om det, så hvorfor ikke også digte om vejret. Problemet er bare, at digtene er bestilt af Connie Hedegaard for at profilere klimaministeriet. En opgave for et reklamebureau? Nej. Digtene er skrevet af anerkendte danske forfattere.

Stock Workbook

14. februar 2008

I kampen for klimaet er der ikke mange militærnægtere tilbage. Nu har en række af de bedste hjemlige digtere også meldt sig under de grønne faner og ladet sig hverve til Klima- og Energiministeriets kampagne '1 ton mindre'. Resultatet kan læses i digtantologien Hallo jeg er vejret, som udkom på Borgens Forlag i forrige uge med bidrag fra blandt andre Simon Grotrian, Peter Laugesen, Jens Blendstrup, Marianne Larsen og Lars Bukdahl. Udgivelsen indeholder tolv digte om klimaudfordringen og er støttet med 43.000 af Klima- og Energiministeriet. I forordet, skrevet af Connie Hedegaard, indskærpes det, at "digterne har haft helt frie hænder", og at ministeriet ikke har haft "noget ønske om kampagnedigte, hvor forfatterne reklamerer for vores budskaber".

Alligevel er det svært ikke at opfatte digtsamlingen som et politisk udsagn, mener Lasse Horne Kjældgaard, forskningslektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

"Connie Hedegaards opgave er at skaffe opmærksomhed om klimaproblemet, og der er ingen tvivl om, at det er hele formålet med øvelsen," siger han.

På branche-sitet kommunikationsforum.dk er de første roser til regeringens pr-kampagne da også begyndt at tikke ind. Ud fra en kommunikationsstrategisk vinkel er der ingen tvivl: Digtsamlingen er en succes. Men der er samtidig et andet spørgsmål, som ikke så let lader sig besvare: For hvad skal man egentlig mene om digtere, der går i tjeneste for regeringen i en politisk sag? Lars Bukdahl er en af de i alt tolv poeter, der har takket ja til at digte på klimaministerens bestilling:

"Og det har jeg det helt fint med," siger han og uddyber:

"Som digter i dagens Danmark er man jo i forvejen statsbetalt. Jeg har for eksempel tidligere digtet på Kulturministeriets regning via et tre-årigt legat".

-Men der er vel den forskel, at Kulturministeriet ikke bestemmer, hvilket politisk budskab du skal digte om?

"Det er rigtigt, men klima er jo et forholdsvist bredt emne, og jeg har ikke på noget tidspunkt haft kniven for struben i forhold til, hvad jeg skrev," siger Lars Bukdahl, der ser en parallel til sit ansættelsesforhold på Weekendavisen, hvor han til daglig er litteraturanmelder:

"Jeg er tit meget uenig i avisens holdninger, men så længe jeg føler en fuldstændig frihed i forhold til de tekster, jeg selv skriver, så kan teksterne for min skyld deltage i enhver fest, det skal være," siger Bukdahl, der i øvrigt bidrager med road-digtet 'Rejseræv' om den "forunder-/ ligt intakte / californiske / landskabelighed", der skrøbeligt læner sig op ad Stillehavet.

Også digteren og forfatteren Jens Blendstrup har sat sit præg på antologien med digtet 'Dette er det oversvømmede digt':

"Dette er varmen, der kommer fra syd og fra nord og fra vest./ Dette er lande og byer og børn, der, når de slås sammen, gir/ gnister./ Dette er kontinentpladerne brugt til lasagne, en mærkelig variant/ lavet af en, der ikke er vant til at lave lasagne."

Heller ikke Jens Blendstrup har noget problem med at være hyret af Klima- og Energiministeriet:

"Jeg synes ikke, jeg sælger ud. Mit digt er jo ikke en valgplakat for Connie Hedegaard," siger han.

-Du mener ikke, at du ved at sige ja har ladet dig - og dermed din kunst - spænde for en politisk vogn?

"Nej, i hvert fald ikke en partipolitisk vogn, for hvis det havde været Mette Frederiksen fra Socialdemokraterne, havde jeg også gjort det - og jeg havde også gjort det, hvis det havde været Arla, der havde ringet. Så længe jeg ikke efterplaprer regeringen, men taler på vegne af mig selv, synes jeg ikke, der er nogen problemer i det," siger Blendstrup og tilføjer:

"Det er jo i en god sags tjeneste."

Når det spektakulære samarbejde mellem regeringen og digterne ikke har fået flere øjenbryn til at hæve sig, skyldes det netop, at klimasagen er blevet en apolitisk selvfølgelighed, mener Hans Hauge, dr. phil. og lektor i Nordisk Sprog på Århus Universitet:

"Fra at være et højpolitiseret emne, er miljøet i dag hinsides politik. Og når man er enig, føles behovet for et armslængdeprincip ikke så påtrængende," siger han.

Ifølge Lassse Horne Kjældgaard har digterne derfor også kun i teknisk forstand ladet sig spænde for en politisk vogn:

"For i dag mener alle partier jo, at klimaet er noget, vi skal tage alvorligt og gøre noget ved," siger han.

Ø-mærket af staten

Sådan var det ikke, da digteren Thorkild Bjørnvig i 1970'erne første gang sparkede liv i genren med sine Miljødigte (som han selv kaldte "harmdigte", fordi de var næret af vrede over den menneskelige uansvarlighed). Bjørnvigs digte var ikke Ø-mærket af staten, men fandt tværtimod sted i protest mod samfundets manglende grønne samvittighed, fortæller Hans Hauge:

"Bjørnvigs miljødigtning var noget nyt, provokerende og anderledes. Der var ingen ministre, der havde bedt ham om at skrive om miljøet, for hverken højre- eller venstrefløjen var endnu blevet grønne. Selv DKP gik dengang ind for atomkraft. Så Bjørnvig var avantgarde. Han gik foran. De nye klimadigte er derimod ikke avantgarde. De kommer bagefter. Og de er ikke skrevet på harme. Men bestilt af staten".

-Man har et ord for bestilt lyrik, nemlig lejlighedsdigtning. Er det også en rammende betegnelse for den nye digtantologi?

"Ja, og den kan sammenlignes med dengang, man skrev patriotiske digte til fædrelandet og oder til kongen. Nu er det bare ikke kongen, men ministeren der støttes - og fjenden er ikke et land, men den globale forurening," siger Hans Hauge.

U-lejlighedsdigte

Det bliver digtene ikke nødvendigvis ringere af, understreger han. Men digtsamlingen synliggør en tendens i tiden til at kunst ikke længere er til for sin egen skyld - men at den skal gøre nytte:

"Det er ikke nok, at kunsten er en æstetisk oplevelse, den skal også kunne bruges til noget. Enten skal den kunne sælges, eller også skal den kunne gå i en god sags tjeneste. Og klimadigtene er lyrik, der gavner," siger Hans Hauge.

Selv kalder Jens Blendstrup sit bidrag for et u-lejlighedsdigt:

"Det kalder jeg alle de digte, jeg laver på bestilling. Så kan man spørge, om det er kunst eller ej? Men jeg ved ikke, om man kan skelne på den måde. Nogle gange bliver mine ulejlighedsdigte faktisk bedre end dem, jeg selv har siddet og pønset på i tyve år".

Lars Bukdahl er enig:

"Jeg synes generelt ikke, der går skår af, at digte er bestilt og indgår i en eller anden sammenhæng. Jeg har lige siddet og læst i DSB's blad Ud & Se, og hvis der er nogen, jeg har været sure på i denne verden, så er det DSB. Man kan godt diskutere, om man derfor virkelig bør støtte DSB ved at skrive en novelle til Ud & Se. Men så bliver det lige pludselig endeløst problematisk overhovedet at skrive noget som forfatter. Og hold op, hvor er det alligevel fedt, at alle togpassagerer i februar måned kan læse en semi-uforståelig, langt ude, sær tekst af Mikkel Thykjær. Det er jo også kvaliteten ved klimadigtsamlingen - at den eksponerer nogle skidegode digtere, så et hundesvært digt af Simon Grotrian pludselig ryger lige ind på lystavlen," siger han.

-Du mener ikke, at du har ladet dig spænde for en politisk vogn ved at bidrage til klimadigtsamlingen?

"Jo, det kan man godt sige, jeg har. Men problemet er, at alt jo er korrumperet. Der er nogle få, der tager den fulde konsekvens af dét og vælger at flytte til en øde ø. Men vi andre, lidt mere pragmatiske, indgår altså i alle mulige forbindelser, som gør det svært overhovedet at skrive noget, hvis man vil holde sig helt ren," siger Lars Bukdahl.

Lasse Horne Kjældgaard er enig. Ifølge ham er selve forestillingen om den frit svævende og totalt uafhængige digter et gammelt og ufrugtbart levn fra romantikken:

"Romantikerne kritiserede voldsomt tanken om, at digtningen kunne være til gavn for et bestemt formål, og det er derfor, vi også i dag synes, at det er usædvanligt, når digtningen tjener en politisk sag - men det har den altså gjort i vid udstrækning tidligere," siger Lasse Horne Kjældgaard og uddyber:

"Det kommer tilbage i bølger. Der er hele tiden en svingning mellem, at digtningen ikke må være politisk, og at den godt kan være det".

For Lars Bukdahl har det været en personlig overskridelse at stille sin digtning til rådighed for en mærkesag, fortæller han:

"For nogle er det mere naturligt, at man slutter op om forskellige politiske problemstillinger med sin poesi. Det er ikke naturligt for mig og min generation. For os, der kommer efter firserdigterne, er det derfor sundt at blive stillet over for spørgsmålet, om det overhovedet lader sig gøre at politisere poesi," siger han.

Jens Blendstrup mener dog, der er grænser for, hvad han vil medvirke i:

"Hvis det var en bog om skole-hjem-samtaler udsendt af regeringen, så kan det godt være, at jeg havde sagt nej. Men jeg synes, opgaven her var meget rent formuleret".

-Nu har du lave et klimadigt for Connie Hedegaard. Kunne du forestille dig at skrive et beskæftigelsesdigt til Claus Hjort Frederiksen, hvis han spørger?

"Ja, hvis jeg kunne formulere det sådan, at han troede, det var en hyldest, så gjorde jeg det gerne. Der er også en form for farlighed i, at man laver små trojanske heste. Der kan jo ligge mange skjulte kritikker i et digt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvfølgelig kan man skrive digte på bestilling. En digter er kommunikatør og sælger ikke ud ved at skrive et godt digt.

Forudsætningen er, at man respekterer digteren. At digteren skriver hvor han er - og at man glemmer det gamle billede om, at digteren ikke er af denne verden: Selvfølgelig ved digteren i dag, at verden er af lave. Selvfølgelig har digteren et forhold til det. Og hvad fanden er forskellen på at blive vakt af en opfordring (der giver penge) og af en samtale, et blik, et uheld, en nyhed, en erindring, en idé ad infinitum? Det er jo digteren selv, der bestemmer: 1 om input skal blive til output, 2. hvad der skal stå.

Skal man mene noget, kan man læse de opfordrede tekster og med sig selv afgøre, om digteren slikker røv på kejseren. Godt nok bør digteren være uafhængig, men han og hun og de skal fandme også leve. Så hvilken digter med respekt for sig selv vil sige nej til at plante sig midt i så væsentligt et spørgsmål som klimaet - med alt hvad sproget kan trække!? Og så samtidig få noget så sjældent som BETALING for at være til?

Vore digtere er ikke dumme.