En sangerinde der jamrer, og en slagtøjsspiller der hærger trommesættets bækken med en violinbue i fem minutter uden ophør.
Det er nogle af de musikalske elementer komponisten Jexper Holmen bruger i sin mini-opera over Edgar Allan Poes novelle Berenice.
"Det er ikke meningen, at det skal være rart at høre på," siger han. "Det er ikke rare ting der sker. Vi er inde i hovedet på en psykisk syg person, der muligvis begraver sin kusine Berenice levende."
Uhygge og gru spøger både i København og Odense. I begge byer er der i de næste måneder operaer over Poe på programmet. I det fynske gælder det The Fall of the House of Usher af Philip Glass, og i hovedstaden Berenice i Jexper Holmens version.
Sopran klynker og jamrer
Jexper Holmen har været fas-cineret af Poe siden teenageårene, og det er det dunkle og flertydige hos gyserforfatteren der fænger. Som når Poe signalerer, at der ligger noget 'virkelig sygt' bag fortællerens blackouts og vage forklaringer om sin kusines død i Berenice.
Jexper Holmen er især fanget af novellens utroværdige fortæller. Han mener, at uhyggen ligger i det usagte, og ønsker at give publikum den samme oplevelse af hvordan det skjulte og tvetydige fænger.
Sopranstemmen er gennemgående i Jexper Holmens mini-opera. At lade novellens mandlige fortæller blive sunget af en kvinde, er et af de greb komponisten bruger, for at give musikken flere lag.
Sopranens klynkende klange har også en anden funktion.
"Det fjernt jamrende udtryk, giver en idé om, at det er kusinen vi hører, som hun ligger levende begravet i krypten. Men det ville være højforræderi mod Poe af sige det direkte," forklarer komponisten.
Poe mente selv, at historierne stod stærkest, når de indeholdt en form for vaghed. Det det hele handler om, skal man ikke have smækket lige op i synet, men helst forstå i glimt.
Manisk musik
Musikken følger historiens handling. I det øjeblik hvor Poes værk lader et skrig bryde fortællerens grublerier, når sangerinden til en høj, skrigende tone. Men samtidig er sangteksten indimellem bevidst meningsløs.
Under Jexper Holmens arbejde gik det op for ham, at det var nødvendigt at skære dele af novellen væk.
"Det gav simpelthen for meget mening, når hele teksten var med," forklarer han.
"For at være tro mod Poes mystiske stemning, måtte jeg klippe novellen op i bidder og sætte sætningerne sammen på uforståelige måder."
Jexper Holmen forklarer, at det hele sejler for fortælleren i novellen, der lider af en mystisk psykisk sygdom. Lidelsen medfører, at han kaster sig over én manisk tvangstanke: En fascination af Berenices tænder. Derfor skulle musikken også sejle - og fortsætte manisk og mareridts-agtigt i samme spor igennem hele operaen.
Komponisten har bundet musikken sammen med tågede toner, blandt andet ved at bede musikerne stryge med violinbuer på både el-guitar og bækken gennem værket.
Gentagelser skaber panik
De musikalske mareridt fortsætter på Den Fynske Opera. Her bliver den amerikanske komponist Philip Glass' opera over Poes The Fall of the House of Usher opført i april.
Operaens instruktør, Daniel Bohr, kalder Philip Glass' musik 'nærmest hypnotisk'.
"Det er minimalistisk musik, der ikke har et mål eller et klimaks, men er som ringe i stillestående vand," siger han.
Musikken gentager små elementer i det uendelige, og det er netop her, at Daniel Bohr mener, at Philip Glass' musik fanger Poes novelle.
"Musikkens gentagelser skaber en næsten panisk Poe-agtig stemning," synes han.
Daniel Bohr fortæller om den håbløshed, gru og død der gennemsyrer The Fall of the House of Usher: Historien om den uundgåelige, endelige afslutning på slægten Usher. En fortælling hvor der, som i Berenice, både er en syg mand og en grusom mistanke om, at en kvinde bliver levende begravet på spil.
Operaen har lange passager uden ord og sang, men udelukkende med musikalske motiver, der bliver gentaget. Det er lyden af angst og håbløshed der bare fortsætter og fortsætter, mener instruktøren. Han oplever at lytteren gennem gentagelserne bliver fanget ind og båret med, uden at vide hvor det hele ender.
Tungt og sanseligt mørke
Musikkens repetitioner skaber en stillestående stemning, der er en stor udfordring for instruktøren.
"Jeg skal sørge for, at sangerne bringer handlingen aktivt videre gennem en statisk verden, så operaen holder intensiteten," forklarer han og fortsætter med sine planer:
"Og jeg skal gøre den mystiske handling til en thriller, og sørge for at uhyggen kommer til udtryk gennem lyssætning og bevægelser i barok, dyster og gotisk stil."
Daniel Bohr har mange idéer til sin iscenesættelse. Men grundlæggende prøver han at bevæge sig ind i Huset Usher, uden at forsøge at forstå det - ligesom novellens personer gør. For Daniel Bohr er Poe i høj grad en forfatter der skal opleves med sanserne, og derfor også oplagt at sætte i musik.
"Der er mange lag, og mange fortolkningsmåder hos Poe, men samtidig skriver han meget sanseligt. Som læser kan jeg ikke undgå at Poes personer kommer tæt på og giver mig gåsehud," siger instruktøren.
Ved at skrælle det litterære værk ned til enkel musik, mener Daniel Bohr ikke, at essensen af novellen går tabt. Derimod synes han, at enkeltheden og musikkens sanselighed giver lytteren en ny oplevelse af Poes tunge mørke.
For Daniel Bohr er det enkeltheden der skaber gyserstemningen. Også Jexper Holmen, er gået efter et simpelt udtryk.
På pinebænken
Den danske komponists version af Berenice starter med at slå en tåget og uklar stemning an. Og efter komponistens eget udsagn fortsætter det så i fem kvarter, uden at der sker så forfærdelig meget, for det er stilstanden, der skal skabe mørket.
Jexper Holmen synes, at det er operagenrens store styrke, at publikum fysisk er tvangsindlagt til at høre Berenices voldsomme klange. Klange som publikum efter operaens første opførelse kaldte både 'smukke' og 'forfærdelige'.
"Man kan lægge bogen fra sig, hvis det bliver for uhyggeligt. Når jeg overfører Poe fra ord til toner, strammer jeg grebet om modtageren, for som publikum må man blive til den bitre ende," siger han.
Jexper Holmen håber, at den intense stemning i hans mini-opera ved de kommende opførelser vil være, som når han selv læser Poe.
"Det er det skræmmende der gør det godt. Selv om det er uhyggeligt, læser jeg videre. Det skal helst være sådan med operaen, at publikum ikke vil slippe den, selvom musikken er barsk."
