Læsetid: 5 min.

På egne og farlige veje

Islands to litteraturpriskandidater dyrker og dementerer realisme og postmodernisme
Islands to litteraturpriskandidater dyrker og dementerer realisme og postmodernisme
21. februar 2008

Betragtet fra (lovlig) højt perspektiv ligner de to islandske kandidater til årets nordiske litteraturpris velkendte romanmodeller, nemlig a) 'Kvinde graver i slægtens fortid og finder omsider sig selv' og b) 'Midaldrende mand lægger omsider fortiden bag sig og finder fremtiden hos en kvinde'. Rykker man tættere på, bliver bøgerne dog hver især anderledes interessante.

Af de to forfattere er Kristín Steinsdóttir ældst (f. 1946). Hun er uddannet lærer; sin første bog udgav hun i 1987, sin første bog for voksne i 2004. Med Á eigin vegum (som både kan betyde på egne veje og egne vegne) befæster hun sit ry som en stilsikker psykologisk realist.

Hovedpersonen Sigtrudur er enke og værdsætter de gratis glæder: Går til ferniseringer uden at være inviteret. Møder op, når en ejendomsmægler annoncerer om Åbent Hus. Går til vildtfremmede folks begravelser og trisser til gravøl bagefter. Ellers nusser hun om sine blomster, passer sine to katte og går med aviser hver morgen.

Romanen beretter i rappe klip tilbage og frem mellem nutid og fortid om hendes fødsel, hvor moren døde, om hendes barndom, opvækst og ungdom. Der dvæles ved en stor forelskelse og ved den søn, hun fødte, og som var død. Manden, som hun fik og aldrig fik børn med. Hendes vanskabte hånd og ildrøde hår - hovedgrunde til, at hun altid blev drillet.

Til at begynde med ligner bogen historien om et offer, hvem livet har ansat som den evigt ensomme taber. Men efterhånden opdager man, at der i portrættet af Sigtrudur ikke kun findes tristessen, men også hendes livsmod og forfatterens nænsomme, sødmefyldte humor. Hen ad den egne vej kommer man til at holde af romanen for dens nøgternhed og usentimentale klarhed.

Bassist for Björk

Hvor Kristín Steinsdóttir trods sine tekniske skift frem og tilbage i tid dyrker og rendyrker en solid menneskeskildrende realisme, møder vi hos den anden kandidat Bragi Ólafsson (f. 1962) en mikset postmodernisme, genremæssigt heterogen og med markant metafiktion.

Også han debuterede i sidste halvdel af 1980'erne og har nu en lang række bøger bag sig. Han spillede i sin tid bas i punkrockbandet Purrkur Pillnik og siden i sagnomspundne Sugarcubes sammen med bl.a. Björk. I sine seneste værker har han givet sig i kast med 'Tilværelsens Store Spørgsmål' såsom forbrydelse, skyld og straf, men samtidig bevaret en ironisk distance. Hvad der indimellem ligner Dostojevskij, kan når som helst slå om i en blanding af Paul Auster og Tati.

Den er længe om for alvor at komme i gang, denne på én gang sørgmodige og muntre historie om en midaldrende islandsk poet, der drager til Litauen for at repræsentere sit land ved en international poesifestival, men snarere rejser ind i sit problematiske indre - hvor han finder en tyv (forbryderen, der efter sigende bor i os alle!) - samt i sin egen fortid, hvor han finder sin fars dybeste smerte. Har man først vænnet sig til bogens snakkende manér og tilbøjelighed til litterær namedropping, bliver man fanget ind og følger svingningerne imellem kynisk humor og blid tragik.

Friheden fra friheden

Sturla Jón Jónsson (51) er digter og fraskilt far til fem børn, bor for sig selv i Reykjavik og har lovet sig selv aldrig igen at bo med en kvinde. Litterært har han haft ret behersket succes. Et gennembrud kom dog med bogen Friheden fra friheden, som muligvis er forklaring på, at Forfatterforeningen har udvalgt ham til at være Islands litterære ambassadør (heraf titlen) på festivalen i Druskininkai.

Inden rejsen når Sturla at skrive en satirisk artikel om poesifestivaler, hvor han så at sige anmelder arrangementet i Druskininkai, inden det har fundet sted. Artiklen, citeret som 'indlejret' dokument, oser af højrøvet forhåndsskepsis, af fordom og modvillig misantropi, og den er i sin form udpræget spidsfindig-fortænkt. Redaktøren er da heller ikke særlig begejstret for den -

Dobbelt dementi

Romanens forløb kan nu læses som et massivt dementi af artiklen, hvilket Bragi Ólafsson da også understreger ved hen imod slutningen at lade Sturla skrive en ny reportage, som ganske vist heller ikke er sandfærdig, men som i det mindste på en personlig og ærlig måde afspejler digterens indre ambivalenser. Denne version bekommer redaktøren bedre og får ham til at love Sturla en formentlig vellønnet skribent-tjans.

Hvad der ændrer vor helts holdning til sig selv og omverdenen, er begivenhederne under rejsen. Da han ankommer til Vilnius, giver han sig til at drikke i ensomhed, men han oplever også adskilligt - overværer et striptease-show, bliver frastjålet sin frakke, stjæler selv en endnu dyrere frakke og får en litterær veninde (en hviderusser!) - alt imens fortiden maser sig ubelejligt ind på ham i form af gentagne opringninger fra faren, der kan fortælle, at en tidligere skolekammerat til et dagblad har udtalt, at hovedparten af Sturlas nyudkomne digte består af plagiat, eller rentud tyveri, fra fætteren Jónas' efterladte gymnasiemanuskript.

Sturla ankommer forsinket til poesifestivalen, hvor han glæder sig til at forny bekendtskabet med Liliya Boguinskya. Men ak, frakken, som han nuppede i en restaurantgarderobe, viser sig at tilhøre en amerikansk kunst- og kulturping, hvis litterære bekendte, som deltager i festivalen, har genkendt Sturla og nu gennem festivallederen kræver ham stillet til regnskab. Kun ved at skjule den famøse frakke i låget på sin kuffert og frækt benægte alt lykkes det vor antihelt at vinde tid, nok til at tage flugten og nå med en bus og gemme sig inde i Vilnius, hvor han tager ind på et billigt herberg og giver sig ud for græker og kalder sig Stavros Monopolus!

Mening i Minsk

Her er det så, bogen vender for tredje (eller er det fjerde?) gang: Sturla får igen kontakt med Liliya og tilstår gladeligt tyveriet, som hun udmærket forstår, og da vi når til de sidste sider, har han brugt sine dollars på gaver til hende (mere end på souvenirs til sig selv) og er på vej til Minsk, hvor det er meningen, at de skal ende i hendes og hendes mors lejlighed.

Træder vi et par skridt på afstand af den unægtelig afvekslende romanhandling, kan vi karakterisere Sturla som en person, der er splittet mellem flere verdener. Mellem sin voksne nutid og sin rodede barndom. Mellem rejsen til Baltikum og tilværelsen hjemme på Island. Mellem en påtagen, stålsat kynisme og en dyb længsel efter anerkendelse og ømhed. Romanen om ham fortæller en sympatisk historie om en, der i lighed med Kristín Steinsdóttirs enke får en ny begyndelse foræret.

Betragtet fra det lige lovlig høje (og muligvis blaserte) perspektiv ligner de to islandske kandidater til årets nordiske litteraturpris velkendte roman-modeller. Men "Kvinde graver i slægtens fortid og finder omsider sig selv" modificeres og nuanceres af en stilsikker portrætkunst, og af "Midaldrende mand lægger omsider fortiden bag sig og finder fremtiden hos en kvinde" fængsles man langsomt i kraft af en eksistentiel alvor, der dementerer postmodernismen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu