Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En sag for Sir Arthur Conan Doyle

For 100 år siden forsøgte Sherlock Holmes' skaber at gøre sin fiktive helt kunsten efter. Det har Julian Barnes skrevet en rigtig god roman om
Elementært. Blandt Arthur Conan Doyles efterladenskaber har man blandt andet fundet de første referencer til Sherlock Holmes i en gammel notesbog. Nu er Conan Doyles eget detektivarbejde blevet skruet sammen til en roman.

Elementært. Blandt Arthur Conan Doyles efterladenskaber har man blandt andet fundet de første referencer til Sherlock Holmes i en gammel notesbog. Nu er Conan Doyles eget detektivarbejde blevet skruet sammen til en roman.

Alastair Grant

Kultur
7. februar 2008

Arthur Conan Doyle og George Edalji gjorde sig begge mange anstrengelser for at navigere efter tilværelsens synlige og moralske pejlemærker. Forfatteren Conan Doyle understregede adskillige gange, at han først gav sig i kast med en ny fortælling om sin populære detektiv Sherlock Holmes, når han så slutningen knivskarpt for sig, ligesom han næsten hele livet igennem "trivedes bedst, når han var i aktion og havde en plan, der hurtigst muligt skulle føres ud i livet".

Det samme gjaldt Edalji, der i modsætning til sin far, der var præst, kastede sig over juraen, fordi han følte sig tryg og glad ved loven, hvori "det ender med en aftale, en beslutning der skal respekteres, en forståelse af, hvad noget betyder. Det er en rejse fra vildrede til klarhed".

I Julian Barnes' vellykkede bud på den store britiske roman, Arthur & George - hvorfra ovenstående citater i Claus Bechs sikre oversættelse stammer - er det derfor ganske paradoksalt, at da Arthur og George mødes, er de endt langt fra det bestemmelsessted, de i sin tid havde sat kurs mod.

Hver især har de groft sagt rejst fra klarhed til vildrede.

Livets jernbane

Julian Barnes har fundet stof til sit medrivende drama i den sande historie om George Edalji, der i 1903 blev dømt for at have skamferet kvæg på sin hjemegn nær Birmingham. Edaljis far var fra Indien, og sagen mod sønnen var bygget på falske vidneudsagn og en pæn portion racisme, ikke mindst fra politiets side.

Inden det kom så vidt havde George blandt andet fået udgivet den lille bog om jernbaneloven, og hans fascination af jernbaner og retfærd afspejlede i høj grad hans tilgang til livet i al almindelighed:

"På jernbanen kan man se, hvordan det burde være, hvordan det kan være - jævn, lige kørsel på glatte skinner mod en fast endestation og efter en aftalt køreplan og med passagererne inddelt i første, anden og tredjeklasse," som det udtrykkes i Arthur & George.

Med andre ord, George er i Barnes' optik, og trods sin hudfarve, en arketypisk englænder, hvilket også er Conan Doyles indtryk, da de to mødes i en hotellobby i London i 1907 og sådan cirka halvvejs gennem romanen.

Inden da er også Arthur begyndt at tvivle på meningen med livet. Efter år med succes som forfatter, har han ikke blot ladet Holmes styrte i døden, hans kone er også gået bort i al stilfærdighed, således at han nu, uden at gå på kompromis med sine ridderlige idealer, kan begynde at ane konturerne af et kunstnerisk frit liv og et fuldbyrdet forhold til sin indtil da platoniske elskerinde.

Drømmen er inden for rækkevidde, og så begynder Arthur at kede sig, ja, det nærmer sig en gedigen depression, indtil han på sit kontor i bunken af breve adresseret til ham eller Sherlock Holmes finder en forsendelse fra George Edalji, der efter at være blevet løsladt fra fængslet håber på en undskyldning et eller andet sted fra og dermed på at få sit liv og job tilbage.

Måske Arthur Conan Doyle, hvis roman Baskervilles hund George læste i sin fængselscelle, kan hjælpe?

Spiritist

Da Arthurs motto lyder, "hvis man ikke ved, hvad man vil, bør man finde ud af, hvad man bør", kaster han sig energisk ud i sagen med sin assistent ved sin side, ikke blot for at finde den skyldige, men i høj grad også for at skabe lige så megen røre, "som de gjorde med Dreyfus derovre i Frankrig".

I dette øjeblik skiftes der fra datid til nutid i kapitlerne om Arthur for at indikere, at han endelig har ramt sit momentum, akkurat som det modsatte skete, da George blev sat bag tremmer.

Hvor længe dette momentum varer, og om Arthur er lige så kvik en opdager som sin fiktive helt, skal ikke røbes her, hvor vi nøjes med at konstatere, at det litterære legebarn Julian Barnes har skrevet en intelligent og sofistikeret historisk roman, der ikke blot finder sit brændstof i en tankevækkende krimiintrige, men også stiller skarpt på menneskets evige søgen efter klarhed i tilværelsen.

Tilsammen giver de to hovedpersoner for så vidt både religionen, kærligheden og juraen en chance, inden den ellers så pragmatiske Conan Doyle - også i virkeligheden og vist nok til mange fans ærgrelse - kastede sig over spiritismen.

Efter forfatterens død i Arthur & George følger George trop og dukker op ved et møde i Marylebone spiritistforening. Her hævdes det pludselig, at Arthurs ånd har gjort den propfyldte sal i Albert Hall selskab. George har svært ved at få øje på noget, selv med sin lille teaterkikkert, og atter engang runger spørgsmålet: Skal man tro for at se, eller skal man se for at tro?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her