Læsetid: 4 min.

En satanisk succeshistorie

Velkommen i de voksnes rækker: Paul Thomas Anderson ryster alle sine svagheder af sig med det monumentale olieepos 'There Will Be Blood'
Skurk. Med sin hovedrolle er Daniel Say-Lewis selvskrevet til en rolle i de stor filmskurkes kabinet.

Skurk. Med sin hovedrolle er Daniel Say-Lewis selvskrevet til en rolle i de stor filmskurkes kabinet.

Melinda Sue Gordon

22. februar 2008

Visse titler forpligter, og There Will Be Blood må siges at være en af dem. Filmen er faktisk knap så blodig, som man skulle tro, men til gengæld sætter mindst et af dens voldelige optrin nye grotesk-humoristiske standarder. Det indtræffer, da filmens hovedperson, oliemanden Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis), stikker en ung præst (Paul Dano) en serie lussinger, hvorefter han underkaster ham en bizar 'dåb' i en mudderpøl. Alt sammen i sognebørnenes påsyn.

Det ultimative sololøb

There Will Be Blood er, utroligt nok, lavet af selv samme instruktør, eks-wunderkind Paul Thomas Anderson, som skabte helaftenssæbeoperaen Magnolia (1999). Nu er hul storladenhed afløst af ægte format, og pist væk er hans trættende iver efter at demonstrere sit greb om filmmediets virkemidler. There Will Be Blood er uden sidestykke det tematisk mest kødfulde ben i 37-årige Andersons hidtil fem film store produktion.

Det spiller højst sandsynlig ind, at han for første gang arbejder fra litterært forlæg, nemlig Upton Sinclairs roman Oil! fra 1927.

Historien begynder i Californien i 1898, hvor vi møder Plainview på hårdt alenearbejde i en mine. Ingen ved sine sansers fulde brug ville udføre så farlig en dont ene mand. Men Plainview, hvis ansigt synes hugget i flintesten, stoler ikke på en levende sjæl og vil have hele udbyttet for sig selv. Med undertoner af Den store mand (1941) følger filmen Plainview, til han 30 år senere ender som stenrig oliebaron.

Monstrøs mønsterborger

Den kulsorte joke er, at denne mand, som primært ser sin adoptivsøn som et redskab til profitforøgelse, besidder mange af de træk, amerikanerne traditionelt hylder.

Plainview ser eksempelvis konsekvent fremad og udviser stor modvilje mod at dvæle ved fortiden (vi får derfor også kun konturerne af en forklaring på, hvordan og hvornår hans brutalitet blev grundlagt).

Utæmmede Plainviews link til præriens frie mænd er fuldt synligt, når han under et møde med fine forretningsfolk hopper op på bordet og banker en pæl gennem et landkort. Der er dog langt mellem sådanne vindende intermezzi: Plainview er amerikansk individualisme ført til sin fæle logiske konklusion. Hans erklærede mission er at tjene penge nok til at slippe for at have med andre mennesker at gøre. For bestandigt.

Rollen som Plainview er notorisk selektive Daniel Day-Lewis' tredje siden årtusindeskiftet. I en alder af 50 er hans springfjederfysik intakt, og det samme er hans evne til at få en tikkende bombe til at virke decideret tilforladelig.

Som spillet af Day-Lewis er Plainview, der taler med en autoritativ, arkaisk accent, selvskrevet til en plads i de store filmskurkes kabinet. Figuren er da også blevet sammenlignet med Chinatowns Noah Cross (spillet af John Huston), der ligeledes tjener fedt på naturens ressourcer og mishandler sin egen familie.

Guds repræsentant

Lige så fremragende er Paul Dano i rollen som den førnævnte unge præst, Eli Sunday. Vist er Plainview hovedattraktionen, det store, tryllebindende bæst i åbenbaringen, men Dano skaber et uforglemmeligt portræt af en skinhellig og selvgod lille snog, der bruger talerstolen som afsæt for sine anseelige showbizambitioner. Når Dano i slutscenen får filmens bedste replik (Sundays grådkvalte beklagelse over, at Gud har forsømt at varsko ham om den økonomiske krise), under man ham den.

Plainview er i den grad gudsfornægter, men ikke blind for, at det risikofyldte borearbejde glider lettere, hvis en præst jævnligt tilbyder trøstende ord. Han hader imidlertid Sunday - ikke fordi han er en fidusmager, men snarere fordi han mangler format som fidusmager. Mudderpøl-ydmygelsen peger frem mod filmens vel nok bedste scene, hvor Sunday får sin hævn foran sit elskede publikum (ikke menighed).

Selvom There Will Be Blood er for universel til at fungere som allegori over aktuelle konflikter, antydes det hist og her, at olie er en form for hjemmegroet amerikansk religion (underforstået; noget man er parat til at slå ihjel for). Filmens første virkelig betagende billede er således Plainviews olieindsmurte hånd, som rækkes op i sollyset. Egentlig for at indvie sine ansatte i fundet af det sorte guld, men Anderson filmer det, så det fremstår som en betragteligt mere betydningsladet gestus.

Falske toner

Endelig skal Jonny Greenwoods bemærkelsesværdige lydside fremhæves. I åbningsscenen ser kameraet ud over det storslåede Californiske landskab, mens vi hører instrumenter frembringe, hvad der lyder som et disharmonisk urbrøl. En foruroligende og desorienterende lyd. Hvor filmmusik ofte fungerer som følelsesmæssig vejledning, gør Greenwood altså her det stik modsatte.

Da filmmusikken senere slår over i noget mere konventionelt og entydigt, er det derfor oplagt ikke at tage den for pålydende. Navnlig fordi det sker i en scene, hvor Plainview fremlægger sin vision for et samfund bygget omkring olieboringerne. Musikken (som signalerer fremtidstro og virkelyst) antyder dermed, at Plainview er i færd med at sælge tilhørerne et skønmaleri.

Den Paul Thomas Anderson, der træder frem med There Will Be Blood, ligner en mand, som har sandet, at candyfloss ikke mætter. I stedet har han skabt en film, der for denne tilskuer føltes som en slags syg katarsis. Det er bestemt ment som både en kompliment og en anbefaling.

There Will Be Blood. Instruktion og manuskript: Paul Thomas Anderson. Amerikansk (Imperial og Empire i København samt otte biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Protest! 'Magnolia' er da selv i sit effektjageri og soap-box sværmeri en fantastisk film.

Man kunne i flæng nævne den herlige indledningssekvens med tragikomiske synkroniciteter, et forrygende one-take ned af tv-studiets gange, Aimee Manns intelligente popmusik på lydsiden, det overrumplende, men mærkværdigt plausible gammeltestamentelige mirakel mod filmens slutning, den knivskarpt klippede katharsis i slutscenen - ja selv Tom Cruise er fabelagtig i denne film...