Læsetid: 4 min.

En satanisk succeshistorie

Velkommen i de voksnes rækker: Paul Thomas Anderson ryster alle sine svagheder af sig med det monumentale olieepos 'There Will Be Blood'
Skurk. Med sin hovedrolle er Daniel Say-Lewis selvskrevet til en rolle i de stor filmskurkes kabinet.

Skurk. Med sin hovedrolle er Daniel Say-Lewis selvskrevet til en rolle i de stor filmskurkes kabinet.

Melinda Sue Gordon

22. februar 2008

Visse titler forpligter, og There Will Be Blood må siges at være en af dem. Filmen er faktisk knap så blodig, som man skulle tro, men til gengæld sætter mindst et af dens voldelige optrin nye grotesk-humoristiske standarder. Det indtræffer, da filmens hovedperson, oliemanden Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis), stikker en ung præst (Paul Dano) en serie lussinger, hvorefter han underkaster ham en bizar 'dåb' i en mudderpøl. Alt sammen i sognebørnenes påsyn.

Det ultimative sololøb

There Will Be Blood er, utroligt nok, lavet af selv samme instruktør, eks-wunderkind Paul Thomas Anderson, som skabte helaftenssæbeoperaen Magnolia (1999). Nu er hul storladenhed afløst af ægte format, og pist væk er hans trættende iver efter at demonstrere sit greb om filmmediets virkemidler. There Will Be Blood er uden sidestykke det tematisk mest kødfulde ben i 37-årige Andersons hidtil fem film store produktion.

Det spiller højst sandsynlig ind, at han for første gang arbejder fra litterært forlæg, nemlig Upton Sinclairs roman Oil! fra 1927.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Protest! 'Magnolia' er da selv i sit effektjageri og soap-box sværmeri en fantastisk film.

Man kunne i flæng nævne den herlige indledningssekvens med tragikomiske synkroniciteter, et forrygende one-take ned af tv-studiets gange, Aimee Manns intelligente popmusik på lydsiden, det overrumplende, men mærkværdigt plausible gammeltestamentelige mirakel mod filmens slutning, den knivskarpt klippede katharsis i slutscenen - ja selv Tom Cruise er fabelagtig i denne film...