Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

At sidde på en stråle af lys

Einstein er på besøg i Magstræde, hvor Simon K. Boberg fanger længslen efter uendeligheden i den fænomenale forestilling 'Non-Stop'. Mens rumtiden krummer
En stolt og ukuelig mand i sit rumskib, alene med sin drøm om at fange rumtidens krumning... Jon Højerslev i Simon K. Bobergs forrygende forestilling -Non-Stop-.

En stolt og ukuelig mand i sit rumskib, alene med sin drøm om at fange rumtidens krumning... Jon Højerslev i Simon K. Bobergs forrygende forestilling -Non-Stop-.

Henrik Ohsten Rasmussen

Kultur
12. februar 2008

Så sikkert som mørket i universets sorte huller: Simon K. Boberg og Plan B Teater har begået en original, seværdig, tankevækkende og sanselig forestilling. For Non-Stop er ikke bare en intelligent leg med eksistensens relativitet. Forestillingen er også en uhindret hybrid mellem realismeteater og dukketeater. En fusion af replikteater og symbolteater - i en visuel gestaltning af menneskets ubodelige ensomhed.

Man kan så selv vælge, om man vil have hjertebanken eller gåsehud, når Carl Press' lillebitte, hvide dukkemand sætter sig undrende op og stirrer mod stjernerne. For hvad er det nu med lysets krumning? Hvad gemmer der sig bag solformørkelsen? Og hvad er det for en ustandselig kraft, der tvinger den urolige tænker væk fra kæresten og livet - ud i rummet til ensomheden og storheden og den sikre død?

Simon K. Bobergs tekst svinger fabelagtigt mellem tandbørsterealisme og pseudovidenskabelige definitioner. Og Edward Lloyd Pierce har skabt et rumskibsklaustrofobisk, ottekantet hylster til en enlig rummand på sin ultimative rejse. Pierce har tidligere leget meget med flader, men denne gang er det rummets tomhed, som han favner - og tømmer - kun ved hjælp af lys og de rette proportioners hemmelighed. Det er fascinerende. Og Jes Theedes lyde skaber resten af stemningen i dette rum, der forlader drengerøvsstoltheden og bliver til et mareridtskabinet.

Nørdens stolthed

Boberg har bygget historien op om den unge rumforsker Major Tom (okay, okay), der har den fortidige tyske astronom Erwin Freundlich som sin helt - og Einstein som sin gud. Joen Højerslev spiller den unge rumforsker med karseklip og manisk træningsform, parat til at kaste sig ud i sit rumeventyr med hver eneste muskel. Højerslev har sådan et godt, naivt blik. Hans humor har en ukuelig selvtilfredshed. Og han præsenterer hele den stolte enfoldighed, der skal til for at tilslutte sig de fle-ste maniske eller militære projekter. "Jeg føler mig ikke som en helt. Jeg gør bare min pligt," siger han ind i kameraet, da hans rumskib stadig har videoforbindelse med Jorden. Og han viser en utilsløret, nørdet glæde over sin videnskabelige indsigt, så han næsten virker rørende. "Kedsomhed er ikke noget, jeg kender til," siger hans forskerstolte stemme.

Boberg spejler hans Major Tom i Press' dukkemand, der godt nok er ret så lillebitte, men som i klogskab er den virkelige muskelmand så langt overlegen. Dukken vandrer hen til den sovende mands kæmpestore støvler og kærtegner dem, mens musikken lyder som dukketemaet i Kieslowskis film La double vie de Veronique: Poesi og astrofysik i smukkeste favntag.

Månens ostefarve

Dukken vandrer også tilbage i tid, til dengang han mødte sin kæreste - kaldet Stella, selvfølgelig. Hende, der inderst inde håber, at Månen virkelig er lavet af ost... Og til den dag i parken, hvor han fortæller hende, at han vil forlade hende for at tage på sin rejse. Gifteringen gives tilbage. Beslutningens kraft er uomgængelig. Og her skifter den sproglige synsvinkel replikkerne. Fint og rigtigt. Fra ham til hende - og dermed til opgivelsen.

Dukkeførerne er Peder Holm Johansen og Bo Carlsson, der diskret og kontant, men også fint og omsorgsfuldt følger Højerslevs Major Tom op til hans sorte hul. Både Johansen og Carlsson har en vidunderlig ironi i deres klare stemmer - og en milimeterpræcis styring af dukkerne. Da handlingens mareridt tager over, og Major Tom pludselig drømmer, at han er astronomen i Sibiren, dukker de to dukkeførere op som hårdhændede, russiske soldater, sådan helt ude på den absurde froststeppe. Det er vidunderlig komik.

Uendelighedens 'nu'

Hen mod slutningen lader både forfatteren Boberg og instruktøren Boberg forestillingen opløse sig selv. Tidsbegrebet og eksistensbegrebet bøjes ind under rumtidens krumning - og uendelighedens 'nu' indtræffer. Heraf titlen Non-Stop. Men heraf også den respekt, som forestillingen umiddelbart vækker. Fordi erkendelsen synes så meget større, end den egentlig burde kunne være.

At Non-Stop skal ud på internationale turneer synes indlysende. En overtekst-maskine, og så er den hjemme. Men først kan københavnerne altså nyde, at de så forestillingen først... Lige så privilegerede som virkelige astronomer, der får første-synet af en stjerne.

Non-Stop. Manuskript og iscenesættelse: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Dukker: Carl Press. Lys: Edward Lloyd Pierce og Mads Vegas. Lyd: Jes Theede. Plan B i Magstræde. Til 8. mar. Også for planet-børnenørder. www.plan-b-teater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her