Læsetid: 3 min.

Skarpsindige sammenstillinger

To og to. En række tankevækkende dobbeltportrætter af besættelsestidens politikere og digtere, helte og antihelte, vender rundt på eftertidens bedømmelser
Parløb. Statsminister Erik Scavenius og den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Best (tv.), knyttede mere end en formel forbindelse til hinanden og portrætteres nu sammen i Hans Kirchhoffs bog.

Parløb. Statsminister Erik Scavenius og den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Best (tv.), knyttede mere end en formel forbindelse til hinanden og portrætteres nu sammen i Hans Kirchhoffs bog.

28. februar 2008

Det var den gamle græker Plutarch, der i århundredet efter Kristus fandt på at uddybe personalhistoriske studier ved at dobbeltportrættere folk. Jævnføre Cæsar med Alexander den Store, Perikles med Cicero osv.

Mere interessant bliver denne metode, når de udvalgte undersøgte har direkte forbindelse med hinanden, og måske oven i købet indbyrdes står i afhængighedsforhold i en knubbet historisk periode.

Besættelsestiden byder sig til som en sådan, hvor dobbeltportrættet får særlig mening. Inspireret af ideen tilbød Folkeuniversitetet for et år siden en forelæsningsrække om besættelsestidspersonligheder og -personer to og to, og de er er samlet til en bog redigeret af Hans Kirchhoff og suppleret med et par par mere.

Selvsagt i den erklærede værdikamp får disse skærpede sammenlignende skæbner og fænomener ekstra betydning, når talen falder på samarbejdspolitikken og kulturkampen før og under den tyske besættelse af fædrelandet. Kirchhoffs egen artikel om dr. Best og Erik Scavenius sætter atter den nuværende statsministers uforstandige, men fuldt bevidste udtalelse om samarbejdspolitikken som ussel i relief. Således at fremstille sit eget mod på andres vegne med 60 års tilbagevirkende kraft ville jo blot medføre en lettere hovedrysten, hvis det ikke var landets statsminister.

Kirchhoff som en af landets fornemste kendere af besættelsestidshistorien har bestandigt i sit efterhånden betydelige livsværk kredset om Scavenius-skikkelsens kontroversielle karakter og vel med tiden hældet stadigt mere til forståelse og anerkendelse af dens tragik og format.

Som Jens Otto Krag engang bemærkede over for denne anmelder, måtte Scavenius' klarsyn og mod aftvinge respekt. Scavenius nærede en dyb ansvarsfølelse for landet og var, på baggrund af en overordnet analyse af situationen, illusionsløs med hensyn til Danmarks muligheder over for et Tyskland, der så ud til at være uovervindeligt. I den situation knyttede han mere end en formel forbindelse til den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Best og førte i parløb med denne den politik, der reddede hans land gennem skærene.

Det kan undre i Kirchhoffs så fine og forstående komparative artikel, at Leni Yarhils studier af Best ikke optræder. Det var vist dog en kendt sag allerede før Ulrich Herberts biografi fra 1996, at Best havde været endog særdeles nidkær nazistisk operatør og jødeforfølger i eksempelvis det besatte Frankrig.

Andre dobbeltportrætter

Dobbeltportrætterne omfatter desuden Niels Wium Olesens skarpsindige sammenstilling af Christmas Møller og Hans Hedtoft, der begge på sæt og vis kom til at betale dyrt for deres politiske virke og lidenskaber; Bo Lidegaards studie i diplomatmodsætningerne Nils Svenningsen og Henrik Kauffmann, to mænd der i deres modsætningsforhold og temperamenter kom til at afsky hinanden; Mogens Fog og Frode Jakobsen, hvis samarbejde og næsten naturnødvendige senere gensidige afstandtagen, fremstilles overbevisende af Michael Kjeldsen. Industrifolkene, de to konservative personligheder på hver sin side af samarbejdet: Erling Foss og Gunnar Larsen, som Joachim Lund redegør for, og de aktive modstandskæmpere Vagn Bennike og Jens Toldstrups indbyrdes magtkamp, som Palle Roslyng-Jensen afdækker.

Endelig tager Hans Hertel sig af to af koryfæerne på den åndelige front: Kaj Munk og Valdemar Rørdam, helten og antihelten. Disse to stærkt højrenationale skribenter og debattører delte sådan set udgangspunkt i næsegrus beundring for førerprincippet og nationen über alles.

Antisemitismen kom oven i mest for Rørdams vedkommende, hvor Munk var mere tvetydig. I hele sin fascistisk inspirerede tilgang til tidens konfliktstof var Munk i sine artikler i den redebonne Jyllands-Posten tillige fanatisk antidemokrat og antiparlamentariker. Per Stig Møllers apologetiske bøger er ikke just overbevisende: at Munk skulle have skiftet standpunkt efter 9. april 1940. Men Munks kompromisløse modstandsudsagn og tragiske skæbne sikrede hans eftermæle. Dog ikke hvad angår digterværket, hvor hulheden og det patetiske og trods Ordets ubegribelige plads i den officiøse kanon ikke indbyder til bifald.

Hvad angår Rørdam, er der ikke så megen diskussion, bortset fra at både Søren Krarup og hans broder i ånden Søren Espersen på bedste beskub har forsøgt at kringlevride kilderne og gøre den uomtvistelige versesnedker til såvel Danmarks største digter som til patriotisk antikommunist frem for landsforræder. For Danske Folkepartis neonationalister er det dog nemmere med deres vanlige ufine metoder at forfalske historien (Krarup gør ligefrem med et billigt tautologisk kneb Rørdam til ét med modstandsbevægelsen), end det er at overbevise eftertiden om såvel Munks som Rørdams kunstneriske bonitet. Af sidstnævnte er der ikke stump på stump tilbage, uanset DF's åbenbare behov for højrenationalhelte.

Som Hertel skriver med citat fra Brechts: "Leben des Galilei": Ve det land og de politiske grupper, der har brug for helte som Rørdam (og for den sags skyld [den antisemitiske kritiker] Harald Nielsen). Endda på løgnagtigt grundlag.

En anbefalelsesværdig tankevækkende bog om markante personer i en oprivende tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Metz skriver i sin anmeldelse af Hans Kirchhoffs bog "Sådan valgte de", om Kaj Munks indstilling til antisemitismen: " Antisemitismen kom oven i mest for Rørdams vedkommende, hvor Munk var mere tvetydig".

Det er en opfattelse, Georg Metz bør stå alene med, for Kaj Munk blev under rejser i Tyskland, som en af de første, opmærksom på, at jødeforfølgelserne i Tyskland var organiserede, og at de kunne ses som starten på omfattende progromer. Endnu før krystalnatten.

Han protesterede meget tidligt mod dem i direkte og "åbne", henvendelser til Hitler. Disse henvendelser viser helt klart, at han nærede den største afsky for enhver form for forfølgelse af jøder og andre minoriteter. Jeg tvivler på, at Georg Metz vil kunne opstøve antisemitiske citater i Kaj Munks artikler overhovedet. Men tilbage står, at Kaj Munk formentlig var den dansker, der først direkte og internationalt protesterede mod jødeforfølgelserne i Tyskland. Den danske socialdemokratisk/radikale regering reagerede derimod ikke.

Georg Metz har naturligvis lov til at have sine favoritter, herunder regeringerne før og under besættelsen samt Erik Scavenius, der aktivt støttede Nazitysklands krigsførelse ved storsindet (uden betaling) at lade det danske samfund brødføde ca. 8 millioner tyskere igennem krigen.

Men det giver ham ikke ret til at så tvivl om Kaj Munks aktive modstand mod jødeforfølgelser af enhver art.

Nej, Kaj Munk var ikke antisemit - eller rettere, hvis han var, mente han i hvert fald, at Hitler overdrev - det gjorde Mussolini i øvrigt også. Men at han var antidemokrat og ulreahøjrenationalist, er et faktum.

Det er også et faktum, at netop nationalistiske kredse var de første i modstandsbevægelsen. Så fulgte kommunisterne efter angrebet på Sovjet. Og først derefter kom de andre partier nølende med. Mindst Venstre, som havde alt for travlt med at tjene på landbrugseksporten til Tyskland. Det er derfor dobbelt ynkeligt, at Fogh i dag prøver at blive modtandsmand med tilbagevirkende kraft. Her kan man faktisk tale om "værre sent end aldrig."

Men Kaj Munk var en middelmådig forfatter, der ville være glemt i dag, hvis ikke han var blevet myrdet - og filmatiseret af Dreyer. Rørdam har faktisk skrevet betydeligt bedre digte end Munk.

Georg Metz anmelder sjældent bøger. Han skriver med udgangspunkt i en bog om sine sædvanlige idiosynkrasier. Onde kolleger påstår at han heller ikke har læst dem. Men lad det nu ligge. Når han nu mener, at Scavenius' samarbejdspolitik og samarbejdet med tyskerne var det eneste fornuftige, kan det undre at han i den grad flipper ud over Valdemar Rørdam og kalder ham landsforræder.
Var han ikke slået med forbavselse og beundring for Tysklands sejre ligesom Scavenius. Var hans skriverier virkelig så farlige,at han i GM's verden også var landsforræder ? Den hellige forargelse efter krigen troede jeg egentlig ikke at GM støttede. Sympatisk var hans virke ikke, men forræderisk ?
Per Vadmand, det er rigtigt at landbruget skovlede penge ind under krigen. Det gjorde fiskeriet også og B&W den store kommunistiske arbejdsplads arbejdede på fuld tryk for tyskerne og mange andre virksomheder ligeså.
At partiet venstre ikke var særlig aktiv i modstandskampen er vist helt rigtigt, men det er vel ikke Andres Fogh's skyld, da han end ikke var født dengang.
Hans udtalelser kan man vurdere som man vil, men jeg opfatter da også hans "modstandssynpunkt" som et spark til sine egne. For sent kan man mene, for dumt mener andre.
Jeg troede engang at modstandsbladet Information i det mindste hyldede den væbnede modstand med alle dens fejl og mangler.
De sidste par år har samarbejdpolitikken næsten været et positivt mantra på bladet, hvorfor skal man så kalde en gammel nationalistisk digter som Rørdam for forræder ?. Medlem af DNASP var han ikke. Hans hyldestdigte var vel ikke værre end Scavenius' beundring for det samme Tyskland.
Hysteriet lige efter krigen er vel ikke noget, nogen er særlig stolte af og den gamle landsforræder røg med i købet. Han døde i Juni 1946. Jeg tager hatten af for Per Vadmand der tør stå op for en der ligger ned.

Georg Metz anmelder sjældent bøger. Han skriver med udgangspunkt i en bog om sine sædvanlige idiosynkrasier. Onde kolleger påstår at han heller ikke har læst dem. Men lad det nu ligge. Når han nu mener, at Scavenius' samarbejdspolitik og samarbejdet med tyskerne var det eneste fornuftige, kan det undre at han i den grad flipper ud over Valdemar Rørdam og kalder ham landsforræder.
Var han ikke slået med forbavselse og beundring for Tysklands sejre ligesom Scavenius. Var hans skriverier virkelig så farlige,at han i GM's verden også var landsforræder ? Den hellige forargelse efter krigen troede jeg egentlig ikke at GM støttede. Sympatisk var hans virke ikke, men forræderisk ?
Per Vadmand, det er rigtigt at landbruget skovlede penge ind under krigen. Det gjorde fiskeriet også og B&W den store kommunistiske arbejdsplads arbejdede på fuld tryk for tyskerne og mange andre virksomheder ligeså.
At partiet venstre ikke var særlig aktiv i modstandskampen er vist helt rigtigt, men det er vel ikke Andres Fogh's skyld, da han end ikke var født dengang.
Hans udtalelser kan man vurdere som man vil, men jeg opfatter da også hans "modstandssynpunkt" som et spark til sine egne. For sent kan man mene, for dumt mener andre.
Jeg troede engang at modstandsbladet Information i det mindste hyldede den væbnede modstand med alle dens fejl og mangler.
De sidste par år har samarbejdpolitikken næsten været et positivt mantra på bladet, hvorfor skal man så kalde en gammel nationalistisk digter som Rørdam for forræder ?. Medlem af DNASP var han ikke. Hans hyldestdigte var vel ikke værre end Scavenius' beundring for det samme Tyskland.
Hysteriet lige efter krigen er vel ikke noget, nogen er særlig stolte af og den gamle landsforræder røg med i købet. Han døde i Juni 1946. Jeg tager hatten af for Per Vadmand der tør stå op for en der ligger ned.

For historiens skyld vil jeg lige påpege, at Informations grundlægger Børge Outze faktisk havde stor respekt for Scavenius. Han var bestemt ikke enig i hans politik, men han accepterede helr, at Scavenius handlede ud fra, hvad han mente, var bedst for Danmark.

Når jeg nu har hakket på Venstre under Besættelsen - hvad der er god grund til - må jeg dog også lige nævne, at Venstres leder Knud Kristensen var en af de meget få samarbejdspolitikere - ud over Scavenius - der efter krigen vedstod sit ansvar for samarbejdspolitikken. Det burde Fogh måske også lige tænke over?