Læsetid: 5 min.

En stor dårlig sanger

Der er teknisk smalhals, men personlig petroleum i Nick Caves sangstemme, og hans nye album med sine følgesvende The Bad Seeds er endda til at synge med på. Danske Tomas Ortved fra Sort Sol formår til gengæld hverken at berøre eller blænde sin lytter
Nick Caves snøvlende sang kan dog noget.

Nick Caves snøvlende sang kan dog noget.

1. marts 2008

Når regnskabet en dag skal gøres op - og det skal det jo ifølge flere religioner - så vil Nick Cave forhåbentlig blive hevet frem fra mængden og fremhævet som en af vor tids største dårlige sangere. "Han intonerer som et par åbne bukser", som en af mine musikervenner engang sagde. Ikke uden beundring.

For selv han kunne høre at der - på trods af den tekniske smalhals - er noget stærkt beåndet over denne i dag 50-årige australiers snøvlende sang, som den forlader hans ranglede hylster i form af luft sat i svingninger. Luft svanger med sodede fortællinger om druk, hor, mord, synd, bibelske billeder og andet kulørt udskrab fra den menneskelige eksistens, som ingen endnu har undgået at få på tøjet.

Dig, Lazarus, Dig!!! hedder Caves seneste og 14. album i selskab med backingbandet The Bad Seeds, der i disse dage er en syv slyngler høj forsamling af guddommelige stratenrøvere. De spiller, som om de var blevet slæbt hen over sandpapir i haglvejr, men også som om de med tiden er blevet fint slebne af selv samme vejrlig og sandpapir. Der er en kantet tilbageholdenhed over de syv svende, der får bandet til både at slå kammeratligt rundkreds om Cave, men også tackle ham kærligt, men bestemt - især med orgelsoli fra den elektriske stol eller guitaristiske angreb, der falder ind i lydbilledet som brosten gennem blyindfattede vinduer.

Og albumtitlen? Jo, altså, der refereres til dén Lazarus, ham som hr. Jesus kom fire dage for sent til at redde fra døden. Men selv samme Lazarus, som Jesus forudsagde, ville genopstå fra sin grav og så sandelig også gjorde akkurat så.

Men i Caves hånd bliver der driblet rundt om Lazarus med det engelske ord 'dig', som jo både kan referere til at 'grave' og til at 'sætte pris på noget'. Og Cave synger Dig yourself, Lazarus. Elsk dig selv. Eller grav i dig selv? Eller grib i egen barm?

Og så handler sangen i øvrigt tilsyneladende om forfatteren Larry Sloman, der har skrevet den måske bedste Dylan-biografi On The Road with Bob Dylan og for nylig en bog om udbryderkongen Houdini, der beviser at han var spion. Anyway, jeg fortaber mig i tekstlige detaljer. For dem er der mange af, ja, i det hele taget så er den varme vibrerende luft fra Cave (der er blevet bedre og mere soulet med alderen) så ladet med nerve, at man uvilkårligt følger hver en stavelse.

Og så gør det politiske udsyn sig også gældende i Nick Caves tekstunivers: Rampant discrimination/ mass poverty/ third world debt/ infectious disease/ global inequality and deepening socio-economic divisions (it does in your brain!!!) WE CALL UPON THE AUTHOR TO EXPLAIN!!!!!!!, lyder det. Og man spørger sig selv om the author er den stadig mere udglattende presse. Eller om det er skaberen og sågar hans intelligente design. Og hvem er we?

Cave har selvfølgelig også evnen til at levere vor dødelige tummel i nærmenneskelige close-ups: Janie says we are all such a crush of want half-mad w/ loss we are violated in our sleep & we weep & we toss & we turn & we burn we are hypnotised we are cross-eyed we are pimped we are bitched we are told such monstrous lies.

Med årene er der blevet høvlet, hakket og slebet kanter af Cave og hans ondartede opkomlinge, og Dig, Lazarus, Dig!!! er på mange måder et jovialt, men ærværdigt album fra herren og hans kumpaner. Titelnummeret har et stampende omkvæd, der tigger om øllet fællessang - eller måske bare koketterer med samme.

Det er i hvert fald en form for pubrock, men fra en beverding på bredden af floden Styx. Og her såvel som på "Today's Lesson" synger Cave i et fortællende, lettere talende gear, der minsandten vækker mindelser om Patti Smiths "Rock N Roll Nigger".

Mere adstadige sange som "Moonland" og "Night Of The Lotus Eaters" gemmer på djævelen i detaljen. I de lettere afsindige congas og i ord som "And I'm not your favourite lover" på førstnævnte. Og i sidstnævnte: det Tom Waitske loop af, hvad der lyder som brugte bilers karburatorer.

Ja, der kan være noget nærmest poppet forsonligt over flere sange på Dig, Lazarus, Dig!!!, mens protagonisten formår at bevare sin egen kant som sanger og som tekstforfatter skriver sig langt ind i de helligste og dunkleste områder med guddommelig profanitet. Mr. Cave, det har som altid været en fornøjelse.

Ortveds mumlesang

Danske Tomas Ortved er på mange måder beslægtet med Nick Cave. Han har stået på samme koncertplakat som Cave i København - i Ortveds egenskab af trommeslager i Sort Sol. Og ligesom Cave blomstrede Sort Sol op gennem 80'erne som vigtige brikker i udviklingen af postpunken, ligesom de begge havde afsæt i punken. Sort Sol og Nick Cave var i mange år i samtidig kunstnerisk medvind.

Men mens Cave nægter at afblomstre, så er der noget lettere vissent over Tomas Ortveds debutalbum under eget navn, Sun Pistol.

Ikke fordi det er et uambitiøst album, men fordi det aldrig rigtig kommer til verden. Inspirationskilderne virker halvfordøjede. Der er noget stilfuldt, men for hult over de store klangrum og kor. Noget sundt dynamisk, men alligevel parfumeret over rocknerven. Det virker fortænkt. Og Sun Pistol er et sært fraværende album, hvor Ortved og den faste sparringspartner Hilmer Hassig og gæstemusikere - dem er der en del af - synes at kredse lidt for kælent omkring nogle sangskabeloner, som hverken er fødte eller ufødte.

Men okay, "Feeble Science" og "Money Money Money" er bestemt rytmisk interessante. "Cassandra's Casino" besidder en ganske mættet stemning, som løftes yderligere af Henrik Liebgotts flamenco-guitar. Og "Catch As Catch Can" draperes klædeligt i let arabisk inspirerede strygere. Men det er typisk i detaljen og ikke af helheden, man fornøjes.

Det hjælper heller ikke, at Ortved ikke kun er en kedelig sanger, men også forsøger at camouflere det i en produktion, der hensætter ham i en gråzone af mumlesang med rumklang og fjern radiostemme. Han er med andre ord ikke en god dårlig sanger, og han kan (eller vil?) hverken berøre eller blænde sin lytter.

Man kan høre afklange af Talking Heads' album Remain In Light, Einstürzende Neubauten, David Sylvian, Jaki Liebezeit måske, Nine Inch Nails, Bowie ("This Is Not America" springer frem i erindringen, når man hører Ortveds åbningsskæring), sågar Cave. Inspirationerne er altså fornemme, og det behøver jo ikke forhindre nogen i at komme op med noget, der lyder frisk og fritsvævende. Men det lykkes ikke Ortved, og Sun Pistol placerer sig i en skumringstime mellem et ulasteligt baggrundslydspor og en stiv kunstnerisk stiløvelse.

Man kan kun beundre Cave for hans evne til stadig målrettet at trække petroleum af hjertekamrene, sætte en svovlstik for læberne og spy flammeskrift. Endda med et stadig klarere glimt i øjet. Mens man kan undre sig over, at Ortved synes at være tilfreds med at udforske lækre detaljer i musikalsk habilt lag.

Uden at skabe afgørende helheder.

Nick Cave & The Bad Seeds: Dig, Lazarus, Dig!!! (Mute/EMI)

Tomas Ortved: Sun Pistol (Irmgardz 2.0) www.irmgardz2.dk
Udkommer begge mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu