Læsetid: 4 min.

Stor vovehals, stor krukke

Jørgen Knudsens sammenfattede Georg Brandes-biografi slår læseren med ærefrygt - for Brandes... og for Knudsen
Georg Brandes er den dag i dag så levende, at hans fjender ønsker at slå ham ihjel. Igen og igen.P.S. Krøyers portræt af Georg Brandes.

Georg Brandes er den dag i dag så levende, at hans fjender ønsker at slå ham ihjel. Igen og igen.P.S. Krøyers portræt af Georg Brandes.

Morten Langkilde

29. februar 2008

En indadvendt nation, selvglad, selvgod, selvforherligende og lummert hyklerisk.

Er der nogen, der kender sådan én? Det gjorde Georg Brandes. Og det var den, han gik i kamp mod, da han den 3. november 1871 i auditorium 7 i Universitetets Hovedbygning på Frue Plads holdt den første af sine forelæsninger med titlen Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur.

Forelæsningerne var et brag, der rystede klunkehjemmene. Efter det rædselsfulde krigsnederlag til Prøjsen og Østrig i 1864 havde dansk borgerskab trukket en nathue over sig og fæstnet den med bånd af fortrøstning til kongehus, præstestand og officerskorps. Og så stillede denne gavflab sig op og flåede i huen og dens bånd, mens han sagde de frygteligste ting.

Med sine ord ønskede Georg Brandes at vække sine tilhørere til det moderne livs vilkår, sådan som de blev blotlagt i den europæiske litteratur. Dermed startede han en rasende dansk kulturkamp, der snart flød sammen med landets politiske kamp mellem højre og venstre. Efter 30 år så kampen ud til at finde en slags afgørelse: Systemskiftet i 1901, hvor Venstre-sejren også indebar, at Brandes fik det universitetsprofessorat, hans fjender havde spærret ham vejen for. Lyse tider forude, oplyste tider, troede frisindets forkæmpere.

Så kom Verdenskrigen i 1914. Fire års sanseløse myrderier efterlod fremtids-troen blandt kadaverne. Bagstræbet tog over, siden fulgte fascisme, kommunisme og nazisme. Men Brandes havde tændt et lys, der gennem mørket blev båret videre af disciple som Poul Henningsen. Og igen, fra slutningen af 1960'erne, så det ud til, at Brandes-ideer om fri kritik, åbenhed, oplysning og humanisme satte den danske dagsorden.

Nå ja, så var der lige et valg i 2001, som det sejrende Dansk Folkepartis ideolog Søren Krarup ynder at omtale som et nyt 'systemskifte'. Dermed mener han en tilbagerulning til tiden før det første systemskifte i 1901. Og dermed - hvad den historisk bevidste Søren Krarup er opsat på - en revanche mod Georg Brandes og 'nedbryden af den danske folkesjæl og kristne arv'.

Georg Brandes er den dag i dag så levende, at hans fjender ønsker at slå ham ihjel. Igen og igen.

Denne markante skikkelse har forfatteren Jørgen Knudsen i årene 1985-2005 skrevet intet mindre end fem berømmede bind biografi om. Nu trumfer Jørgen Knudsen ved den bedrift at få dem skrevet sammen i et enkelt, overskueligt, slagkraftigt, medrivende bogværk på 648 sider. Jørgen Knudsen er tæt på sit 83. år. Georg Brandes var produktiv helt frem til sin død som 85-årig i 1927. Som læser konstaterer man: Den ene olding portrætterer den anden så levende, så livligt, så livfuldt, at ungdommens kilde flyder med tryksværten over siderne. Man sidder bevæget, med en klump i halsen.

Selvspejlingen

Georg Brandes havde det med at spejle sig selv, når han skrev sine biografier af store skikkelser. Iblandt dem: Holberg, Shakespeare, Goethe, Voltaire. Her er, hvad Brandes skrev om den tyske arbejderfører Ferdinand Lassalle, der døde i en duel i 1864:

"Hans brændende kærlighed til videnskab og kundskab, hans tørst efter retfærdighed og sandhed, hans begejstring, hans ubændige selvfølelse, hans dybe forfængelighed, hans mod, hans magtglæde: Alt havde den samme flammende og fortærende karakter. (...) En fakkelbærer, der gerne stillede sig selv i fuld belysning ved skæret af den fakkel, hvormed han bragte klarhed - grand oseur et grand poseur." - Stor vovehals og stor krukke.

Lige præcis hér skærer Jørgen Knudsen ind med ordene:

"Så kommer vi næppe selvportrættet nærmere!"

Knudsen synes selv klart bevidst om faren for at ende med at skitse sit eget billede, og han undgår den ved jævnligt at lægge Brandes i fremkaldervæske af syrligt vid. "Vor helt" kalder han ham lejlighedsvis.

Men stor er Brandes unægteligt. En af de største, vort land har frembragt. Han fik ikke overraskende profetens skæbne: Miskendt af sine egne.

Ingen dansker er offentligt blevet svinet til som Brandes. Alt blev brugt: Hans etniske oprindelse, hans kønsliv, hans fremtoning, hans personlige vaner.

Brandes fornægtede selv, at hans jødiske herkomst spillede en rolle for hans virke. Det var et forsøg på at dække sig og vel også for at fremhæve, at det var ophavet som europæer og dansker, der var afgørende. Alligevel står det indlysende, at den jødiske baggrund betød noget. Den gav Brandes et ståsted uden for danskheden, hvorfra han kunne betragte danskheden, skarpere og med større overblik end de, der bare var omsluttet af den.

I sin europæiske samtid var Brandes knyttet til alle betydende gennembruds-kræfter - og han knyttede dem til hinanden. En netværker, med snor i Ibsen, Bjørnson, Strindberg, G.B. Shaw, Zola, Freud, Zweig, Nietz-sche, brødrene Mann. Fran-krigs redningsmand under Første Verdenskrig, den republikanske tiger Georges Clemenceau, blev en nær åndsfælle, som Brandes var på hyppige Karlsbad-kur-ophold med, indtil de to ragede uklar over Verdenskrigen, fordi Brandes nægtede at holde med nogen af de kæmpende parter. Han fastholdt sin neutralitet som en afvisning af krigens afskyelighed. De mange intellektuelle, som lod sig lokke med på propagandaen, måtte siden beskæmmet indrømme hans klarsyn.

Apropos ordet 'intellektuelle': Det er ét, som Brandes har indført i det danske sprog. Sammen med 'frisind' og 'ildhu'.

Sin frisindede ildhu kastede Brandes også ind på de danske sønderjyders sag under det prøjsiske regimente. Det var en sag, som hans avis Politiken og hans politiker-bror Edvard ikke havde lyst til at røre - af skræk for den magtfulde militærmagt i syd.

Alt i alt: Ærefrygt for Brandes - og for Knudsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne F. Nielsen

Fra krukke til krukke

David Rehling har skrevet om Georg Brandes, der så et sys-
temskifte 100 år før tidehverspastoren, Søren Krarups hverve-
forsøg. Poul Henningsen videreførte arven efter Brande, også
i sin holdning til Fidel og meget andet.

Ja, der kan let opstå selvspejling, så det bliver den trykte eller
illuminerede biograf, der forgudet helten i fælles storhed. Helte
er dem, der mener det samme som én selv, så skurke er nød-
vendige som advarsel.

Og om Georg Brandes og Jørgen Knudsen, skrives, at "Man
sidder bevæget, med en klump i halsen." Thorkild Hansen dø-
de for tidligt. Han efterlod sig den dybtseende og hjerteknu-
sende biografi om oldingen Knut Hamsun (1859-1952).

I flere kommentare er udtrykt tvivl om politisk ståsted. Artik-
len og dysten med Uffe Ellemann-Jensen har overbevist mig
om den kulturradikale profil (R).

A propos kvinder. Når mænd ikke til stede, så snakker de vist
mest om børn, mænd og deres overskæg.

-----
UG og Beaufort 0.

Bjarne F. Nielsen

Søren Krarup Og sig det som det er!

Man drages let af sin modsætning, men jeg havde ikke troet,
at det skulle blive tidehverv.dk, som holdt mig hjemme om søn-
dagen. For uransagelige veje førte mig til en forstandig og ikke
mindst fornøjelig artikel med overskriften Håndtrykket, februar
2008, med "En højest privat erinding:.."

Jeg har gjort mig den forestilling, at vi alle sidder i Folkekirken.
Vi er: Kvinder - ateister - buddhister - hizb opdelt - jøder - kato-
likker - lutheranere - muslimer- og mange andre trosretninger og
lidt under halvdelen er mænd. Alle er velkomne og uden entré.

Er vi så alle sammen lige glade med, hvem der forretter Guds-
tjenesten? Jeg har spurgt nogle kvinder: - Vil du modtage oblat
og vin på knæ ved altergang, når gudstjenesten forrettes af
præsten Søren Krarup?

Jeg fik blandt andet svarene:
- Nej, aldeles ikke!
- Det er lige meget, når det er Krarup som præst.

Så spurgte jeg: - Hvem vil du helst have på prædikestolen, Søren
Krarup eller Margrete Auken? Begge svarede prompte: Margrete
Auken.

Spørgsmålet er så, om jeg ville gå til altergang, når præsten er
den fornøjede gnavpot, der rettelig skoser den riber bisp. Eller
når præsten er den smilende Margrete Auken? Jeg blev jo for-
nøjet af at læse om manden, der måtte på knæ for kvinden, så
valget er let nok og i det aller højeste fornøjeligt. Fremmødet
kunne være:

Præsten Margrete Auken.
Dronning Margrethe den anden af Guds Nåde og folkets vilje.
Margrethe Vestager med folkets vilje.
Helle Thorning-Schmidt med folkets vilje.
Villy Søvndal med folkets vilje.
Enhedslisten med folkets vilje.
og de mange knapt så fornøjede til højre og i erhverv, der må
lytte til pastoral tale på Tinge om andet end ligestilling.

For der er også 98 bestyrelser, hvor der efter sigende er 4 kvin-
delige kommunaldirektører efter en reform.

Og det bliver meget værre, så "Til helvede med denne finger-
nemme, tyranniserende snak om "ligestilling"! Lad fanden og
Systemet Politiken dyrke "anti-diskrimination" som den højere,
hellige sandhed!" Og der kan så søges styrkende ord hos bispen
Peder Palladius (1503-1560), der også reformerede.

Og vi kunne så forestille os, at Information rakte hånden ud til
Helle Thorning-Schmidt og Uffe Elleman-Jensen og Politiken.

Og var det ikke en idé for "Sig det som det er!"

Det er Georg Brandes, der ses øverst og som er et godt og ven-
ligt forbillede, Søren Krarup.

Med venlig hilsen

Bjarne F. Nielsen

Kommunalreformen i tal

Kvinder og mænd og i %
68 og 33 - Folkeskole (4)
51 og 49 - Befolkning 2008
41 og 59 - Folkekirke (3)
37 og 63 - Folketing (2)
5/6 og 95/94 -Kommunaldirektører (1)

Fordelingen burde vel være 51/49 for alle 5 grupper?

(1) DJØF.dk/online 09.08.2006: "Kvinderne tabte chefkabalen
i kommunerne .. Kun seks procent [5-6] af kommunaldirektø-
rerne i de 98 kommuner efter 1. januar er kvinder. Det er en
kraftig tilbagegang fra de 17 procent.."

(2) Søg "folketingets kønsfordeling" og linket "Uændret køns-
fordeling .. DR.dk/Nyheder.." 15.02.08: "Folketingsvalget blev
ikke et gennembrud for ligestillingen. Efter valget er der nøja-
gtig lige så mange kvinder i Folketinget som i det gamle ting,
nemlig 67 ud af 179 mandater. Det betyder, at kvindeandelen
er stort set uændret for fjerde valg i træk - 37.. procent .. er
kvinder."
(3) Folkekirken kristeligt-dagblad.dk, 14. aug. 2007: "...folke-
kirken, hvor 41 procent af de knap 2000 præster og provster i
dag er kvinder."
(3) Undervisningsmin. uvm.dk/statistik/grundskoler, se tabel
om "Kønsfordeling": "I alt var der i grundskolen ansat 46.847
kvinder og 22.667 mænd i 2005/06." I alt 69514.
7-9-13 om fejl.

Med venlig hilsen