Læsetid: 4 min.

Sulten nager stadig

Også sulten efter Hamsun. Men Rolf Heims sulteverden betager på Skuespilhusets overraskende interessante Lille Scene
Man kan godt spise papir, hvis man er virkelig sulten. Men man brækker sig hurtigt af det. Også i Rolf Heims fortolkning af Jon Fosses Hamsun-tolkning med Janus Nabil Bakrawi i hovedrollen.

Man kan godt spise papir, hvis man er virkelig sulten. Men man brækker sig hurtigt af det. Også i Rolf Heims fortolkning af Jon Fosses Hamsun-tolkning med Janus Nabil Bakrawi i hovedrollen.

Per Morten Abrahamsen

26. februar 2008

Skuespilhusets Sult er mere Jon Fosse end Knut Hamsun. Alligevel er tekstens stædighed meget Hamsun. Sådan en Hamsun plus 118 år. Hamsuns roman fra 1890 udpensler godt nok datidens klasseforskel og æresnormer i sin skildring af manden, der går rundt i gaderne i sit pæne tøj og næsten sulter ihjel. Men Jon Fosse har skrællet alle ydre kendetegn væk, søgt ind mod romanens modernistiske væren - og reduceret sin dramatisering af romanen til en eksistentiel beretning om en ædel mand i en kynisk verden.

Personligt tænder jeg på Jon Fosses minimalisme. Jeg nyder hans gentagelser af replikker, hans variationer af gentagelserne, hans variationer af variationerne af gentagelserne ... Men jeg kan også se, hvad minimalismen koster: At fortællingens suggererende effekt udebliver. At historiens nuancer fortoner sig. Og at scenografien og instruktionen overtager historien fra sproget.

Så jo, den sprøde portrætpsykologiske balance mellem ære og stædighed ryger i denne teaterversion. Alligevel var det en stor oplevelse at overvære urpremieren på Jon Fosses Sult. Ikke mindst fordi instruktøren Rolf Heim har angrebet denne ellers uangribelige historie så radikalt. Glemt er tydeligvis den ellers uforlignelige film af Henning Carlsen til Peter Seebergs manuskript fra 1966. Og glemt er Hamsuns voyeur-detaljer fra romanen: I Rolf Heims Sult-univers findes kun en fattig mand i en ligeglad verden. En mand i en verden, hvor logik og omsorg er blevet erstattet af tilfældighed og følelsesafstumpethed. En verden, hvor absurdismen lurer.

Hån i stereo

Rolf Heims betagende sulteverden er hverken for levende eller døde. Og det er en tilirret, nøgen verden. For scenografen Sisse Jørgensen har dristigt skåret Skuespil-husets Lille Scenes rum over, både på langs, på diagonalen og i højden. Dette blev et afgørende indvielsesgreb af denne nye scene, der mod forventning umiddelbart kom til at virke langt mere fremkommelig end den sært proportionerede Portscene til Høstsonaten. Scene-rummet bliver her en uhyggelig sliskeverden, der stykke for stykke knækker og brager under den sultne mand - på samme måde som hans virkelighedsfornemmelse smuldrer. I denne verden er alt irgrønt og symbolsk muggent, og intet sted kan man være i fred for andre mennesker. Her er hjemløsheden og skammen udstillet tredimensionelt. Hånen er i stereo, og ydmygelsen er med ekko.

Janus Nabil Bakrawi spiller den sultende. En venlig og smilende sultende. En overbærende og høflig taber. En indtagende fætter - og en charmerende og rørende hjemløs. Men ikke en højt-filosoferende outcast: Denne mand mærker sin mave, ergo sulter han. Naiv på grænsen til det enfoldige, men også elskelig. Mere mainstream end nørdet, men fuldstændig fortabt. "Mange tak," råber han, når folk jokker på ham.

Egholms røde sko

Langt farligere er Stig Hoffmeyers kapitalistmacho i en multirolle som alt fra pantelåner-onkel til liderlig ludergæst og sig-selv-nok-hjemløs. Hoffmeyer tør spille sin egoisme helt ud i det ekstreme, uden at sige undskyld, og dermed giver han forestillingen den kant, som instruktionen ellers kan miste i sin empativækkende sanselighed. Ikke mindst gennem Signe Egholm Olsens fascinerende og pigede urkvindeskikkelse, der omdanner sig fra overklassefrue til gadetøs uden at tage sine røde sko af. Hun kradser med sine negle ned ad murene. Og hun synger så friskfrækt og stærkt, både skingert vrængende og stille drømmende, at hendes sårbare figur vitterlig smelter sammen med Søren Graversens sære musiker, der i sit irgrønne jakkesæt glider med ind i væggene sammen med sin 'keyboardguitar'. Mest rystende er Graversen, når han begynder at hamre på væggene, så nødudgangsskiltet dunker og er lige ved at ryge ned. Denne larm bliver troværdig som en lydfortolkning af sult.

Dialog med distance

Men tilbage til replikkerne. For hvordan lyder en Fosse-replik? Tja. F.eks. den beskrivende. "Og det blev mørkt. I alle vinduerne blev det mørkt". Eller den nedladende: "Hvordan går det? Har du det godt?". Korte, klare sætninger, der kun afslører følelsesløshed, og som i Vibeke Staggemeiers oversættelse fint bevarer den norske distance i dialogen. Alligevel skal den værste ondskab findes i instruktionen. Som når manden står hos pantelåneren og er parat til at indgive sine briller for at få penge til et stykke brød. Her gjorde det fysisk ondt i tilskuerkroppen.

For mad er der ikke noget af, hverken hos Hamsun eller hos Fosse. Filmversionens dekadente ædescene hos den rige kvinde kommer heller ikke. I denne teaterversion begynder bogholderforfatteren langsomt at spise af sit eget papir, ligesom Fosse æder sig gennem Hamsuns handling. Men papir mætter ikke. Til gengæld overfører synet af papiret instinktivt kvalme, der sætter sig som fascinerende erindring. Om Sult.

Sult. Tekst: Jon Fosse efter Knut Hamsuns roman (1890). Oversættelse: Vibeke Staggemeier. Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Jørgensen. Lys: Esben Slotmann Jensen. Musik: Søren Graversen. Lille Scene, Skuespilhuset, til 17. mar. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu