En styrke ved Niels Arden Oplevs nye film, To verdener, er, at han fair og nuanceret introducerer publikum for en verden, som nok vil være de fleste fremmed. 17-årige Sara (Rosalinde Mynster) og hendes familie - Jens Jørn Spottag, Sarah Boberg, Sarah Juel Werner - er Jehovas Vidner, dvs. at de helt gammeltestamentligt tror på dommedag og Jehovas Vidner som de eneste sande troende, der vil overleve på denne yderste dag.
Sara og hendes familie er dog ligesom så mange andre stærke i troen, ja, men også glade for hinanden og en tilsyneladende fasttømret enhed. Det er først, da Saras mor og far (Boberg og Spottag) flytter fra hinanden på grund af farens utroskab, og da hun selv forelsker sig i den lidt ældre Teis (Pilou Asbæk), der ikke er Jehovas Vidne, at Sara for alvor begynder at stille spørgsmål ved kirkens - eller sektens, alt efter hvem man spørger - strenge og missionerende levevis. Det er også på dette tidspunkt, at To verdener ikke længere kan holde dampen oppe. Det, der for Sara nærmest kommer til at handle om liv eller død - overholder man ikke reglerne, bliver man udstødt, også af sin familie - føles ikke tilnærmelsesvis så påtrængende og alvorligt for publikum.
Purunge Rosalinde Mynster - datter af Karen-Lise Mynster - og Pilou Asbæk er gode og troværdige både sammen og hver for sig, men det er ikke nok til at løfte filmen dramatisk.
Fra styrke til svaghed
Hvor instruktørens forrige film, Drømmen - der også var en frigørelsesfortælling - havde en stærk hovedperson i skikkelse af en skoledreng, der gjorde oprør mod en klart defineret skurk, en sadistisk skoleinspektør, vil Arden Oplev og hans medforfatter på manuskriptet, Steen Bille, på ingen måde fordømme eller udstille i To verdener.
Det er en film om religiøs fundamentalisme blandt mennesker som du og jeg - en god, løfterig pointe - men trods enkelte virkningsfulde scener, hvor Vidnernes ledere, De Ældste (Anders W. Berthelsen og Hans Henrik Clemmensen), dukker op hos Sara og Teis for at få hende med hjem igen, går manuskriptet så stille med dørene, at begivenhederne ikke bliver så farlige eller tankevækkende, som de burde.
Måske skyldes det, at der ligger en virkelig skæbne bag historien og Mynsters karakter - en pige ved navn Tabita. Den slags kan lægge en dæmper på de kunstneriske, dramaturgiske udfoldelser, og det, der til at begynde med var en styrke, fairness og nuancer, ender med at blive en svaghed.
To verdener. Instr.: Niels Arden Oplev. Manus.: Niels Arden Oplev og Steen Bille. Dansk (Biografer landet over) Foto: Jens Juncker-Jensen
Niels Arden Oplev har ikke forstået det univers, der hedder tro og Jehovas Vidner.
Og det har han ikke, fordi han i forbindelse med filmens tilblivelse ikke har taget kontakt til Jehovas Vidner men i sin research kun har talt med ex-vidner, der i tro eller adfærd har fravalgt troen.
Det er umuligt at forstå et trossamfund ved kun at tale med dem, der har forladt det.
Ganske enig
Nu ved jeg ikke specielt meget om Jehovas Vidner, men fx scenen, hvor de Berthelsen og Clemmesen tropper op på dørtrinnet minder mig tilnærmelsesvis mere om et mafia-scenario end det minder mig om et realistisk billede på Jehovas Vidners overtalelsesteknik
Andersen og Rytter
Det er muligt, at Arden Oplev ikke har taget kontakt til Jehovas Vidner, men ikke desto midre har han ramt et ganske præcist billede af den virkelighed, vi der er vokset op i Jehovas Vidner oplever enten på egen krop og sind eller ser venner eller familie gennemgå. Troen 'går i arv' - så at sige - og rigtig rigtig mange unge, der er opvokset i sekten kommer på et eller flere tidspunkter i situationer, som den, den unge pige i filmen oplever. Og nej, K. Rytter, scenen med de ældste på dørtrinnet er ikke nogen overdrivelse.
To Verdener er ganske simpelt et sjældent vellykket indblik i sekten Jehovas Vidners indre liv. Derfor kan det undre noget, at JV's landsleder Erik Jørgensen på Betel i Holbæk afværfer filmen som et stykke fiktion, han ikke finder relevant at kommentere. For når nu dette er et helt igennem præcist portræt af sekten og familielivet og det at være ung og blive voksen indenfor JV, kunne man - hvis man altså er stærk i troen - med ro i sindet kommentere filmen med, at 'jamen sådan foregår det. Og det er vilkårene: hvis du vil praktisere den eneste sande tro og dermed gøre dig fortjent til den eneste sande Guds belønning i form af det evige liv på en paradisisk jord, efter Jehovas og Kongen Jesu Kristi krig imod Satan og verdens ondskab, Harmageddon, ja så må man ofre sig og lægge bånd på sig selv for fællesskabets skyld og for at vise sin tro i handling og dermed behage Jehova.
Dette skulle man mene, Erik Jørgensen og landsledelsen på Betel ville have en interesse i at være ærlig omkring, da JV jo har som erklæret mål at udbrede viden om og forkynde det glade budskab om Sandheden. Målet er som bekendt at ekspandere og hverve så mange medlemmer som muligt her lige op til Harmageddon, og her har vi en - måske ikke så tiltalende, men så i hvert fald temmelig præcis - introduktion til livet som et Jehovas Vidne på godt og ondt her i den sidste svære tid, hvor Satan frister og prøver os på alle mulige måder, der skal gøre det svært at leve efter Bibelens påbud og forbud.
Er der egentlig lavet lignende film om Scientology? Den nyreligiøse sekt tematik interesserer mig af indlysende årsager. Er der nogen, der kan komme med film-tips?