Læsetid: 6 min.

Versus glat Berlin

Einstürzende Neubauten er stadig noble vildmænd, men de er også stadig vildere med stilheden. AGF er en poetisk kriger bevæbnet med laptop. Og begge leverer forsvar for kreativiteten og den porøse historie og dermed også angreb på den stadig glattere udgave af deres bopæl, Berlin
Einstürzende Neubautens forsanger Blixa Bargeld har ofte kritiseret Berlins arkitektoniske udvikling, bl.a. her på Potsdamer Platz, hvor højhusene nu rager op.

Einstürzende Neubautens forsanger Blixa Bargeld har ofte kritiseret Berlins arkitektoniske udvikling, bl.a. her på Potsdamer Platz, hvor højhusene nu rager op.

Carsten Snejbjerg

13. februar 2008

Berlin. Byen med de enorme sår, og byen der har det med at sætte plastre over sårene. Potsdamer Platz er over et årti forvandlet fra et rungende tomt mindesmærke over grov ideologisk opdeling til en opvisning i kapitalistisk arkitektonisk jubeloptimisme. Statuer af gammelkommunister er gemt bort i trækasser flere steder i Berlin.

Og Palast Der Republik, det tidligere DDR’s parlamentsbygning, er ved at være definitivt afmonteret for at give plads for genopførelsen af det slot, som stod der indtil 1950. Mange er glade for at slippe af med den klodsede rektangulære og asbest-forede arkitektur med de nu forsvundne bronze-farvede spejlglaspartier. Men der har været stærke protester fra en yngre generation af arkitekter, som har opponeret mod det, de mener, vil være udviskningen af historiske modsætninger og dyrkelsen af en alt for strømlinet historisk narrativitet.

Sådan er det med historieskrivning. Skrevet og overplastret af vinderne. Men så er det heldigt at vi har (vest)berlinere som Einstürzende Neubauten – tysk for kollapsende nybyggerier. Gennem deres intellektuelle, stadig lettere industrielt klangfarvede artrock giver de os den dag i dag stærkt prægnant, hvislende skarp og dramatisk poetisk civilisationskritik – ikke mindst på det arkitektoniske plan, som både konceptuelt og musikalsk spiller en central rolle. Fra begyndelsen har de således betjent sig af udstyr til og fra både opbygning og nedrivning: Trykluftbor, olietønder, knust glas, bølgeblik, metal- og plastikaffald, pvc-rør, betonflader.
De har excelleret på deres helt egen musikalske byggeplads siden 1980, og få dage efter udsendelsen af deres debutsingle ”Für Den Untergang” styrtede taget på Berlins Kongresshalle sammen. Bandets skæbne som modpolitisk tandsæt, romantisk svejseflamme, geniale dilletanter og budbringere af en ny industriel lyd syntes således beseglet fra første færd. En infernalsk, stamme-rytmisk, intellektuel vision, som dog efterhånden har sluppet sine punkrødder og er blevet mere og mere poetisk i en mere tyst forstand. Stilheden har fået mere og mere plads.

I dag er det både opbygning og nedrivning for at nå op eller ind til en højere sandhed, der optager bandet og ikke mindst den uforlignelige forsanger og tekstforfatter Blixa Bargeld. Der tit og ofte har kritiseret fx udviklingen på Potsdamer Platz.

Alles Wieder Offen er deres første såkaldte ”officielle offentlige” album siden Perpetuum Mobile fra 2004. ”Officielle offentlige” fordi Einstürzende Neubauten i mellemtiden har udgivet over ti plader eksklusivt til abonnenter (kaldet supportere) på deres website www.neubauten.org.

Alles Wieder Offen er bedst, når bandet holder igen. Ikke det man lærte at elske dem for i sin tid, men deres evne til at arbejde med dynamikken mellem det tomme og det udblokkede og med spændingsopbygning har nu altid været betagende. Ikke mindst på nærværende albums åbningsnummer ”Die Wellen”, der efterlader lytteren på afgrundens rand, stirrende direkte ned i stilheden. Som så brydes af den åndeløst smukke ballade ”Nagorny Karabach”.

Der flirtes også som på et par af de foregående plader med visesangskrivningen på ”Ich Hatte Ein Wort”, mens ”Von Wegen” smukt ægter slagtøjets varemærke-metalliske sturm und drang med en romantisk tårnende strygersektion og Bargelds både intimt lavtflyvende og højt deklamerende sang.

Til gengæld virker bandet lidt træt, når de dyrker den manende offensiv. Som på ”Weil Weil Weil” og også i passager på ”Let’s Do It Dada” – en til tider højrøstet og ganske morsom gemytlighed om ja, altså, dadaismen og også futurismen. Men på begge numre spiller bandet nærmest pligtskyldigt med musklerne, som en aldrende kanonkonge i et falmet cirkus.
Men det er undtagelserne på et ganske fyrigt album fra fem aldrende herrer, som økonomiserer smukt med deres kræfter og talenter og bygger mere lydarkitektur fra post-civilisationens overdrev. Med Blixa Bargelds tekstlige surrealisme, naturromantik, kristent drivtømmer og dadaistisk revolverpoesi som antibiotika mod udvikling for udviklingens skyld, mod politisk og åndelig korruption. ”All you learn is nothing more than parallel parking”, som der står i booklettens engelske oversættelse af de fornemme tyske originaltekster.

Einstürzende Neubautens position har selvfølgelig forandret sig. I dag er de i en del af overklassen på den alternative scene. Stadig i stand til at kritisere udviklingen, men fra en etableret, privilegeret position fjernt fra de selvdestruktive, men stærkt kunstneriske 80’ere, hvor de levede fra hånden til munden i et prisbilligt vestberlinsk bohemia.

Landsmandinden Antye Greie alias AGF (Fuchs hed hun tidligere til efternavn) er noget helt andet. Guds ord fra østlandet, en digital opkomling og en tilflytter i Berlin. Hun voksede op i DDR, i Halle, 200 kilometer syd for Berlin. Hun var 19 år, da muren faldt i ’89 og dermed rev hul i Einstürzende Neubauten og mange andre kunstneres kreative trykkogeridyl.
I mange år efter kæmpede hun med at genopbygge sit historiesyn fra bunden. Rive ned, så bygge op. En genlæringsproces hun bl.a. refererede til i titlen på sit selvbiografiske soloalbum Westernization Completed fra 2004. Og i teksterne: ”Where I come from: Deepest East Germany/I agree we used to grow up unfree/I woke up in a small restricted world/Protected like brainless, but no homeless/No scare to care to be able to pay a rent”, fortalte hun med en stemme et karakteristisk sted mellem Laurie Anderson i den køligt poetiske klang og Nico i den tunge udtale.

På AGF’s nye album Words Are Missing er der ingen ord. Men hendes svale røst er der stadig, blot som et dadaistisk og/eller klangligt element i de både poetiske, rytmiske, konfrontatoriske, liflige, uhyggelige, sitrende, symmetriske, flossede, dramatiske, sirlige, kaotisk morsomme og dronende sørgmodige kompositioner. Stemmen bliver en slags konkretmusikalsk byggeklods, mest kontant og refererende på nummeret ”Presswehen”, hvor en kvinde tydeligvis lider under veers kommen og gåen.

Der er fællestræk med Einstürzende: Der er de dadaistiske referencer, de konkretmusikalske strategier, og så er det svært at tænke sig AGF’s brug af industrielle klange uden de stolte forfædre.

Hendes klange er i mange tilfælde digitale og formentlig bygget ud af bits i hendes laptop. Hvorfra man får 16 dekonstruktive konstruktioner fulde af referencer til virkelighed og fantasi; 16 ordløse utopier og dystopier – abstrakte diskussioner over tunge temaer som historisk glemsel, narcissisme, kommunikations-sammenbrud og meningsløsheder som ord ikke altid kan dække eller forklare. Tag fx ”KZ”, som tonsætter AGF’s oplevelse af som 16-årig at besøge Buchenwald-lejren.

Med Words Are Missing har AGF forfinet sin poetik yderligere, og hun vover sig endnu længere ud uden sproget som støtte – med både konceptuel legesyge og tøjlet passion.

Teknologi er ikke fremmedgørende i denne dames hænder, men et instrument til at diskutere tanker og bearbejde virkelighed med. Og konsekvensen er en kognitivt stimulerende og til tider stærkt vedkommende electronica. Kølig, ja, måske, men brændende i sit udspring. Nærvær gennem elektronik.

Både AGF og Einstürzende Neubauten bebor et Berlin i rivende udvikling. Fjernt fra det vestberlinske slaraffenland for bohemer som sidstnævnte beboede op gennem 80’erne. I dag er byen ramt af både genforeningens økonomiske krise, kvarterløftenes og investorernes ensretning af boligmassen samt stigende fødevarepriser og huslejer. Og begge parter har således beklaget sig over hvordan berlinerne/vesterlændingen af samme grund bruger mere og mere tid på at tjene penge og mindre og mindre tid på at skabe og være.

Den 4. november 2004 spillede Einstürzende Neubauten i Palast Der Republik og dele af den tidligere nævnte ballade ”Nagorny Karabach” er optaget den aften. Dengang var nedrivningen af bygningen allerede begyndt, og om nogle år står der en tro kopi af et gammelt slot, hvor DDR-parlamentet ellers stod og fredsommeligt mindede folket om et totalitært regimes idioti. Arvæv som uerstattelig erindring. Historien bliver dermed lidt glattere, lidt mere hult romantisk i Berlin. Men en mere kompleks, porøs, modsætningsfuld genopbygning og historieskrivning er i gang andre steder i byen. På to kreative platforme af vidt forskellig observans: I værkstedet hos de noble rødder i Einstürzende Neubauten. Og på den betydningstunge harddisk, der tilhører AGF.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu