Læsetid: 5 min.

Vidunderlig nordisk treklang

På papiret har danske Henrik Hall, færøske Teitur og norske Kaizers Orchestra ikke stort til fælles, kunstnerisk set - til gengæld har de udsendt kvalitetsskiver, der alle tre både øger den lyttendes velbefindende og udvider hendes horisont
På papiret har danske Henrik Hall, færøske Teitur og norske Kaizers Orchestra ikke stort til fælles, kunstnerisk set - til gengæld har de udsendt kvalitetsskiver
16. februar 2008

Da gudebandet Love Shop gik hver til sit for et par år siden, var de færreste i tvivl om, hvorvidt forsanger Jens Unmack ville få en solokarriere op at stå på samme måde, ligesom man givetvis næppe havde hørt det sidste fra producer-guitarist Hilmer Hassig. Jokeren i den forbindelse var mundharpevirtuosen Henrik Hall, som til gengæld tog røven på alle, da han ud af det blå leverede en af 2006's bedste skiver, den intense og vellykkede Solo, som høstede ham fortjent applaus fra såvel kritikere som publikum. På den efterfølgende turné demonstrerede denne stilfulde flanør, at han også i den grad formåede at gøre sig på en scene, hvor han teede sig, som om han både ejede lortet og stort set aldrig havde lavet andet.

Nu følger den efterhånden 60-årige Hall op på debuten med det mindst lige så effektive Chok suk og koma, hvor han viderefører såvel det klanglige som det tekst-lige fra det dunkle univers, der introduceredes på debuten.

Det vil sige rytmisk tæt - sine steder næsten maskinel - rockmusik af en egen melankolsk majestæt, med lige dele ravnsorte 80'er-referencer og en egen skæv, lettere fortabt nutidsfornemmelse. Det er det desorienterede moderne vesteuropæiske menneske, der får stemme i sange som "Kompost", "Den sidste flanør", titelnummeret, "Suzuki" og mange flere træfsikre kompositioner fra en mand, der tydeligvis ikke går med planer om at lade sig førtidspensionere. Tværtimod slår det én, hvor meget tættere på tingenes hjerte Hall egentlig befinder sig end nok så mange af tidens nogen-og-tyve-årige sanger-sangskrivere, der næsten ikke orker løfte snotten ud af egen navle. Tværtimod hersker der en indsigtsfuld omverdensbevidsthed over sangene her, som i den grad hjælpes på vej af Himmelstormerne, Halls forrygende band samt ikke mindst keyboardmanden Mikkel Damsgaards kongeniale produktion.

For anden gang i træk beviser Hall, at kunstnerisk vitalitet, vilje og virilitet er en selvfølge og intet har med alder at gøre. Tværtom, fristes man til at sige, for der er virkelig horn i musikken her. Vi takker, bukker og anbefaler uforbeholdent.

Eksplosiv slagkraft

Blandt de temmelig få norske rocknavne, der har fået hul igennem her til lands, befinder det overstrømmende dynamiske Kaizers Orchestra sig helt i toppen af pyramiden. Dette skyldes ikke mindst gruppens inciterende koncerter, hvor man skal være lavet af træ, hvis man ikke lader sig vælte over ende af den testosteronstinkende energi, der udgår fra scenen, hvor denne flok gale nordmænd slår deres volter og generelt går amok på det smukkeste, gerne iført Første Verdenskrigs-grej og med stor forkærlighed for at hamre løs på sagesløse metalbeholdere med koben m.m.

Det er vildt og voldsomt befriende, denne lyd af et beruset østeuropæisk sigøjnerorkester, der ramler ind i en outreret Tom Waits-produktion med klar inspiration fra østeuropæisk ompa-musik (el. om-pah), og deres gennembrudshit hed da charmerende nok også "Ompa til du dør", en opfordring vi var mange, der fulgte. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det måske, at de har opnået internationalt gennembrud på trods af - eller fordi - de synger på norsk, tilmed den Bryne-dialekt, som tales i Sydvestnorge. Tekstuniverset på de forskellige plader hænger indbyrdes sammen, og det kommunikerer gerne sammen på kryds og tværs med faste referencer til størrelser som Katten, Marcello, Clavier, Maestro/Dieter Meyer/Papa, Señor Flamingo, Clementine, Constanze, Mr. Kaizer, Vincete m.fl.

På gruppens fjerde studiealbum, Maskineri, er det hidsigt opflammende nedtonet en smule til fordel for større fokus på mere klassiske sangskrivningsdyder. Det er måske gået en smule udover gruppens profil som uforbederlige hellraisers, men til gengæld viser Maskineri bandet fra en mere subtil, flertydig og i sidste ende nok også musikalsk interessant side. Man kan hævde, at de bevæger sig mod det stuerene her, men de har i givet fald ikke sat skarpheden over styr og lur mig, om ikke dette materiale også vil vise eksplosiv slagkraft på en scene. Personligt lader jeg mig i hvert gerne forføre af en melodi så skøn som den, der er blevet "Enden af november" til del og alt i alt tyder Maskineri på en klædelig kunstnerisk vækst samt ikke mindst en uforbederlig vilje til at inddrage endnu flere musikalske genrer i et i forvejen righoldigt musikalsk univers.

Romantisk trubadur

Som rosinen i pølseenden kommer færøske Teitur flanerende med sit seneste udspil, det elegant vindende og af atlanterhavsk melankoli gennemsyrede The Singer, en blæret opvisning i den allermest skrabede form for musikalsk minimalisme længe hørt. Den gode Teitur Larsen har denne gang selv produceret, men hvad der virkelig påkalder sig den lyttendes interesse - ud over de gennemført gode sange, selvfølgelig - er de intrikate arrangementer, solisten har begået i samarbejde med Tróndur Bogason, der også tegner sig for den begavede orkestrering med tilhørende partiturer. The Singer er Teiturs tredje engelsksprogede album - med gennembrudsskiven Stay under the Stars fra 2006 som et foreløbigt højdepunkt - men han fandt også tid til at udsende et charmerende intermezzo sidste år, hvor sangsproget var hans hjemlands vemodigt klingende færøske mål, mens den musikalsk til gengæld var hans mest løsslupne til dato.

Teitur er hele karrieren igennem - han debuterede i 2003 - fremstået som den ultimativt romantiske trubadur, der hele tiden balancerer på en knivsæg af store, nærmest overvældende følelser, hvilket har givet ham prominente fans blandt åndsbeslægtede kunstnere som Rufus Wainwright, Aimee Mann og John Mayer. Han er også alt andet end berøringsangst hvad angår samarbejde med andre og en lang stribe af sangene på The Singer er blevet til i samklang med andre. Men det forhindrer ikke hans udtryksfuldt skælvende stemme i at brænde rent, fint og stærkt igennem på alle pladens 10 sange, der som sagt er så underspillede i deres anslag, at næste stop meget vel kunne være stilheden. Til da udfylder The Singer fint samme med sine indtrængende, dybfølte og fornemt forløste kompositioner, der er gennemvædede af den der særlige spleen, man vist skal være nordbo for helt at kunne forstå.

Henrik Hall: Chok suk og koma (A:larm) Udkommer mandag d. 18.2. Kaizers Orchestra: Maskineri (A:larm) Udkommer mandag d. 18.2.Teitur: The Singer (Arlo & Betty Recordings/ Playground) Er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu