Læsetid: 4 min.

Den vidunderlige vækkelse i modvind

Fra forfatteren Richard Florida, der gav os homo-indekset og betegnelsen 'den kreative klasse', kommer nu et opråb imod alle de kræfter, der hæmmer kreativitet, bekæmper tolerance - og spolerer den økonomiske vækst
Kreativitet. Det lukkede Amerika tager ingen chancer. Og derfor er USA truet i den globale konkurrence om 'talent', fordi det er netop blandt minoriteter som immigranter, kreativiteten blomster - og dermed også økonomien, mener superøkonomen Richard Florida.

Kreativitet. Det lukkede Amerika tager ingen chancer. Og derfor er USA truet i den globale konkurrence om 'talent', fordi det er netop blandt minoriteter som immigranter, kreativiteten blomster - og dermed også økonomien, mener superøkonomen Richard Florida.

LM Otero

1. marts 2008

Amerikanerne er blevet bange. De opruster ved grænserne og overvåger, hvem der kommer ind. Det er blevet sagt, at enhver amerikansk grænsebetjent frygter at blive den, der lukker den næste terrorist ind i landet. Men den indstilling kan meget vel betyde, at den næste Bill Gates ikke ville blive lukket ind i landet.

Den amerikanske kamp mod terrorisme er ifølge guruen for det progressive erhvervsliv, Richard Florida, blevet til en trussel mod den amerikanske økonomi. Amerikas storhed bygger, i følge Florida, på, at landet ikke alene har tiltrukket de bedste hjerner og stjerner fra hele verden, men også dem, der ville blive det. Det åbne land gav folk en chance. Nu tager det lukkede Amerika ingen chancer. Og derfor er USA truet i den globale konkurrence om 'talent'.

Denne problematik er udgangspunktet for Richard Floridas opfølger til sin globale gennembrudsbog, Den kreative klasse, der nu udkommer på dansk under titlen Den kreatives klasse flugt.

Den bemærkelsesværdige tese i Den kreative klasse var, at forudsætningen for økonomisk vækst kan resumeres til de tre t'er: Teknik, talent og tolerance. Florida fandt, at steder med høj koncentration af bohemer, homoseksuelle og immigranter har de bedste betingelser for at opleve økonomisk vækst. Den traditionelle modsætning mellem den kedelige, grå forretningsmand med briller og den frigjorte, kreative kunstner med vildt hår blev fusioneret i billedet af den kreative iværksætter, der på den slipsefri arbejdsplads i de kærlige kontorlandskaber sprudler med ideer og design. Arbejdsgiverens rolle er at stimulere medarbejdernes kreativitet og politikernes funktion bliver at investere i kultur, uddannelse og åbne byrum. Florida lancerede til måling af forskellige byers vækstpotentiale instrumenter som 'homo-indekset' og 'kreativitetsindekset'. Han hævdede, at den kreative økonomi kræver en fuldstændig politisk, kulturel og social omstilling. Den kreative klasse er ikke en vækkelsesprædikants ode til en ny økonomis løfter om lykke. Det er en grundig empirisk funderet analyse af betingelser for økonomisk vækst i det 21.århundrede med stadigt henblik på sociale modsætninger, voksende ulighed og klassemodsætninger. Det er Floridas ofte oversete, men indlysende pointe, at den kreative klasse er en overklasse. Betingelsen for en kreativ økonomi er en arbejderklasse, som tager sig af den materielle produktion og en omsorgsklasse, som plejer de kreative entreprenørers børn og ældre. Det er et af de problemer, som han undersøger i sin nye bog, at den kreative klasse foragtes af både arbejdere og omsorgspersonale som en selvoptaget liberal kult af egoister.

Flugten

Florida er blevet kritiseret af venstreorienterede for at gøre de barske betingelser i en økonomi, der kræver omstilling og resulterer i stress og tidlig udbrændthed, til en idyl og af højreorienterede for at nedbryde familieværdier og moralforestillinger. I sin nye bog besvarer Florida sine kritikere og understreger, at han hverken fører højreorienteret politik imod solidaritet eller venstreorienteret kulturkamp imod det konservative Amerika, men alene fokuserer på betingelser for økonomisk vækst:

"Det at opfordre til en mangfoldighed af ideer og indtryk handler ikke om politisk korrekthed - den økonomiske vækst kræver det."

Floridas projekt er at oversætte den kreative økonomiske imperativer til en politisk dagsorden og en kulturel agenda. Han tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad USA skal gøre for at forsvare sin stilling i den globale økonomi. Hans pointe er, at den politiske dagsorden, som ser indvandrere som potentielle terrorister og de kreative entreprenører som moralske vandaler i virkeligheden underminerer fundamentet for den amerikanske økonomi. Kina og Indien er ifølge Florida for langt efter USA på kreativitets-, tolerance- og homoindekset til at udgøre en reel trussel mod USA. Den største fare for USA er, at Canada, de skandinaviske lande og andre liberale demokratier med en socialdemokratisk velfærdsstat hver især vil tiltrække de videnskabsmænd, kulturproducenter og eventyrere, som tidligere rejste ind i USA. Problemet med regeringen Bush er i den optik ikke, at den lader sig diktere af storkapitalen, Problemet er snarere, at den lader sig styre af den forkerte storkapital: Det er de gamle virksomheder fra industrisamfundet og den gamle overklasse, som er blevet privilegeret under Bush. Problemet med Demokraterne er, at de ikke har forstået at tydeliggøre, at den kreative klasse ikke er en flok forkælede cafe latte-drikkende egoister, men at deres succes er en forudsætning for de andres velstand og job.

Det er forunderligt ved Floridas bog at følge, hvordan venstreorienterede og modkulturelle idealer bestemmes som kapitalistiske krav. Og det er i næste omgang bemærkelsesværdigt, hvordan disse kapitalistiske imperativer ikke alene i USA, men også i Vesteuropa er genstand for massiv politisk mistillid. Det er denne dobbelthed, som gør både de glade kapitalister og de vrede anti-kapitalister ambivalente. Og som kvalificerer Floridas bøger som udfordrende og underholdende pensum for begge positioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu