Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Viljen til det absolutte verdensherredømme

- er absolut til stede hos den danske duo The Storm. Det er talentet bare ikke. En aldrig så ærefrygtindgydende produktion kan ikke skjule det pauvre materiales himmelråbende tomhed - i ren fortvivlelse tvinger det vor anmelder i armene på Ekko
The Storm, duoen Johan Wohlert og Pernille Rosendahl oversvømmede markedet med heftigt iscenesatte fotografier af to smukke unge, stylet så eftertrykkeligt, at ethvert skær af realisme fortabte sig i kunstfærdig makeup, avantgardefrisurer og kluns, der så ud som om det lige havde foretaget en hurtig omstigning fra Hollywood.PR-

The Storm, duoen Johan Wohlert og Pernille Rosendahl oversvømmede markedet med heftigt iscenesatte fotografier af to smukke unge, stylet så eftertrykkeligt, at ethvert skær af realisme fortabte sig i kunstfærdig makeup, avantgardefrisurer og kluns, der så ud som om det lige havde foretaget en hurtig omstigning fra Hollywood.PR-

Kultur
9. februar 2008

På papiret ligner det et pladeselskabs våde drøm - sangerinden fra Swan Lee, et af de seneste års mest populære (om end ikke synderligt gode) orkestre, slår pjalterne sammen med bassisten (og nu altså også: guitaristen) fra Mew, som inden for det sidste tiår har manifesteret sig som både kritikerdarlings og publikumsfavoritter.

Før nogen havde hørt en tone fra denne - stadig på papiret - dynamiske duo, oversvømmedes markedet med heftigt iscenesatte fotografier af to smukke unge mennesker, stylet så eftertrykkeligt, at ethvert skær af realisme fortabte sig i kunstfærdig makeup, avantgardefrisurer og kluns, der så ud som om det lige havde foretaget en hurtig omstigning fra en Hollywood blockbuster af historisk tilsnit.

Som ekstra bonus - og guf for den grasserende mængde dameblade, det danske marked åbenbart kan oppebære - danner disse to appetitlige personager endvidere par privat og har sågar barn sammen. Det kan ikke gå galt. Vel?

Og det gør det måske heller ikke, i hvert fald kommercielt. The Storm debuterer nemlig på mandag med albummet Where the Storm Meets the Ground, som er indspillet og produceret i USA med legendariske Roy Thomas Baker i producerstolen. Det kan sagtens gå hen og blive en sællert.

Hvis ikke, er det i hvert fald ikke, fordi de to hovedaktører - den storsyngende Pernille Rosendahl og gemalen Johan Wohlert - ikke udviser viljen til det absolutte verdensherredømme med de 10 (eller 12, hvis man køber deluxe-udgaven) stort anlagte spor, der er at finde på dette klangligt imposante udspil. Problemet er i den grad så bare om talentet kan bære. Og der må vi gå helt ind til kernen af miseren her, nemlig sangskrivningen - thi i disse ører er sangene nemlig over en kam himmelråbende gennemsnitlige, om overhovedet det! Bag al stylingen, al hypen og Roy Thomas Bakers aldrig mindre end drabelige lyddesign - her kan man således høre, hvorledes atomkraftværksdrevne trommer lyder! - hyler tomhedens vind nemlig, ja, den går gennem marv og ben.

Når det betænkes, hvad der laves af gedigen (rock)musik for små penge, turde man mene, tiden var løbet fra den her slags mammutproduktioner, der grangiveligt lyder som et vaskeægte 1970'er-produkt, når den slags var værst - tilsat en spids 90'er-sensibilitet for god ordens skyld. Man kan tydeligt høre, at det her har kostet - både sved og dadler.

Dybt forstemmende

Men lige lidt hjælper det - en dubiøst bombastisk og fuldstændig uinteressant mainstreamrock uden særlige kendetegn (andre end det faktum, at Rosendahl synger dejligt) eller sågar mindeværdige melodier er resultatet af alle de anstrengelser og forhåbninger, der er blevet projektet til del.

På denne signatur, der har råspillet albummet i et væk i håb om at finde forsonende elementer (skæringen "The Table's Turning" er således næsten hæderlig), virker det dybt forstemmende. For at dreje kniven yderligere rundt i såret (og det morer mig ikke en skid, hvis det er det, De tror) myldrer tekstmaterialet med de allermest fortærskede udsagn om kærlighedens allermest banale sider. Det er godt nok en styg omgang ingenting - pakket overdrevent nydeligt ind - The Storm har betænkt os med.

Jeg kommer til at tænke på W.C. Fields, der på sit dødsleje blev spurgt, hvordan han havde det og dertil replicerede "All in all I'd rather be in Philadelphia".

Ekkos fede vignetter

Som de siger hos tandlægen: "Værsgo' at skylle" - hvilket jeg vil tillade mig at gøre med en absolut prunkløs lille instrumentalskive, der har ligget i min iPod et stykke tid og diskret og med passende mellemrum har gjort mig fuldstændig lykkelig. Det er en af den slags plader, som åbenlyst er blevet til i et avanceret hjemmestudie, der sikkert har til huse i en halvfugtig kælder i et af brokvartererne.

Kunstneren kalder sig Ekko - hvilket dækker over en vis Frithjof Toksvig, som vi med glæde erindrer fra outfits som The Poets og Deepfried Toguma samt fra hans rolle som hired hand hos folk som Mikael Thompson og Stephan Grabowski - og pladen kalder han I Know I Am Human; en skæg titel til en plade, der gennemstrømmes af varme, refleksion og menneskelighed.

Europæisk tristesse

Pladens 12 udsøgte og afdæmpede instrumentalvignetter lister sig nemlig i lytteren med filttøfler på og spreder en livgivende ro i det plagede og spidsbelastede korpus på en vindende facon, vi nok tør betegne som saliggørende.

I samspil med kapaciteter som Soma Allpass (cello), Georg Rune Andersen (bas) og flere andre fine musikere fremmaner Ekko billeder på nethinden af gamle europæiske byer i efterårslys, tomme legepladser, rømmede industriparker og storslåede, menneskeforladte vistaer, set gennem tintede bilruder.

Det er musik, der gennemsyres af en specifik (mellem)europæisk tristesse og skønhedsfaktoren er helt oppe i det røde felt fra første tone slås an.

Det er musik til at flytte ind i, men med en sådan rummelighed, at der er plads til rigtig mange af os.

Nej, det kommer aldrig på hitlisterne og det er yderst tvivlsomt, hvorvidt repræsentanter fra damebladene vil slå døren ind til Toksvigs bolig for at finde ud af, hvorvidt han nu også bruger Rexona eller ej.

Men mon ikke et par filminstruktører med musikaliteten intakt vil spidse ører og tænke, at det her godt nok lyder som svaret på deres kaffebønner?

Hvorom alting er, så sætter I Know I Am Human i den grad fut i den indre biograf med sine stemningsmættede og af melankoli gennemtærede lydcollager, som indtil videre i hvert fald har formået at øge i hvert fald denne lytters livskvalitet.

Som et svalende og rensende frikvarter for det moderne, spidsbelastede menneske anbefales skiven hermed i hvert fald varmt.

The Storm: Where the Storm Meets the Ground (Universal) Udkommer mandag

Ekko: I Know I Am Human (A:larm)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her