Læsetid: 3 min.

Anerkendelse som kitsch eller social kamp

Filosoffer og sociologer som Axel Honneth, Charles Taylor, Zygmunt Bauman og Nancy Fraser mødes i en fremragende ny antologi til diskussion af det omstridte begreb om anerkendelse
8. marts 2008

Anerkendelseskitsch: Medarbejderne vil så gerne anerkendes for deres unikke præstation, minoriteterne kræver anerkendelse af deres særlige identitet, og vores ledere appellerer om anerkendelse for deres store indsats for fællesskabet. Det er, som om ordet ’anerkendelse’ er blevet en trylleformular: Hvis man vil have sin vilje, skal man bare kalde det et krav om ’anerkendelse’. De mest egocentriske og uretfærdige krav om selvtilfredsstillelse synes at blive legitime, hvis man husker at sige ’anerkendelse’ undervejs.

Den strategiske misbrug af ordet anerkendelse belaster de intellektuelle teorier om anerkendelse, som er blevet etableret over de senere årtier. Kulturkritikere tager misbrugen af ordet anerkendelse og slår anerkendelses-teoretikere som Charles Taylor og Axel Honneth i hovedet med. Det sjove er, at både Taylor og Honneth selv er blandt de skarpeste kritikere af misbrugen af anerkendelsesbegreber: De hævder ikke, at ethvert krav om anerkendelse er legitimt. Tværtimod.

Målet med den nye antologi Anerkendelsespolitik er ifølge de to redaktør Rasmus Willig og Michael Hviid Jacobsen at vise, hvordan »anerkendelse er meget andet og mere, end blot et spørgsmål om overfladisk at hædre, hylde eller kåre. Der er også en anden, dybere og mere omsiggribende substans i anerkendelsen.« De har til dette formål samlet tekster af Charles Taylor, Axel Honneth, Nancy Fraser og Zygmunt Bauman. Antologien kan således læses som både en vellykket kritik af anerkendelseskitsch og en rekonstruktion af forskellige normative begreber om anerkendelser, der forbinder krav om muligheder for individuel selvrealisering med hensyn til det politiske fællesskab.

Identitetspolitik

Den amerikanske teoretiker Nancy Fraser ser den stigende fokus på anerkendelse som symptom på en større forskydning: Sociale konflikter beskrives ikke længere som kampe mellem sociale klasser, men derimod som kampe mellem gruppeidentiteter. Modsætninger i den sociale virkelighed udlægges ikke på økonomiske præmisser. De beskrives snarere som modsætninger mellem etniske grupper, seksuelle orienteringer, kulturelle forskelle eller religioner. De er eksempler på en identitetspolitisk tendens.

Fraser forsøger i sine to artikler til Anerkendelsespolitik at forbinde en økonomisk fokus på omfordeling med en kulturel fokus på anerkendelse. Hun oversætter den økonomiske bestemmelse af borgerens stilling i produktionsapparatet til en teori om social status, der både tager højde for økonomiske barrierer og kulturelle eksklusionsmekanismer. Det er for Fraser afgørende, at en teori om anerkendelse ikke handler om at bekræfte forhåndenværende sociale identiteter og fastholde eksempelvis en ’muslim’ som kun ’muslim’. Det gælder tværtimod om at sikre, at disse sociale identiteter ikke stiller sig stigmatiserende i vejen for den enkelte borger. Det overordnede mål for Frasers kombination af omfordeling og anerkendelse er, at tilvejebringe muligheder for ’lige deltagelse’ for alle borgere i det demokratiske fællesskab.

Den tyske socialfilosof Axel Honneth besvarer Frasers kritik af anerkendelses-teorien med en kritik af hendes begreb om ’lige deltagelse’. En kritisk teori bør ifølge Honneth ikke forfalde til den kommunitaristiske tilbøjelighed til at definere ’det gode liv’ ud fra ’fælles værdier’.

’Lige deltagelse’ fungerer ifølge Honneth netop som en ’værdi’ i Frasers teori. Honneth fastholder, at den værdige selvrealisering må forbindes med en kollektiv bestræbelse på at skabe social inklusion: »Social lighed drejer sig om at gøre det muligt for alle samfundsmedlemmer at skabe en personlig identitet.« Da Honneth antager, at alle mennesker kæmper for at udvikle en værdig personlig identitet, behøver han ikke formulere »fælles værdier« for at bestemme målet for det politiske fællesskab.

Den enkeltes kamp for at realisere sig selv kan formuleres politisk som en kamp for at sikre andre muligheden for at realisere dem selv. Denne dialektik mellem personlige krav og social inklusion viser sig i de moderne samfunds historie i etableringen af politiske og sociale rettigheder. Beskrivelse af denne historie udvikler Honneth til en normativ teori om, hvordan krav om anerkendelse kan evalueres kritisk i samtiden. Dialogen mellem Fraser og Honneth er højdepunktet i en vellykket antologi, som både rehabiliterer begrebet om anerkendelse kritisk og afdækker konfliktfladerne mellem anerkendelsestænkerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu