Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

For arbejdets egen skyld

Den amerikanske sociolog Richard Sennett har indledt en ny trilogi om 'materiel kultur', der lægger ud med en rekonstruktion af håndværket som kardinaldyd
Jeg er, hvad jeg laver. For håndværkeren er det afgørende ikke, hvad man laver, men hvordan man arbejder. Håndværkeren ser arbejdet som et mål i sig selv. Håndværkeren danner ikke sig selv i forhold til sine 'ressourcer' og 'sin indstilling', men i forhold til en faglighed. Model

Jeg er, hvad jeg laver. For håndværkeren er det afgørende ikke, hvad man laver, men hvordan man arbejder. Håndværkeren ser arbejdet som et mål i sig selv. Håndværkeren danner ikke sig selv i forhold til sine 'ressourcer' og 'sin indstilling', men i forhold til en faglighed. Model

Thomas Borberg

Kultur
15. marts 2008

Mennesket er blevet menneskets egen målestok. Det er en gammel humanistisk sandhed, som har fået ny praktisk betydning. Mennesket vinder i vores samfund overvejende sin sociale identitet på arbejdspladsen. Spørgsmålet "hvad laver du?" synes at fungere som synonym for, "hvem er du?". Og svaret på spørgsmålet er stilling på arbejdsmarkedet: "Jeg er elektriker", "jeg er skolelærer" eller "jeg er konsulent". Og den gode arbejdskraft vurderes på sin indstilling: Den værdsatte medarbejder er 'proaktiv', 'engageret' og 'møder problemer som udfordringer med et åbent sind'. Den dygtige kollega er 'positiv', og den negative kollega er en dårlig kollega. Det er symptomatisk, at Human Ressource Management regnes for den rigtige ledelse, og at psykologer, psykoterapeuter og selvbestaltede menneskekendere er blevet de store arbejdslivsvejledere: Fokus er på mennesket som en ressource under bestandig bearbejdelse.

Den amerikanske sociolog Richard Sennett har i sine seneste tre bøger Det fleksible selv, Respekt i en verden af ulighed og Den ny kapitalismes kultur prægnant og præcist afdækket denne kulturs forfaldsformer: Det fleksible selv bliver skrøbeligt, fordi det konstant skal overskride sig selv og sine erfaringer og permanent sætte sig selv på spil. Det bliver ængsteligt og præget af 'ontologisk usikkerhed'. Det savner, ifølge Sennett, forankring i en sammenhængende livsfortælling og stabilitet i en forudsigelig udvikling.

Håndværket

Med sin nye bog The Craftsman udvikler og systematiserer han et kritisk perspektiv, som allerede er antydet i de foregående bøger: Han vil rehabilitere håndværket bredt forstået.

Håndværkeren er i Sennetts perspektiv ikke kun dem, der går klædt i blåt Kansas-tøj. Håndværkeren er alle dem, der arbejder med en specifik faglighed:

"Tømreren, teknikeren i laboratoriet og dirigenten er alle håndværkere, fordi de er engageret i arbejdet for dets egen skyld. Deres arbejde er praktiske aktiviteter, som ikke kun er et middel til at opnå et mål."

Det afgørende er ikke, hvad man laver, men hvordan man arbejder. Håndværkeren ser arbejdet som et mål i sig selv. Håndværkeren danner ikke sig selv i forhold til sine 'ressourcer' og 'sin indstilling', men i forhold til en faglighed. Teknik er for håndværkeren ikke en bevidstløs rutine, men en engageret proces, hvor færdigheder udvikles og forfines:

"Den følelsesmæssige gevinst ved håndværket er dobbelt: Folk bliver forankret i den fysiske virkelighed, og de bliver stolte over deres arbejde."

Håndværkeren efterlader sig konkrete værker, hvorimod den stadige psykologiske selvbearbejdning uden faglige målestokke er en uendelig proces. Håndværket fungerer i den optik frigørende, fordi håndværket sætter målestokken for arbejdet uden for sig selv. Det tager ifølge Sennett 10.000 timers arbejde for en tømrer, en musiker eller en videnskabelig ekspert at komme til at beherske sit fag. Men beherskelsen er ikke et slutpunkt. Selv mesteren reflekterer over sit arbejde, mens det udføres. Gentagelser er for violinisten og guldsmeden ikke det samme som ensformighed, men opleves som en rytme: "At gøre det samme igen og igen er stimulerende, når det organiseres fremadrettet. Rutinernes indhold kan forandre sig og forbedre sig, men den følelsesmæssige gevinst er oplevelsen af gentagelsen."

Håndværkeren er 'engageret', fordi vedkommende er tilstede i den daglige arbejdsrytme. Den langsomme, faglige udvikling af færdigheder tilbyder den stabilitet og den progressive fortælling, som ellers udfordres af den moderne norm om 'projektarbejde' og 'omstillingsparathed'. Sennett fremhæver en anden psykologisk gevinst ved håndværket: Kolleger er ikke konkurrenter, hvis de sammen er engagerede i udviklingen af et specifikt produkt. Målet for arbejdet bliver ikke den individuelle præstation, men det vellykkede værk. Sennett bruger adskillige både historiske og nutidige eksempler på udviklingen af produkter såsom mobiltelefonen, der kun kunne blive skabt, fordi forskellige faggrupper var engageret i et fælles projekt. Der er således også en produktiv gevinst forbundet med håndværkerens indstilling til arbejdet.

Krop og hoved

"Making is thinking," er en slags motto for Sennetts nye bog. Han vil afmontere den udbredte forestilling om en modsætning mellem den frie reflekterede åndsarbejder og den bevidstløse håndværker. Gennem historiske analyser af guldsmedenes arbejde, Stradivarius' værksted og andre håndværksfællesskaber analyserer han den førsproglige erfaringsdannelse som kropslige erkendelser. Den dygtige violinist udvikler sine færdigheder gennem fingrene, den engagerede arkitekt ser ikke stoffet som modstand, men som materiale, der selv anviser forslag til en form, og den gode håndværker opholder sig tålmodigt ved stoffet. Håndværket som norm for arbejdspladsen tilbyder også en legitim autoritetsrelation. Sennett har tidligere analyseret, hvordan spørgsmålet om 'autoritet' er blevet et problem for arbejdspladser styret af humanistiske normer om 'magtfri relationer', hvor den overordnede ser sig selv som coach, der skal få medarbejderne til at blomstre. Når fagligheden sættes som sproget mellem overordnet og underordnet, bliver den rigtige måde at gøre tingene på til autoriteten. Den overordnedes placering i hierarkiet er ikke vilkårlig, men bestemt af faglig indsigt og kunnen. Ledelse handler i den optik ikke om at stimulere til psykologisk vækst, men om at optræde som fagligt forbillede.

Richard Sennett er selv en forbilledlig sociologisk håndværker, der tålmodigt opholder sig ved sit tema, indsamler oplysninger og genfortæller historiske forløb. Der er en række besynderlige faktuelle fejl i bogen og en bizar fejllæsning af Hannah Arendts begreber om 'Homo Faber' og 'Animal Laborans', men den pragmatiske afdækning af håndværkets kritiske og opbyggelige potentiale er overbevisende, fordi den ikke konstrueres ud af ingenting, men henviser til opfattelser af det gode og det rigtige arbejde, som allerede er udbredte, men tavse intuitioner. Man kan sige, at det lykkes Sennett at rekonstruere uudtalte selvfølgeligheder som korrektiver til kæder af de kapitalhumanistiske floskler, som cirkulerer uden videre modstand i offentligheden. The Craftsman annonceres af forfatteren som første bind i en ny trilogi om 'materiel kultur'. De to næste bøger handler om og tematiserer atter andre målestokke for mennesket end den menneskelige psyke: Ritualer til kultivering af aggression og bæredygtighed som forpligtende forhold til naturen. Den grundlæggende præmis for foretagendet er i virkeligheden en forlængelse af Hannah Arendts gamle pointe: For at mennesker kan træde sammen som mennesker, er de afhængige af en verden imellem sig, som er mere end dem selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis mennesket i vores samfund overvejende vinder sin sociale identitet på arbejdspladsen eller i kraft af sin erhvervsmæssige beskæftigelse, hvad gør da det arbejdsløse menneske? Lever et liv som identitetsløs? Kan man sige at den jobsøgende er søgende efter nu identitet?