Krise. Der går dårligt en søndag i Danmark uden en historie om, at et politisk parti er i krise. Socialdemokraterne kan man altid trække frem. De Radikale kan heller ikke finde deres egen midte, og nu siger den gamle statsminister Schlüter, at de konservative har brug for en Grøn Skole. Enhedslisten kunne sidste år ikke finde ud af, om socialisme kan kombineres med et tørklæde, og Venstre synes kun at holde krisen væk, så længe Fogh holder fast i statsministeriet.
Der er ifølge den socialdemokratiske politiker, forhenværende tv-vært og medforfatter til toneangivende debatbøger Christine Antorini i hvert fald to årsager til 'partiernes krise': Den ene vedrører partikulturen, mens den anden 'stikker dybere'. For det første 'skubber partierne væsentlige debatter' væk for at sikre 'ro på bagsmækken'. Den interne ro prioriteres over den fortløbende idéudvikling eller med Antorinis termer: 'Kamporganisationen' dominerer 'studiekredsen'. For det andet og væsentligere er det ikke lykkedes partierne at omstille sig fra industrisamfundet til 'videnssamfundet'. Det vil med andre ord sige, at de ikke har været i stand til at gentænke sig selv fundamentalt i forhold til de forskydninger i produktionsforholdene, befolkningssammensætningen og relationen mellem identitetspolitik og klassepolitik, som kendetegner 'videnssamfundet'. De fire traditionelle partier reflekterede forskellige sociale klassers livsprojekter politisk. Det gør de ikke længere, og de nye partier synes opstået som protester mod det underskud.
Det eneste parti, der forekommer på højde med videnssamfundet, er Dansk Folkeparti, men de træffer udelukkende de negative konsekvenser. Og de har, som Antorini præcist anfører, ikke formået at mægtiggøre den 'lille mand', men tværtimod givet stemmer til 'den bange mand'. Det kan i det perspektiv ikke undre, at valget i 2007 ikke handlede om nye visioner for velfærdsstaten, men om at forsvare og bevare en nation udsat for trusler og konkurrence. Den bange mands sprog dominerer den politiske offentlighed.
Antorinis erfaringer
I sin nye bog Fremtidens partier udlægger Antorini de politiske partiers krise med sine egne pædagogiske begreber, hun leverer journalistiske politiske analyser af Ny Alliances fald og Anders Fogh Rasmussens begrænsninger, hun opdaterer pointerne fra Det ny systemskifte, som hun skrev med Henrik Dahl og Lars Goldschmidt, og hun reflekterer over sine egne erfaringer som ungdomspolitiker i SFU, næstformand i SF og nu folketingsmedlem for Socialdemokraterne. Hun afslutter på ægte socialdemokratisk manér med at foreslå en uddannelse i politisk ledelse og nogle nye ministerier for 'solidaritet', 'tid', 'læring' osv. Og på den måde kommer bogen til at slutte som en karikatur på den engagerede elevrådsformand, der løser alle problemer ved at nedsætte udvalg, som skal arbejde med problemerne. Det kan man nemt gøre sig lystig over. Men den implicitte pointe er nok nærmere, at det er meget nemmere at være 'politisk kommentator', end det er at være folkevalgt politiker. Det er lettere at analysere problemerne, end det er at formulere en politik, som udfordrer den bange mands greb om dansk politik. Antorini leverer en fin analyse af partiernes problematik, og man bør læse hendes afsluttende anvisninger som præmisser for den fortløbende studiekreds' refleksioner og ikke som nye projekters pointer.
