Nydelsen har sin vildtbestand af møder.
Sådan lyder en løsreven linje i et digt af den franske maler Francis Picabia (1879-1953). Og man kan roligt nyde at rive linjer løs i disse tekster, som ikke dyrker konventionel logisk eller syntaktisk sammenhæng. Det er en anden kraft, der driver værket og etablerer vilde møder mellem ord og tanker.
Titlen på bogen er dristigt nok Tanker uden sprog. Og for at annullere en kluntet anmeldervittighed slutter Picabia af med et advarende ps:
"Til alle dem, som lysten til at sige, at dette sprog er uden tanke, kribler i, tilråder jeg et farligt besøg i zoologisk have."
Det er da heller ikke svært at fornemme tanken i dette sproglige, dadaistiske pariseroprør anno 1919, en lede ved de værdier, der spillede fallit med Første Verdenskrig. Man plejer at betone negativiteten ved dadaismen, men den er smækfuld af energier i sine latterliggørelser og sine nye konstellationer og uendelige opfindsomhed i forsøget på at se det hele med nye øjne.
Kammerat med bl.a. Duchamp, Man Ray og Tzara tog han som maler turen gennem impressionisme, kubisme og abstraktion og direkte ind i dadaistiske manifestationer i Zürich og Paris, dengang man som avantgardist ikke nøjedes med at udfolde sig i én kunstart. Samme år færdiggjorde han Poesi brum-brum, et digt ud i én køre over de 35 små sider, det fylder i Peter Borums elegante oversættelse i den smukke lyrikserie fra forlaget Bebob. Forfatteren bemærker i en note:
"Denne digtning har hverken begyndelse eller slutning, forestil Dem, at den ikke har noget omslag og bliver holdt sammen af kobberringe!"
Den løsning valgte Per Højholt til sin Punkter (1971).
De to nye bøger har samme oversætter, begge med dragende omslag af Per Kirkeby.
Og så er det endda ikke første gang. I 2002 kom Picabias samling blandede tekstbolsjer Jesus Kristus Rastaquoère, oversat af Manni Crone og Bebobs forlægger, Asger Schnack. Et aggressivt og heftigt udfald. Værker, hvis eneste eksistensberettigelse er, at de eksisterer. De repræsenterer den hjernes begær, som undfanger dem - for nu at stjæle nogle dadaistiske begrundelser.
Ingenting!
Blandt den snes dadamanifester, man svælgede i fra tiden 1916-20, finder man også et af Picabia, hvor han bl.a. gør kål på kubismen, "som udgør ideernes hungersnød". Kubisterne laver kuber af de primitive malere, af negerskulpturer, af violiner og guitarer, af illustrerede blade, af lort og pigeprofiler, nu skal de lave kuber af penge! Dada derimod vil ingenting, ingenting, ingenting, den får virkelig publikum til at sige: Vi forstår ingenting! Man kan tilslutte sig den oplevelse, eller man kan lade sig drage af de vilde møder mellem ord på papiret i traditionen fra Rimbauds Illuminationer, som Erik Knudsen nåede at levendegøre på dansk inden sin død, og fra Lautréamonts Maldorors sange, som vi har komplet i Lars Bonnevies version. Kodeord i Picabias mærkelige genrebilleder af gloser og metaforer er kærlighed, livsglæde, kedsomhed (mange gange), krigen, døden, på en baggrund af afsky for militær, religion og tilbøjelighed til kunstkritik.
Pludselig tales der klarsprog:
I livet indførte mennesket som hjerne
hvad Gud ikke kunne gøre
intelligensen
Gud opfandt sygdommene
mennesket lægerne
gud opfandt forplantningen
mennesket kærligheden
himlen er kold
på det offentlige bål
Der er kort sagt megen erotik til stede, direkte og i ordenes berøringer, heldige, pludselige, uformodede. "Der skal kontrabande til/når man åbner tilfældets skuffer".
Et godt tilbud fra de dadaistiske kommoder.
