Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Dage i et liv

Vil Christa Wolfs fascinerende beretning om en kunstners og intellektuels dilemmaer under DDR-styret også finde adressater i den danske debat? Så er årets vigtigste bog hér
Kultur
13. marts 2008

Det begyndte i 1960 med en opfordring fra Moskvaavisen Izvestija til forfattere over hele verden om at føre dagbog den 27. september. Det gjorde Christa Wolf og fortsatte med at gøre det i mere end 40 år, helt frem til i dag.

Det er støttepiller for hukommelsen, skriver hun i sit forord. Et lille forsvarsværk rejst mod glemslen og det "uophørlige tab af eksistens". Derfor er de 40 optegnelser, hun lod udkomme i Tyskland i 2003, og som nu foreligger på dansk med gode noter og efterskrift, skrevet uden "kunstneriske hensigter". Hvad dagen tilfældigvis kom til at bestå af skulle med, det betydningsfulde måtte ikke skygge for det banale.

Samtidig er optegnelserne, hvad Christa Wolf i forordet kalder "et tidsdokument", der kan meddele nutiden noget om 40 års tysk historie, heraf 30 års DDR-historie. Sådan som hun oplevede den, sådan som den kom til at forme hendes liv.

Det sidste er vigtigt. At opfatte sig selv historisk, dvs. "indlejret i og bundet af sin tid", som Christa Wolf skriver, betyder nødvendigvis, at man iagttager begge dele. Aldrig kun sig selv, aldrig kun tiden. Den osmotiske forbindelse mellem jeg'et og historien og jeg'et og samfundet, som er så karakteristisk for Christa Wolf, forklarer delvis den enestående status, hun selv og hendes forfatterskab fik i DDR-tiden. En succes, som den unge og endnu ikke debuterede forfatter naturligvis ikke kunne forudse i 1960. Og som den modne Christa Wolf meget gerne havde været foruden.

Dobbelt tragik

De 40 optegnelser er fascinerende og gribende læsning, intet mindre. Men hvorfor egentlig? En af forklaringerne er formen, nedslaget på den tilfældige dag med dens tilfældige indhold. Det tvinger læseren til at fylde ud, aktivt at forme eller i det mindste forsøge at forme den historie, der ligger mellem det ene års 27. september og det næste. Det er et tema, Christa Wolf selv er inde på, dette at øjeblikke forbinder sig til andre øjeblikke, at punkter bliver til linjer, og dage til liv.

Set i det perspektiv er der noget ulykkeligt, ja, tragisk over bogen. Den er dette forsvarsværk mod glemslen, et forsøg på at genskabe - og også det er Wolf inde på - linjerne bagud i historien, alt imens tiden i ekspresfart fjerner os fra dengang og skærer linjerne over. Wolfs "erindringer er blevet underligt stedløse" og har ingen "fremtidige adressater", skriver hun mod slutningen.

Det gør tragikken dobbelt, kan man hævde. For adresseløsheden eller med en metafor fra forfatterskabet, dette "intet sted", som erindringerne nu retter sig mod, gentager en erfaring fra tidligere, nemlig Christa Wolfs tvetydige oplevelse af på en gang at være hjemløs i og for altid bundet til DDR-staten.

Det er det forspildte og helt konkret menneskers forspildte liv, som der ofte nok er blevet talt om i sammenhænge som den her, men som Christa Wolfs bog gør levende og føleligt. Og for resten også indimellem morsomt: Pastor Weskott fra Katlenburg, noterer hun, har reddet fire millioner bøger fra DDR-forlag, der ellers allerede var endt på lossepladsen eller stod for at skulle makuleres. Wolf: "Han opbevarer dem i en tidligere hønsestald og udleverer dem hver søndag mod en donation til Brød til verden."

Irritationernes historie

Der er andre temaer og fortællinger, man ikke kan lade være med opslugt at forfølge, forud og bagud og ind i det tætvævede og komplekse net, Christa Wolfs optegnelser efterhånden bliver til, uden nogensinde at blive den mindste smule svære eller kunstlede. I kortere overskrifter, men ikke mindre vigtige og ikke i mindre forbindelse med det øvrige:

Selvcensuren, hele tiden det uløselige at få sagt nok og samtidig bevare muligheden for overhovedet at sige noget. De smertelige iagttagelser af sporene, som tiden og hele den kreperlige situation sætter på hendes krop, ikke kun aldringens spor, men også sygdommens. Måltidets, madens glæder, hverdagens og gentagelsernes lykke med børn og ægtemanden Gerd, alt det er steder midt i stedløsheden. Diskussionen af det patriarkalske i det politiske magtspil, ikke mindst i våbenkapløbets hidsige faser, forsøget på at tænke politikken ad andre spor.

Og endelig, befriende: de små idiosynkratiske portrætter af hverdagsmennesket, ham i supermarkedet, hende på parkeringspladsen, fortalt som korte kapitler i irritationernes meget menneskelige historie. Den kan Christa Wolf også fortælle.

Særlig stærkt står imidlertid to spor, som så meget andet er de tæt sammenvævede.

Det ene er spørgsmålet: Hvorfor blive, hvorfor ikke rejse? Også det løber gennem det meste af bogen, mere og mere udtalt. Svaret giver hun flere steder, med vekslende betoninger, men allerklarest i form af et brev fra en kvinde, der med en følelse af håbløshed over for det overgreb, DDR-staten begår mod sine borgere, beder Christa Wolf vise hende, "hvorvidt og hvordan der endnu findes et håb her, især for mine børn".

Det har med hendes status at gøre, som en man lytter til og orienterer sig efter. Det har også med ansvar og pligt at gøre, ja, opofrelse.

Der ligger begyndelsen til det andet spor. At hun hele tiden også har lyst til at kaste ansvaret af sig, blive en ikke-deltager, fri for pligten, fri for venners og fjenders mistænkeliggørelse og udskældning.

Hetzen mod Wolf

Læst på langs og ad det, mange vil opfatte som hovedsporet, er Christa Wolfs optegnelser historien om en tiltagende desillusion. Hun, der i sin ungdom var tro mod staten i en grad, så hun frem til 1967 kandiderede til Enhedspartiets centralkomité, bliver efterhånden smerteligt klar over, at magtens mænd ikke bare har beton i hovedet, men også i årerne.

Der er flere højdepunkter. Den lange række af sammenstød med den officielle kulturpolitik, Stasi-overvågningen, der for Christa Wolfs vedkommende begynder helt tilbage i 1969 og 10 år senere bliver til åben overvågning. Og ikke mindst fratagelsen af sangeren Wolf Biermanns statsborgerskab i 1976.

Og alligevel bliver hun. Alligevel føler hun en forpligtelse og skriver videre 'inden for systemet', på sit forfatterskab, på sine foredrag, sine breve og artikler. Og senere på et udkast til en forfatning for en ny stat, da der i 1989/90 tilsyneladende og kortvarigt eksisterer en spinkel mulighed for at gå en 'tredje vej', ikke Forbundsrepublikkens, ikke DDR's.

På den måde pådrager Christa Wolf sig denne sære medskyld, der i genforeningsåret 1990 fører til en hetz mod hende, anført af ivrige højrekræfter og selvretfærdige protokolførere. En hetz, der får ny næring, da det i 1992 kommer frem, at Stasi fra 1959 til 1962 havde hende opført som såkaldt 'uformel medarbejder' under dæknavnet Margarete.

Det må have været kært for Christa Wolf undervejs i alt det at vide, at hun i sine optegnelser havde et gigantisk korrektiv til Wende-årenes forsimpling af hendes liv. Ligesom det ville være kært, om optegnelsernes uendeligt fine nuancering af tilværelsen for en kunstner, for en intellektuel, for enhver i et styre som DDR's samt af hele fortidsbearbejdelsens problem kunne smitte af også på den danske debat.

Og vil de mon ikke, Christa Wolfs optegnelser og lignende som hendes, før eller senere alligevel finde deres steder og deres adressater, også her?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her