Det er en frysende oplevelse, der gav kuldegysninger flere gange på vej hjem fra biografen.
En mareridtsfortælling om døden, der ligger på lur, når man mindst venter den - i skikkelse af en seriemorder, hvis psykopatiske koldblodighed siger spar to til, hvad man har set før (og det er ellers blevet til ikke så lidt gennem årene).
Spanieren Javier Bardem, der nok er en af tidens største filmskuespillere, gør nævnte herre til et bekendtskab af en uhyggevirkning, som næppe vil fortage sig i overskuelig fremtid.
Det hænger sammen med, at brødrene Joel og Ethan Coen denne gang (på grundlag af en roman af den højt respekterede Cormac McCarthy) viser endnu større vingefang end i den stærkt be-slægtede Fargo.
Filmen er både vision og meditation i måske ikke helt lydefri, men alligevel stærkt anfægtende blanding - et koldblodigt helvedessyn af USA som et land, hvor drab og grådighed og egoisme regerer, stort set uanfægtet af lovhåndhævere, som er sat på en mere og mere håbløs opgave.
Kat efter mus
Der er tre hovedpersoner. Svejseren Llewelyn, der bor med sin kone i en trailer - en social taber, som går på jagt i Texas golde ødemark.
Den aldrende Sherif Bell, som anfægtes stadig stærkere af sin uformåenhed overfor en ondskab, som han ved, at han må leve med, men som han ikke kan forklare eller bare acceptere.
Og så lejemorderen Anton Chigurh, en psykopat med is i blod og hjerte. Hans venligste handling er at lade sine ofre slå plat og krone om hvorvidt de skal have lov at leve videre.
Det er den 'lille mand', Llewelyn, der er er historiens motor - på samme måde som den uheldige bilforhandler i Fargo. Drømmen om pludselig rigdom bliver for stærk, da en kuffert med to millioner dollar fuld af narkopenge byder sig til. Og så udvikler det sig til en kat-efter-mus-jagt, der sætter antallet af mord betydeligt vejret i Texas.
De tikkende sekunder
For forfølgeren Chigurh dræber hellere end han efterlader sig vidner, med våben egentlig beregnet på kvæg, men også uhyggeligt effektive, når det drejer sig om mennesker. Javier Bardem spiller ham som en livsfarlig robot med stiv gestik og ubevægelige ansigtstræk. Men i blikket lyser galskaben, der består i den totale skyklapsbevidsthed: Kun min egen verden tæller, og jeg vil dræbe så mange, det skal være, for at nå mit mål!
Sherif Bell kalder dræberen "et spøgelse", og han fremtræder da også som dødeligheden i egen uundgåelige person - et omvandrende memento mori med indbygget trussel: næste gang kan det blive dig! På det punkt er der ingen smalle steder. Og ingen beskyttelse!
Så når filmen efter sin stilfærdige sidste scene med den nu pensionerede Sherif Bell, klipper abrupt til lyden af et ur eller en metronom, der tæller livets tilbageværende sekunder, bliver det en ekstra påmindelse om, at Joel og Ethan Coen, der nogle gange er lidt rigeligt ferme pastiche-magere, denne gang mener det aldeles for pålydende: Glæd dig over endnu at være i live i dødens land!
Dystert er det, men heldigvis ikke helt støvsuget for Coen-brødrenes sortladne skæve humor, når de indkredser hverdagens absurditeter og sætter dem op mod den kamp på liv og død, der udspiller i de banalest tænkelige omgivelser: triste moteller, grimme grænseovergange, rodede trailers.
Men også i det prærielandskab, der så tit er blevet hyldet i de gamle amerikanske westerns, men som her danner bagtæppe for blodige narko-opgør. Som de menneskeøde snemarker i Fargo skaber Texas-ørkenen med bjergene i baggrunden en særlig monumentalitet parret med uhygge, for i dette tomrum er der absolut ingen hjælp at hente. Skyerne trækker hen foran solen, torden rumler i det fjerne, men Coen-brødrene bevarer deres helt specielle prægnante, koncist-saglige fortællestil.
Trin på hotelgangen
Netop som djævleblændt dygtige fortællere fejrer Coen-brødrene adskillige triumfer i en film, der kan tillade sig at holde en sindig rytme, fordi de fleste situationer er ildevarslende top-ladede i sig selv. En scene, hvor Llewelyn skjuler sig på et billigt hotelværelse og hører trin på gangen, er et lille gysende mesterværk i sig selv. Men inspireret af Cormac McCarthys roman giver brødrene menneskejagt-historien et videre perspektiv bagud i the wild wests historie. Her står Tommy Lee Jones' næsten udslukte sherif Bell i centrum, og med sit vidunderlig rynkede, knortede krater-fjæs virker han som en naturvækst skudt op af selve den tørre prærie.
Konfronteret med, hvad han opfatter som nye tiders forråelse, søger Bell trøst i tanken om fortidens mere menneskeværdige civilisation. En illusion, som filmen tager fra ham, for mord og uforklarlig ondskab hører med til Texas-fortiden. En menneskelig verdensorden kan den pensionerede Bell nu kun finde i drømme. Ondskaben er allevegne og umulig at besejre.
No Country for Old Men. Instruktion og manuskript: Joel og Ethan Coen. Amerikansk (Imperial, Falkonér, Empire og Kinopalæet)
