Læsetid: 3 min.

Don Jyttes kamp for vindmøllerne

Riddersalen gør det igen. Skærer gennem nutidsrepertoirets realisme med en vidunderlig og grotesk stilisering af det senmoderne menneskes drømme
Klokken er slået, Pete Livingstone er scoret - og Jytte Abildstrøm har grebet harmonikaen til en hyldest af verden i den herlige -Don Q-.

Klokken er slået, Pete Livingstone er scoret - og Jytte Abildstrøm har grebet harmonikaen til en hyldest af verden i den herlige -Don Q-.

Bjarne Stæhr

25. marts 2008

Hvad har en pensionatsværtinde med Don Quixote at gøre? Sådan tænker man måske i begyndelsen af Signe Birkbølls forestilling Don Q på Riddersalen. Men efterhånden som denne pensionatsværtinde kommer op at slås med oversvømmelser og stormvind, så ser man lyset. Birkbøll har simpelthen brugt Don Quixote-historien til en fabelagtig beretning om den intuitive økofilosof, som ingen anerkender, før det næsten er for sendt. Enkelt og originalt

Birkbølls forestilling er den smukkeste hyldest til Jytte Abildstrøm. For det er naturligvis hende, der er helten og antiheltinden i denne vildt stiliserede forestilling med Riddersalens vanlige, gakke æstetik. Det er Abildstrøm i lidt for snær spadseredragt og cerut og fornuftige sko. Det er Abildstrøm i tankekoma og med hånden på de vandrør, der pludselig er tomme. Det er Abildstrøm med hjelm og lanse, der går flodbølgen i møde med oprejst pande. Det er Abildstrøm, når hun er allermest sig selv - og allermest ude i strakt arm.

Pete og ozonlaget

Don Q er en fortælling i små, koncentrerede bidder. Rammen er et pensionat, hvortil der ankommer gæster, der alle har hørt om stedets fantastiske værtinde. Men som nu må se hende reduceret, fordi verden er af lave, og hun er den første til at mærke det.

Pensionatet er et virvar af usynlige dørsprækker og drabelige faldlemme. Dorte Holbek og Thomas Winklers scenografi skaber i sig selv en verden af lave - med et kæmpeur projiceret på bagvæggene med månemanden indeni og med urtal, der sætter sig omvendt. Månemanden er selveste Pete Livingstone, hvis lakoniske blik skuer ind i fremtidens nulstilling, mens hans stemme synger om månelyset, der ikke er månens eget. "I only borrow it from the sun for a while," som han så distingveret synger til sine dryppende harmonikatoner. Den mands karisma kan i sig selv rette op på ozonlagsforstyrrelserne, tænker man.

Og Riddersalens veloplagte performerteam giver beretningen fuld skrue, mens de drikker te af 'Cervante-stellet'. Daimi Gentle er Sancho Panza-stuepigen, der må tage sig af det hele - også teen, der ikke kan koges, fordi der ikke er vand i rørene, men kun vand i kælderen... Hendes barokke samspil med Abildstrøm er aldeles rørende og overrumplende fysisk: Denne Don Q skal gribes på splitsekunder, for ellers tilter hun vitterlig i kælderen. Og Daimi er præcis, hvor hun skal være. Med sin egen blanding af akkuratesse og blødhed.

Og så kommer ellers hele flokken af gæster: Erik Olsens skeptiker, der nok havde forestillet sig en bedre service hjemmefra. Benjamin Hansens pigeglade og tørstige gæst, Signe Birkbølls egen ubekymrede turist - og Christian Sieverts tavse kommentator ved guitaren i hjørnet.

Dynamisk tempo

Sproget er iltert som altid hos Birkbøll - 'blødkogt æg med midterskilning' og den slags. Herligt. Og tempoet er dynamisk ukueligt i Mikala Bjarnow Lages vidunderligt fysiske iscenesættelse af mennesker, der taler så andægtigt til hinanden, at de ikke kan undgå at lytte oprigtigt. "Jeg mærkede nok, at De havde en længsel efter sorgløse dage," lyder det så smukt. For her bekæmpes vitterligt 'angstens dæmoniske kraft' og andre tidsrelevante faktorer, der kan få lagt økopolitikken ned ude i virkeligheden. Eller som det lyder om Abildstrøm, der er taget på klimainspektion: "Når fru Bæk ser isbjerge, så må vi forholde os til det."

For på Riddersalen er det intuitionen, der sejrer. Denne anmeldelse er antagelig også mere intuitiv end empirisk, da det skal være indrømmet, at den er lidt forsinket i forhold til premieren. Men det gør måske mindre, når den handler om en forestilling, der ikke blot er en døgnflue, men som byder på evigt sande finurligheder. Des-uden rider Don Quixote jo heller ikke nødvendigvis den dag, han griber sin lanse. Og derudover holder Jytte Abildstrøms gamle ideer også stadig vand. Økoregnvand og det hele. Så nyd den sidste spilleuge. Og drøm om det, vi har, mens der stadig kun er vand i kælderen...

Don Q. Frit efter Cervantes 'Don Quixote'. Tekst: Signe Birkbøll. Instruktion: Mikala Bjarnov Lage. Dramaturg: Louise W. Hassing. Indlagte digte af Gelsted, Richardt, Stevenson og Livingstone. Musik: Pete Livingstone. Scenografi: Dorte Holbek og Thomas Winkler. Lys og video: Jon Gelting. For voksne. 2 timer. Riddersalen til 29. mar. www.riddersalen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu