Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Er der noget galt i at ville nå skyerne?

Han trodsede tyngdekraften og gik på line mellem World Trade Centers nyopførte tvillingetårne. Linedanseren Philippe Petits bog '- at nå skyerne' er en mytologisk fortælling om et menneskes arrogance over for ideen om det umulige
Kultur
27. marts 2008
Gennem to banebrydende begivenheder - linegangen på tvillingetårnene og kollapset i 2001 - forbinder bogen på mytologisk vis fortællingen om linedanseren Philippe Petits frygtløse, arrogante livsførelse med historien om World Trade Center.

Gennem to banebrydende begivenheder - linegangen på tvillingetårnene og kollapset i 2001 - forbinder bogen på mytologisk vis fortællingen om linedanseren Philippe Petits frygtløse, arrogante livsførelse med historien om World Trade Center.

Jean-Louis Blondeau

Philippe Petit møder World Trade Center for første gang i en omtale af bygningens opførelse i en fransk avis i 1968. Og hvad er den ultimative udfordring for en linedanser på det tidspunkt? At spænde en line ud mellem de to tvillingetårne og balancere frem og tilbage over Manhattan i 412 meters højde.

Petit fascineres af det imposante bygningsværk, der ligesom han selv udviser et uimponeret forhold til, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Hvis man i New York har præsteret det umulige at bygge to tårne helt op i himlen, så må det være Philippe Petits opgave at gå på line mellem disse to tårne.

Intet er umuligt

Knap 30 år senere - samtidig med at Petit nedskriver erindringerne om sin linegang mellem tårnene i bogen - at nå skyerne - min linegang mellem Twin Towers, kollapser World Trade Center en septemberdag i 2001. Gennem disse to banebrydende begivenheder - linegangen og kollapset - forbinder bogen på mytologisk vis fortællingen om Petits frygtløse, arrogante livsførelse med historien om World Trade Center.

Da den unge Philippe Petit står og stirrer op på de endnu ikke færdigbyggede tårne seks år efter at have læst avisomtalen går projektets vanvid for alvor op for ham: "Umuligt!" runger det i hans hoved. Men efter få minutter ændrer han "umuligt!" til: "Umuligt, ja, så lad os komme i gang."

Arrogancen over for det uladsiggørlige driver Petit til at erstatte drømmen med en ægte line i de svimlende højder mellem World Trade Centers to tårne. - at nå skyerne handler om denne arrogance.

Den beskriver årene op til, under og efter linedanserkuppet i World Trade Center i 1974. Petit erindrer hvordan han først går på line mellem Notre Dames tårne, og dernæst flygter til Australien i "væmmelse" over franskmændene, der ikke værdsætter Petits ekvilibrisme som resten af verden. Mellem pylonerne på Sydney Harbour Bridge udføres næste linedansernummer.

Og til sidst kommer turen til New Yorks tvillingetårne - den arrogante plan om at trodse samfundets regler og tyngdekraftens love går i gang. Det er en periode, hvor beregninger af vindforhold og bygningernes svajen i vinden skal gå op i en højere enhed med planlægningen af, hvordan man snyder sig forbi bygningens mange vagter og op i tårnene belæsset med kabler og værktøj til at føre en line fra det ene tårn til det andet.

Sammen med en række medsammensvorne tager Petit flere tilløb før det endelig lykkes den 7. august 1974. Og heldigvis modtager amerikanerne vovestykket helt anderledes end franskmændene modtog linegangen på Notre Dame.

Tårnenes arrogance

De flokkes i tusindvis, newyorkerne, under World Trade Center for at stirre op på den lille sorte plet, som svæver i luften mellem tårnene. Efterfølgende bliver Petit hyldet som en helt og frifundet for alle anklager om ulovlig indtrængen og om at have bragt andres liv i fare.

Philippe Petits arrogante tilgang til livet har en fascinerende virkning. Som Paul Auster skriver i bogens efterskrift: "Linedans på høje liner er ikke dødens kunst, men livets - et liv levet helt ud i livets ekstremer. Hvilket betyder et liv som ikke skjuler sig for døden, men stirrer den direkte i øjnene."

Petits måde at stirre liv og død, autoriteter og regler direkte i øjnene gør -at nå skyerne til mere end en række omhyggelige, tekniske beskrivelser af forberedelserne til det, Petit i øvrigt selv kalder "den mest utrolige optræden nogensinde udført af en gadejonglør/vagabond/linedanser".

Philippe Petit demonstrerer, at man skal bygge helt op i himlen - at man skal være arrogant over for forestillingen om det umulige for at leve sit liv fuldt ud.

Men Petits arrogance stopper ikke ved det eksistentielle, det har også en pointe i fortællingen om World Trade Center. Tidsmæssigt udspænder - at nå skyerne sig mellem de to tårnes fødsel (Petits linegang) og deres kollaps knap 30 år senere. Det giver bogen et mytologisk skær, at forfatteren var med, da World Trade Center blev opført. Og opførelsen af Twin Towers er næsten et symbol på Philippe Petits egen arrogance - for ham var bygningen et projekt af fantastisk format. Derfor slutter han med opfordringen om ikke at give op, men at bygge to endnu højere tårne på Ground Zero: "Lad os række genfødslens mursten fra hånd til hånd. Lad os trykke 'vi er ikke fortabte' og klæbe budskabet fast til himlen så alle i verden kan læse det."

Tårnenes skæbne blander sig med Petits egen. Han vil ikke lade sig kue, og det skal tårnene heller ikke. Derfor er hans forslag: "Lad os genopbygge tvillingetårnene. (-) Gør dem højere - ja, en etage mere, så de bliver på 111 etager. Og gør dem stærkere -"

Mytologisk mellemgenre

Den mytologiske betydning, historien får ved at trække en linje til den 11. september 2001, manifesterer sig også i bogens form. Petit har ikke holdt sig ærbødigt inden for en traditionel genre som dokumentaren eller erindringsbogen.

Det dokumentariske er dog ikke til at komme udenom - for eksempel er teksten mange steder suppleret af avisudklip og fotografier. Men erindring er mere rammende, fordi det understreger Philippe Petits meget subjektive fremstilling af hændelserne - avisudklip eller ej. Erindring indfanger bare ikke Petits poetiske sprog og de filosofiske kommentarer, som giver bogen sit mytologiske, kunstneriske udtryk.

Petits uimponerede omgang med normer og regler gælder også, når han bevæger sig i den litterære verden. Han skaber sin egen genre - en genre, som repræsenterer linegangen 30 år tidligere, men som samtidig bygger et nyt kunstværk oven på hans performance mellem Twin Towers.

I stedet for at dokumentere et kunstværk, som er bundet i en tid og et rum 30 år tidligere, har Petit forsøgt at videreføre værket i en ny skikkelse. I skriftform genbruger han Twin Tower-linegangens flygtighed og udefinerbarheden i forhold til, hvilken kunstnerisk genre han arbejder med. Men han binder det nye værk ind i en ny tid og et nyt rum i det 21. århundrede i en verden, som i høj grad er defineret af terrorhandlingerne den 11. september 2001.

På den måde er 'mellemgenren' et fornuftigt valg til linegangens genopståen på skrift, og tematikken er vedkommende, både på det individuelle og verdenspolitiske plan. Men det i sig selv gør ikke bogen god. Man skal kunne lide Philippe Petits sentimentale, poetiske sprog og fascineres af hans arrogante tilgang til livet og til menneskene omkring ham.

Så nej, der er ikke noget galt i at ville nå skyerne - hvem fortrylles ikke af ideen om en linedanser højt over Manhattans tage, trodsende snesevis af vagter og politimænd. Men havde man valget, ville denne læser alligevel foretrække selv at stå for foden af tårnene og spejde efter den lille plet på himlen, i stedet for at læse den sentimentale bog om det magiske vovestykke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her