Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvor vi gungrer ...

Dostojevskij må lægge ryg til meget i ny biografisk roman, som vist mest er blevet kaldt et mesterværk, fordi punktummer er erstattet af kommaer og tankestreger
Kultur
6. marts 2008
Dostojevskij må lægge ryg til meget i ny biografisk roman, som vist mest er blevet kaldt et mesterværk, fordi punktummer er erstattet af kommaer og tankestreger

I begyndelsen af 1990'erne købte Susan Sontag en brugt paperback, som viste sig at være et overset mesterværk: Leonid Tsypkins En sommer i Baden-Baden udgivet i 1982 og omhandlende Dostojevskijs liv og værk. I den danske udgaves forord får vi Sontags historie om den miskendte jødiske forfatter Tsypkin (1926-1982) samt lovprisninger af romanen og sammenligninger med verdenslitteraturens store navne.

Mens Tsypkins og Dostojevskijs biografier og jødens optagethed af antisemitten vitterlig er interessante, så virker de litterære superlativer så overdrevne, at man snarere end at overbevises begynder at mistænke, at der er en grund til, at alt dette ikke figurerer mere diskret i et efterskrift. Kan romanen da ikke stå alene, uden Sontags mytologisering af den Dostojevskij-mytologiserende Tsypkin? Nej, det kan den faktisk ikke, i hvert fald ikke som et mesterværk.

Det konkret biografiske er også romanens tyngdepunkt. Det gav god mening i 1982, hvor Dostojevskij kun delvist tolereredes i sit hjemland. Nu om dage er der ikke noget hverken nyt eller kontroversielt i Tsypkins skildringer af Dostojevskijs spillelidenskab, humørsvingninger, epileptiske anfald, xenofobiske udfald og det faktum, at han havde seksuel omgang med sin kone.

Romanen følger skiftevis og med overlap henholdsvis en jeg-person (Tsypkin) i 1970'ernes Sovjetrusland og Dostojevskij på forskellige tidspunkter af hans liv, primært på udlandsrejse i 1867. På linje med alt det andet, jeg-personen har læst af og om Dostojevskij, er det her hustruen Anna Grigorjevnas dagbog, der fungerer som afsæt for fremstillingen af den store mesters oplevelser og psykologi.

Der kommer undervejs flere bud på forklaringer, f.eks. af hans spillelidenskab (stræben mod den anerkendelsens og selvsikkerhedens tinde, som han ikke fik lov at blive på ret længe efter sin romandebut) og af hans antisemitisme (det er jøden i sig selv, han hader), men de virker ikke overbevisende. Først og fremmest undermineres fremstillingen af tekstens middelmådige kvalitet.

Overgangene mellem de forskellige tidszoner fungerer fint, og handlingen er stedvis fængslende, men sprogligt er romanen nærmest klodset, og det er ikke den udmærkede oversættelses skyld. Det er mig en gåde, hvordan Sontag og andre efter hende har kunnet lovprise "den forbløffende Tsypkin-sætning", som ene og alene skyldes, at manden i stedet for at sætte punktummer sætter komma og tankestreg, så hvert afsnit typografisk fremstår som et sammenhængende forløb. Denne tegnsætning giver en vis fart til læsningen, men afsnittene og sætningerne er i sig selv ganske ordinære.

Tsypkin opererer desuden med et meget lille arsenal af metaforer, som gentages så ofte - uden at udvikles - at de efterhånden bliver banale. Det gælder især den 'trekant', Dostojevskij hele tiden ser for sig, og hvis tinde han stræber efter.

Første gang det sker, er det dertil ufrivilligt komisk, fordi forfatteren er i seng med sin kone, en begivenhed som med romanens anden store metafor konsekvent beskrives som "svømmeture":

"Da han om natten kom ind til Anja for at kysse hende godnat, flød de igen af sted sammen med rytmiske armtag, løftede samtidig hovedet op over vandet for at få luft (...), derefter kyssede han hende igen - den sorte trekant vendte spidsen nedad, og denne spids havde altid forekommet ham utilgængelig."

Dostojevskijs helt egen Laterna Vagina? Jeg tror det ikke.

Den Dostojevskij, der i sine værker er ustoppeligt fabulerende i vilde enetaler, hvis tråde skal tabes, så komplicerede, undertrykte sandheder kan afsløres, fremstår hos Tsypkin som kreativt afstumpet og monoman. Romanen har interessante elementer, men det er ikke Tsypkins fortjeneste. Jeg tror de fleste Dostojevskij-elskere ligesom jeg hellere vil se flere nyoversættelser af mesteren selv. Hvor bliver Brødrene Karamazov af?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her