Jeg har stadig ikke vænnet mig til at være så gammel, at der er ord fra min barndom, der lyder antikverede. Men det mindes jeg om af Naja Marie Aidts nye digtsamling, Poesibog, hvor vi møder ord som æggesnaps, spencerlomme, oggenok, anorakkens kængurulomme. Og mere skal der ikke til, for at også jeg er tilbage i min barndoms 70'ere. Den store frigørelses årti, som i Aidts digtsamling udsættes for præcis poetisk kritik.
Barndomslandskabet er det ene af de urlandskaber, man møder i digtsamlingen. Det andet er den danske sommer. På den ene side et landskab, som finder sin plads i fortiden, på den anden side et cyklisk tilbagevendende landskab. På den ene side et landskab, der males med tidstypiske gloser, på den anden side et landskab, der males med lyrikhistoriens penselstrøg.
Barndom og årstider
Samlingen har to spor: barndomserindringernes spor og årstidernes spor, som gennemspilles i en stor variation af virtuost beherskede lyriske former, fra det prosaiske til det strofiske, opdelt i otte afsnit.
Det er årstidernes spor, der danner skelettet: Første afsnit er vinterdigte, andet afsnit er forårsdigte, fjerde afsnit er sommerdigte, femte afsnit er efterårsdigte - og i ottende afsnit er vi på cyklisk vis tilbage i vinteren igen. Imellem disse årstidsdigte hænges så barndomserindringernes flagrende kød. Det ene spor er den historiske tid: en forgangen tid med sine tidstypiske mærker (kængurulomme, ægge-snaps, fællesmøde etc.). Det andet spor er naturens tid, som på den ene side er et historieløst kredsløb, på den anden side den ubodelige forgængeligheds tid, dødelighedens tid. Således veksler vi mellem et subjekt, der er del af historiens tid, og et subjekt, der er del af naturens tid. Det ene spor handler om at være bunden af sin historie, det andet spor handler om at være naturbunden - i begge tilfælde bindinger på godt og ondt.
Til barndomsbindingen hører frigørelsens omkostninger: skilsmissebarnets smerte, selvrealiserende voksnes svigt - men også Dylan-sange i mors favn og "store glæder, store solskinsdage, store sus i maven". Til naturbindingen hører død, skam, kvalme og forgængelighed - men også skønhed, rus og gode blowjobs.
Årstider
Årstidernes vekslen er i samlingen også en stilistisk vekslen: fra prosaisk, stilblandet vinter til rentonet, højlyrisk sommer.
Digtet "vinterglæder" er en herligt heterogen liste fra en vintereksistens på vågeblus: over de ting, der vidner om, at man trods alt er levende, selv i november, og selv om nogle af dem tyder på det modsatte: "Drikke øl./ Dulme smerter./ Frygte at falde om./ Begære en andens bevægelser./ Give et godt blowjob./ Klæde sig af med skam./ Puste håb ind i et barns øjne./ Holde hovedet koldt." Eller: "Fortryde sit samtalekøkken./ Opdage at tiden virkelig er gået./ Tage en kjole på, som sidder dårligt./ Dvæle ved skønhed:/ bløde arme, sprog så lette som skyer,/ en rød, varm mund".
I denne liste synes Aidt at nærme sig den unge, danske poesi, som sætter en ære i at transmittere hulter til bulter fra alle eksistensens niveauer, både de tidstypiske ('samtalekøkken', 'blowjob') og de universelle ('dulme smerter', 'puste håb').
Den stilistiske modpol til denne how to survive November-guide er de højlyriske sommerdigte, der svulmer så meget op, at de er trykt på langs, så man må vende bogen en halv omgang og sidder med dobbeltopslag af strofer, der bliver bredere og bredere (altså får længere og længere vers), efterhånden som sommeren skrider frem. Stroferne er fuldmættede med klang og rytme, med pæoner, valmuer, lærketrille, svalers svæv, nikkende havre, dykkende musvåger og julis honningtunge - kulminerende i et vers, hvor fuldendt klang og metrik overmættes af kriblende forrådnelse: "under blåregnen maddiker dybt i en rådnende muldvarp". Sådan!
Barndom
Barndomsdigtene spænder fra små firkantede stykker prosapoesi (afsnit 3) over mere lyrisk blafrende vinger (afsnit 6) til de næsten kon-kretistiske figurdigte (der grafisk udgør halve hjerter, timeglas o.l.) i afsnittet "undergang med dyr", som fint og foruroligende indfanger barndommens nærhed til dyrenes univers, på én gang aende ømt og lakonisk grusomt.
Præcis, prosapoetisk kritik af 70'ernes frigørelsesprojekt kan lyde sådan her:
"engang sagde vores mor jeg vil have min frihed og det var der mange der ville, vi gættede på hvad det var for en frihed: at kunne flyve, at slippe for tandlæge, kedeligt fritidshjem, rosenkål, men der var tale om helt andre friheder"
Her sammenfalder poe-tisk kritik med barnets blik: det undrende blik, der kan pille klæder af kejseren. Andre steder får vi en mere rå og sugende barnesmerte, afklædt tidens tegn, et universelt naturbrøl fra et forladt barn, som i samlingens mest bevægende digt:
Mit spejl
Mor. Du er en brønd.
Blankt og sort er vandet.
Jeg spejler mig,
det svimler.
Du er en brønd.
Vi ønsker os noget tæt
og varmt.
Dit smil er kønt men
øjnene lyver:
vi ser din ulykke.
Gå ikke fra os.
Slip ikke lille p.s hånd.
Strømmen har fat
vi ser at du bærer døden
som et smykke om din
hvide hals.
Jeg spejler mig
vi flyder sammen
til sære blomster
krusninger spor
Aidt er med Nordisk Råds Litteraturpris lige blevet hædret som novellens dronning. Hvis hun med novellesamlingen Bavian undersøgte vores på én gang kaos-tolerante og afstumpede samtid, bruger hun her lyrikgenren til at undersøge erindringens rum og vores bundethed til naturens tid. Det er en klassisk arbejdsfordeling mellem genrerne, men Aidt er suveræn i begge brancher. Og helt uforbundne er de to undersøgelser heller ikke: I begge tilfælde kan man tale om, at hjemfaldenheden til naturen bryder ind i den historiske eksistens, både som en trøst og som en sorg, både som cyklus, forgængelighed og urbrøl.
