Hjemvendt og afrejst electronica

Man kan høre både stilistisk nationalarv og afsmitninger fra Roskilde og omegn på nye plader fra nationens laptops
15. marts 2008

Elektronisk musik har siden sin fødsel lovet os nye verdener, rumrejser, udfrielse fra denne jordiske tummel eller opgør med historien. For eksempel var tyske Karlheinz Stockhausens serielle kompositionsteknik i 1950'erne en afstandtagen til førkrigens følelsesfulde kompositionsmusik, som nazisterne havde misforstået og misbrugt i deres vederstyggelige sags tjeneste.

Men elektronisk musik har også fra første færd budt på bearbejdelser af virkeligheden. De konkretmusikalske pionerer Walter Ruttmann og Pierre Schaeffer bearbejdede f.eks. lyden af hhv. storbyen Berlin (i 1927) og damplokomotivets gøren og laden (i 1948) i deres kompositioner. Og de tidligste rejsende i techno lod i 80'erne den falmede bilby Detroit fungere som inspirationskilde for deres fremtidsfabler.

Men alligevel har fornemmelsen af sted det med at være fraværende i elektronisk musik. Alskens afskygninger af elektronikere dyrker i stedet utopien. Eller dystopien. Om det så er i afsindige klangverdener - lige så meget udtryk for indre kreative rum som eksterne luftkasteller - eller om det er i det evige, hedonistiske nu, som f.eks. house-musikkens opløsning af tid og sted har leveret internationale klubvenlige rammer om.

Pellarins Gundsø

Men vi kommer jo alle et eller andet sted fra. Selv her midt i globaliseringens greb. Også danske Lars Pellarin. Gundsø, nærmere bestemt. Det er navnet på Pellarins andet soloalbum og navnet på et område nord for Roskilde, hvor den unge mand voksede op. Dog eksisterer det ikke længere under det navn efter kommunalreformens realisering i 2007.

Vi er altså i barn- og ungdommens mere eller mindre mytologiske landskaber, som ikke længere kan besøges til fods, men gerne gennem erindring, processorer, kunstnerisk fortolkning. Og Gundsø er således ikke et værk, der kan kaldes nostalgisk i traditionel forstand, lokalpatriotisk i sin stilistik eller konkretmusikalsk i sine strategier.

Tværtimod forholder Pellarin sig yderst frit til sit forlæg. "Vintappergården" er f.eks. en syv et halvt minut lang dub-techno-fortolkning af "en ombygget landejendom, hvor kæmpe busser fulde af tyske pensionister stoppede, for at kigge på de tørrede/plastic-blomster-dekorationer, der var udstillet i de enorme lader", som der står i pressemeddelelsen. Det var i cafeen samme sted at Pellarin fik sit første job, og med en bred, enkel pensel maler han på Gundsø noget, der snarere må være en form for erindring eller genopførsel af hans datidige sindstilstand - måske delvist den rumklang, der var, når turisterne var smuttet og Pellarin og stedet fik lov at være sig selv.

Og så er der "Bolund", der over de elegante flytbare bundgarnspæle af bas åbenbarer høje synthforskydninger, der måske mimer kurven på muræne-højen af samme navn. Som har ligget i fjorden siden istiden og i denne fase af klodens liv er nabo til Risø.

Gundsø tager sig altså nogle friheder i abstraktionens navn, samtidig med at albummet diskuterer erindring. Er erindring en sum mere eller mindre skarpe fotografier eller er det stemninger, følelser, dufte, rørelser i kroppen som lige så vel kan oversættes til litteratur (der er faktisk sang på to numre på Gundsø), ekspressionistiske strint over lærred eller - som her - atmosfærisk minimalistisk techno og dub?

Hjertet trækker os faktisk ind i Gundsø på det brillante åbningsnummer "Over Fælleden", hvor en dubbet fortolkning af pulsslaget inviterer os i flydende flugt over græstæppet, der snart afslører flere og flere detaljer - lag af stemninger, knitren, melodier. For så at fade ud i uformelighed igen. Gundsø er et fornemt album, klart formuleret i sin enkelhed, fint løftet fra sine internationale inspirationer og prægnant i al sin langsomt formulerede selvsikre søgen.

Gundsø rummer også nummeret "Iran", der med sin udforskning af tablas referer til helt andre steder, men måske også til indvandring til Gundsø og dermed også til albummet Gundsø. For det er jo også historien om DK p.t. Indvandringen. Om Pia kan tåle det eller ej.

Korabiewskis hjemløshed

Samme indtog fra andre egne af verden kan man finde hos Konrad Korabiewski, men til gengæld ikke samme klart definerede dyrkelse af sted, tværtimod en mere ambivalent tilstand.

Stateless hedder den polsk fødte, i Danmark residerende herres debutalbum, som er en mere sammensat kosmopolitisk affære. Sig goddag til mellemøstlige/arabiske strygere, østeuropæisk melankoli og er det soundtrack-råb helt ovre fra Bollywood eller fra en Bruce Lee-videokassette? Tag for dig af retterne, når mono bliver til stereo, når et bævende orgel sukker en ode til mor, når der serveres gullasch på fremmedsprog. Gør dig postmoderne erfaringer, når støjen maler den sidste etnicitet til enkeltbits - eller når violinens tynde skind får blå mærker af militante legetøjs-hardcore-beats.

8 bit-computerspil og højteknologi slås om kap i den store sorte gryde, hvor erindringsbidder, optagede stemmer og samples fra fjerne riger tegner et kalejdoskopisk og passende ufuldstændigt billede af ophavsmanden. Der har snittet og sammenkogt sit værk over en periode på 10 år, og det kan høres. Det stritter. Det kan være rastløst. På godt og ondt. Ikke alle melodier eller baslinjer er lige udfoldede eller prægnante, ikke alle modstillinger og kombinationer har overlevet tidens tand, nogle numre går i retningsløs tomhed. Men Konrad Korabiewskis selvudnævnte hjemløshed bredes til gengæld også ud over et betragteligt areal, hvoraf flere pletter er mere end bare et par besøg værdige.

Hippe RebekkaMaria

RebekkaMaria med solokunstnernavnet As In Rebekkamaria får ikke så meget besøg af udlandet, som hun er på besøg i udlandet. Hendes debutalbum Queen of France er en internationalt klingende electropop-sag - tænk Róisín Murphy/Moloko og Goldfrapp - som det er nemt at vrikke med på. Åh ja.

Troels Abrahamsen alias Supertroels, der vandt den seneste Steppeulv som årets producer, har programmeret og medproduceret de fleste af numrene, og det har han gjort med professionalisme og svirpende gå-på-mod. Når synthesizeren stammer, så mærker man ungdommen løbe tilbage i kroppen, når melodifigurerne lukker sig om groovet, så tror man på fremtiden, og når bassen bliver tværet i bund, så vrinsker kødet.

Det sker f.eks. på "She Lion" med usleben funkguitar, på den spændstigt vokalharmoniske "Soul To My Soul", på den sejt rykkende "Twin Baby" og på "Army of Foxy" med det hysterisk jazzede kor et sted mellem CocoRosie og JaConfetti. Alle ørehængende spontant kindkyssende danseglade popnumre.

Men trods dansevenligheden er der også noget lovlig parfumeret, svedfrit over Queen of France. Som om der gemmer sig en bedre plade ude i fremtiden, hvis sanseligheden bliver pakket ud af sin velduftende svøb og dermed forlader det lidt fiktive stadie. Hvis den selvudnævnte "She Lion" rent faktisk holder op med at børste tænder og lader lugten af kød ramme os.

RebekkaMaria er en yndefuld sangerinde, helt klart, men også af og til for nuttet. Krukketheden mangler ikke, og det er godt. Men den har det med at virke for skabelonagtig, hentet fra britiske klubdivaer af den let hippe variant. Dog uden de kanter, som man finder hos førnævnte Róisín Murphy. Og ofte kropsløs. Og dermed mister AsInRebbekaMaria både en sanselighed og en fornemmelse af sted. I stedet er vi så suspenderet i klubbens opløsning af tid og sted. Og det er dejligt på nogle numre på Queen of France, lette som champagnebobler, og trivielt på andre, identitetsløst internationale som ferskvand.

I Skyphones univers

Lethed mestrer den danske trio Skyphone også på deres andet album Avellaneda. Måske opkaldt efter den argentinske havneby af samme navn, måske efter den oplysningsvenlige argentinske præsident med fornavnet Nicolás.

Trods de sydamerikanske referencer lægger Avellaneda sig alligevel i en diskret detaljeret tradition i lige linje tilbage til danske Future 3's tidlige udforskninger, men også nye naivistiske melodikere som Jab Mica Och El og romantiske stjernekiggere som Efterklang.

Skyphone er ikke de store armbevægelsers band. Selv en guitar kørt gennem en fuzz-pedal virker smagfuld og tæmmet i deres behageligt sitrende og saliggørende multimelodiøse univers, hvor laptops, klaverer, cikader, regnvejr og guitarer af både akustisk og elektrisk variant, smelter ubesværet sammen. Et sted fjernt fra verdens dødelige tummel. Om den så udspiller sig i køen i Fakta eller på et torv i Buenos Aires. Hvem ved.

Skyphone er i hvert fald utrolig behageligt og begavet selskab. De støder ingen, men giver alligevel stød. De finder sted på deres helt egen måde, og man bliver ved med at finde nye steder i deres musik, som man kan fordybe sig og falde til ro i. Og man føler sig hurtigt hjemme.

Pellarin: Gundsø (Statler & Waldorf). www.statler-waldorf.dk. Udkommer lørdag den 22. marts.

Konrad Korabiewski: Stateless (D'oorhinge L'orange) www.bsbta.com/doorhinge. Er udkommet.

As In RebekkaMaria: Queen of France (A:larm Music). Udkommer mandag.

Skyphone: Avellaneda (Rune Grammofon/Dotshop.se) dotshop.se. Er udkommet.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

"For eksempel var tyske Karlheinz Stockhausens serielle kompositionsteknik i 1950'erne en afstandtagen til førkrigens følelsesfulde kompositionsmusik, som nazisterne havde misforstået og misbrugt i deres vederstyggelige sags tjeneste. Men elektronisk musik har også fra første færd budt på bearbejdelser af virkeligheden. De konkretmusikalske pionerer Walter Ruttmann og Pierre Schaeffer bearbejdede f.eks. lyden af hhv. storbyen Berlin (i 1927) og damplokomotivets gøren og laden (i 1948) i deres kompositioner."

Det står der faktisk! Mon Ralf Christensen helt har overset at den konkretmusikalske pioner Ruttmann sammen med Riefenstahl var hovedarkitekt bag Hitlers største og mest direkte propagandafilm "Triumph de Willens" i 1933? Her i artiklen kommer det nærmest til at lyde som om den elektroniske (og modernistiske) musik og dens udøvere er antifascistiske af natur og at deres kunstneriske strategier er effektivt våben mod nazisme. Men det kan man da vist ikke postulere taget i betragtning af, at en af nazitysklands fremmestet modernister (Ruttmann) brugte sit store innovative talent for æsteticerende bearbejdning af både det abstrakte og det konkrete i det tredie riges tjeneste. Og gjorde det med en uhyggelig effektivitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Interessante observation, Vibeke.

Ret beset, hævder artiklen udelukkende, at Stockhausen tog afstand fra følelsesfuld kompositionsmusik, som var blev misbrugt massivt.

Nu da artiklen svinger sig op til historiske højder, vil jeg anbefale et u-autoritativt og fornøjeligt forsøg på at skabe overblik over den elektriniske musik fra ca. 1970 og fremefter.

Ishkurs Guide to Electronic Music

Mvh

anbefalede denne kommentar