Læsetid: 4 min.

Klynkekussen

Gavmild. Den svenske journalist Maria Sveland har foræret anti-feminismen en gave: en bog om, hvor svært mødrene har det, og hvor let fædrene har det
Reaktionær. Enhver vanskelig følelse er mandens skyld i Maria Svelands 'Bitterfissen', som formår at placere kvinden i en af patriarkatets klassiske pladser: som et hæmningsløst plaprende, infantilt væsen, som ikke er parat til at tage den byrde og de afkald på sig, som det indebærer at blive ansvarlig, voksen samfundsborger.

Reaktionær. Enhver vanskelig følelse er mandens skyld i Maria Svelands 'Bitterfissen', som formår at placere kvinden i en af patriarkatets klassiske pladser: som et hæmningsløst plaprende, infantilt væsen, som ikke er parat til at tage den byrde og de afkald på sig, som det indebærer at blive ansvarlig, voksen samfundsborger.

6. marts 2008

Det bedste ved svenske Maria Svelands debutbog er titlen, i hvert fald som den lyder på originalsproget: Bitterfittan. Det danske Bitterfissen lyder lidt slappere, lidt mere bodega-agtigt med sine udfisende s'er, mens de svenske i'er og t'er giver ordet en prægnans, som ville gøre det værdigt til at befinde sig i munden på en opdateret Strindberg-karakter.

Men ak, det befinder sig i munden på en bitterfisse, der med sin bodega-agtige selvretfærdighed netop fortjener at benævnes med den danske version af ordet (som i troskab mod klangen burde hedde 'Bissefisse', og det kunne da have trukket tænder ud på Freuds 'vagina dentata').

Det er med vilje, jeg skriver Svelands 'debutbog' og ikke hendes 'debutroman', for den er ikke nogen roman, men hører til genren kronik eller læserbrev i romanform.

Den 30-årige journalist og jeg-fortæller Sara er blevet mor, og det er så stor en rystelse for hende, at hun bliver bitter og mener, det hele er mandens skyld. Manden i al almindelighed, hendes egen mand i særdeleshed. Vi er nok mange, der har haft sådanne tanker i ammedagenes og søvnunderskuddets mørkeste tider, men at hænge fast i denne ammelogik så længe, at man kan skrive en hel bog på det, er forbløffende.

Bogens ramme er Saras afrejse til og hjemkomst fra en uges ferie fra mand og barn på Tenerife; herfra serverer de enkelte kapitler erindringsglimt fra moderskab, barndom og ungdom med fokus på de mænd, der i større eller mindre grad har været nogle svin i Saras liv: faderen, skolelæreren, kærester, journalistkolleger, ægtemanden.

Garneret med citater fra Erica Jongs Fear of Flying - og sågar et indlagt interview med Suzanne Brøgger, som skuffer vores journalistiske bitterfisse så inderligt ved at tale om "taknemmelighed" og hævde, at "hvis patriarkatet stadig eksisterer, så er det inde i os selv i form af selvundertrykkende mekanismer". Det er det klogeste, der står i den bog.

Infantilitet

Sveland skildrer udmærket, og for mange sikkert genkendeligt, det store paradoks, man kan opleve, når man bliver forældre: at lige i dette øjeblik, hvor man for alvor skulle blive voksen, invaderes man af infantile følelser: aldrig siden sin tidligste barndom har man følt sig så afmægtig, så afhængig, så ensom, så bange - eller for den sags skyld så himmelstormende lykkelig. Men i stedet for momentant og undersøgende at glide med på sin moderlige regression til spædbarn, vælger Svelands jeg-fortæller at regrediere permanent til et eller andet tøsestadie, hvor alle ens problemer er nogle andres skyld.

Man tror faktisk, det er løgn, når man ser, hvordan Sara får skrevet enhver vanskelig følelse derhen, hvor den er mandens skyld. Selv det sugende savn efter sin spæde søn, som plager hende, når hun er væk fra ham, formår hun at forvandle til bitterhed mod manden, som hun forestiller sig som befriet fra den slags savn:

"Selvfølgelig savnede han ham da, men ikke på den tunnelsynede, desperate måde, som jeg savnede ham i Paris. (-) Det gør mig jaloux, jeg vil også kunne elske uden skyld ligesom mændene."

Patriarkatets ærinde

Bitterfissen er en af den slags bøger, der virkelig skader feminismen, fordi den reducerer feminismen til forkælet teenagepigebrok, og det man i gamle dage kaldte kvindelig logik. I en vis forstand glider Sveland lige direkte ind i en af patriarkatets klassiske pladser til kvinden: et hæmningsløst plaprende, infantilt væsen, som ikke er parat til at tage den byrde og de afkald på sig, som det indebærer at blive ansvarlig, voksen samfundsborger.

Det radikalt anti-feministiske ved bitterfissens position er således ikke engang, at den er feministisk på den dumme måde, men at den strengt taget er patriarkalsk.

Hør bare hvordan bitterfissen erklærer sin mand sin kærlighed:

"Min sjæls elskede ven! Ingen mand har nogensinde forsvaret mig så ihærdigt, været så stolt af mig, så uforskrækket, elsket mig så højt. Der er heller ingen mand, der har såret mig så meget, skuffet mig så vildt."

Bemærk, hvordan der her ikke ét sted står 'jeg', men konsekvent 'mig'. Her afslører bitterfissen sig selv som den største fastholder af patriarkatets grammatiske strukturer: kvinden i objektets position; kvindens position i kærligheden som den, der bliver elsket og bekræftet, ikke den, der elsker og bekræfter. Desuden får man lyst til at fortælle hende, at yes, baby, sådan er kærligheden: Den giver dig på én gang den største rus og de største sår; den findes ikke smertefri.

Den eneste redning af bogen er at forestille sig, at det hele er ironisk ment - en ironisk udstilling af en kvindebevidsthed på afveje. Det findes der desværre ikke umiddelbart fortælleteknisk belæg for.

Men der findes dog enkelte små sprækker i bitterfissens bevidsthed. Sprækker, hvor hun begynder at tænke 'vi' i stedet for 'manden' og 'mig'. Et sted skriver hun:

"Jeg er bitter over, at vi ikke kunne hjælpes og møde hinanden, da vi havde allermest brug for det."

Sådan en sprække klamrer denne læser sig til som til et halmstrå for ikke bare selv at blive en sur bodegamoster.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når jeg ganske målløs læser Lilian Munk Rösings anmeldelse af Maria Svelands bog Bitterfissen, så tænker jeg på, om hun overhovedet har forstået et klap af bogen. Det lyder bestemt ikke sådan. Jeg stræklæste Bitterfissen sidste weekend og oplevede den som både indsigtsfuld, yderst velskrevet og hamrende morsom. Den er lige på kornet for min generation af selvstændige kvinder, der forsøger at klare små børn og karrieren og samtidig opretholde alle sine illusioner om kærlighed og ligestilling. Hvad mere er, så opfattede jeg den ikke som mandefjendsk - blot konstaterende. Jeg er af den holdning, at bogen styrker feminismen - men måske snarere en nyfeminisme, der tager udgangspunkt i kvinders situation, som den er i det nye årtusind. Jeg synes, det er en fantastisk god bog, og jeg ærgrer mig over at se den anmeldt af nogen, der overhovedet ikke kan se pointen. Øv.

Jeg vil afholde mig fra at sige noget om både bogen og anmeldelsen af den, da jeg ikke har læst Bitterfissen. Men det nævnte citat af Susanne Brøgger:

"hvis patriarkatet stadig eksisterer, så er det inde i os selv i form af selvundertrykkende mekanismer"

vil jeg gerne kommentere. Brøgger har helt sikkert ret i, at patriarkatet findes inden i os som selvundertrykkende mekanismer og det er sikkert også det værste sted disse kan findes, men det må være en form for fortrængning hvis man ikke anerkender, at de også stadig findes i den ydre verden. For det gør de uden tvivl og det kan man da heller ikke undgå at opdage hvis man deltager i den fælles ydre verden med åbne øjne.
På den anden side vil jeg give Lilian Munk Rösing ret i, at det er infantilt og anti-feministisk at give andre (mænd) skylden for alle ens problemer og genvordigheder. - Stadig uden at tage stilling til den anmeldte bog, som jeg som sagt ikke har læst.
Patriarkatets kvinderundertrykkende mekanismer findes stadig til en vis grad, men spørgsmålet er hvordan man forholder sig til dette faktum. At dyrke offerrollen er efter min mening ikke vejen frem, det er snarere en regression som Lilian Munk Rösing skriver. Kvinder skal tage hvad de vil have i stedet for at kræve at få det forærende.

Hvad definerer en racist?

En person, som kvalificeret mennesker ud fra usaglige kriterier.

Er det sagligt, at kvalificere folk som mænd og kvinder?

Hvis ja, hvem definerer, hvornår det bliver usagligt?

Feminisme er en ideologisk forgrening af marxismen, så svaret fra dem er klart:
lad magthaverne bestemme, mere, mere.. "Det er demokrati" siges det. Men hvad er det? Og hvis ja, hvilke fare er der i den slags demokrati?

Reflektionen udebliver hos feministerne, som intet kan opstille, men kun forlange magthavernes øgede indgriben.

Gad vide, hvor Sverige ender - det bliver spændende at se....

Eva: "Hvad er planøkonomi?"

Susanne: "Det er når staten bestemmer over produktionen, f.eks. antallet af folk, der producerer, hvor meget og hvordan de skal producere, og hvem der må og ikke må være produktive"

Eva: "Så det er ikke enten-eller?"

Susanne: "Ja og nej, principperne bag - og resultaterne af - frihed eller tvang er absolutte, men der kan være mindre eller mere tvang i den objektive virkelighed. Virkeligheden er både kvantitativ og kvalitativ. I modsætning til mennesket, hvis sjæl ikke kan tilstræbe andet end det kvalitative "

Eva: "Så det er kun lidt planøkonomi, hvis muslimer skal udgøre 25% af bestyrelsesposterne i erhvervslivet"

Susanne: "Ja"

Eva: "Hvorfor gør man så ikke det?"

Susanne: "Er det ikke det man gør?"

Lilian Munk Rösing beskriver i detalj min opplevelse av Bitterfittan - som med sin besnærende tittel kom med hjem fra Stockholm i sommer. Jeg må innrømme at jeg gav opp før jeg hadde lest det hele - det ble simpelthen for mye syt - på tross av at jeg nettopp hører til generasjonen unge nyfeminister med karrieren og de tre barna... - og forhåpentligvis er det ikke slik at vi skal kjempe for å opprettholde illusjoner om likestilling og kjærlighet; det vil da være bedre å sette inn kreftene på å skape virkeligheten hvor kjærligheten kan finnes gjennom likeverd mellom kjønnene? Med gode ønsker for 8. mars...

MEN: Bitterfittan er en roman, selv om LMR ikke synes at den er det - . Romanen er skrevet som en fiksjon, hovedpersonen i teksten kalles Sara - ikke Maria (som forfatteren). Dermed blir det urimelig å kritisere denne boken som om den var et leserbrev. Som kritikere skal vi lytte til hva verket sier, selv om det innimellomm støter våre egne teoretiske fordommer, bare på denne måten kan vi unngå at vår egen teori blir en tvangstrøye som reduserer kunstverket.
Saras erfaringer som mor er slitsomme å lytte til, men betyr det at vi skal vende vårt døve øre til hva hun har å si? Kan normativ feminisme være et godt utgangspunkt for en litteraturkritikk?

Det, jeg synes, er et problem, er, at LMR's idéer om, hvordan feminismen skal se ud bliver brugt til at sable en rigtig god bog ned med og nærmest intellektualisere den til døde. Ikke blot er hun uenig, det bliver også gjort på en særdeles nedladende måde uden den mindste skelen til bogens litterære kvaliteter, humor og værdi som indblik i mange kvinders følelsesliv. Sveland tager, som jeg ser det, bare bladet for munden, og at betragte det som klynk og offermentalitet siger efter min mening en hel dem om, hvordan vi kvinder fortsat fastholder hinanden i forestillingen om "superkvinden, der kan klare det hele". Vi skal bare holde kæft og være glade for den ligestilling, vi har fået så vidt, eller hvad? Men skilsmisseprocenten siger noget om, at det måske ikke går så utrolig godt i det danske parforhold/kernefamilien. Der er noget galt et eller andet sted - med vores opfattelse af kærligheden, samfundsstrukturer, tid til rådighed og ligestillingen. Man kan være enig eller uenig med Sveland alt efter ens egne oplevelser af ligestillingssamfundet, men bogen er efter min mening vigtig som udgangspunkt for en debat.

Nu har jeg ikke læst bogen, men kun anmeldelserne og kommentarerne.

Som anmeldelse af et stykke skønlitteratur, synes jeg ærlig talt heller ikke at den er meget bevendt. For siden hvornår er det blevet et krav til romaner, at deres hovedpersoner skal være sympatiske, fornuftige og forbilledlige rollemodeller for læseren? Nogle gange dokumenterer romaner bare mennesker i alle deres fejlbarlige, irrationelle og overfølsomme tilstande. Der er utallige eksempler på helt fantastiske romaner, der gør netop dette og derved giver læseren et indblik i hvordan alle fra psykopater til skilsmissekandidater tænker. Er det dårlig kvalitet?

De citater Lillian Munk Rösing bringer, minder i meget høj grad om tankegangen hos netop nyskilte - også nyskilte mænd. Skift "manden" ud med "kvinden" og man har prototypen på "Bitterpikken" eller "Bitterdilleren", der mener at hans ulykkelige situation er alle kvinders skyld. Man må da sige, at det er litterær kvalitet at ramme nogle tankemønstre, der er meget udbredte i samtidens Norden...

Og har patriarkatet ikke en ydmyg rolle til enhver kvindelig karakter, uanset hvor meget hun anstrenger sig? Man kan jo henvise til den dagsaktuelle artikel fra Inf om, hvordan kvindelige politikere bliver behandlet i medierne og spørge Lillian Munk Rösing, om hun også mener, at de bare burde tage sig sammen og lade være med at gøre sig til objekter ved at udstille sig selv så meget? Om de i virkeligheden ikke selv har bedt om deres objektposition?

Afslutningsvis kunne man spørge, om det er anmelderens opgave at være opdragende forælder for de litterære karakterer og bede dem om at tage sig sammen, blive voksne og holde op med at flæbe? Kort sagt: Så vidt jeg kan se er LMRs feministiske position i relation til denne roman slet ikke en feministisk position. Den er ikke engang en bevidst kønsforskers postition. Den er en opdragende og aldeles uempatisk mors position.

John Fredsted

Jeg fandt den kritiske anmeldelse befriende, fordi anmelderen selv er kvinde - for så synes der endnu at være håb for os mennesker. Titlen på lederen samme dag, "Synd for menneskene", beskriver rigtig godt, hvad der er på færde: denne nu fire årtier lange kønskamp er synd for os mennesker, ikke for kvinden eller manden, men for os alle, fordi den ødelægger mere end den bygger op.

Jeg får helt sikkert et par på hovedet - verbalt set - for at mene følgende, men min opfattelse af mange moderne kvinder er overvældende godt beskrevet af anmelderens "... et hæmningsløst plaprende, infantilt væsen, som ikke er parat til at tage den byrde og de afkald på sig, som det indebærer at blive ansvarlig, voksen samfundsborger."

Hvorfor? Fordi jeg hos mange moderne kvinder ikke kan finde konsistens i deres krav til mænd - et karakteristika man også finder hos en anden gruppe mennesker: børn. To eksempler:

- Er det ikke sådan, at kvinden selv, hvis hun har muligheden herfor, i altovervejende grad vælger den magtfulde macho-mand frem for den beskedne og hensynsfulde mand, fordi hun instinktivt i førstnævnte ser en beskytter af de børn, som hun ønsker at sætte i verden?

- Er det ikke sådan, at kvinden rent faktisk afskyr en eftergivende mand, fordi hun føler, at han er følgagtigt, selvom hun ofte selv over år har formet ham netop således?

Der er intet mænd hellere vil end at få lov til at holde af kvinder, men det er næsten umuligt, for kravene skifter med hver ny udgave af "Alt for damerne". Derfor denne bøn til kvinder: Gider I ikke godt sætte jer ned, enten alene eller sammen, og blive enige med jer selv eller hinanden, hvilke konsistente krav I stiller til mænd, og så holde fast i dem længere end til næste udgave af et eller andet dameblad kommer på gaden?

Jeg kunne så fristes til at rette denne bøn til ALLE køn: Gider I ikke godt sætte jer ned, enten alene eller sammen, og indse, at det er noget sludder at tale om, hvilke krav "kvinder" stiller til "mænd"?

Individuelle forskelle er - ikke mindst på dette område - langt vigtigere end kønsforskelle, og mindst halvdelen af miseren skyldes, at såvel mænd som kvinder forsøger at rette sig ind efter en norm i stedet for at lytte til egne indre følelser.

Altså jeg har aldrig hørt nogen kvinder udtale, at det var uattraktivt, at manden kunne smække en frikadelle sammen. :-)

Jeg stejler såmænd bare ved tanken om en eller anden kønsdefineret fordeling af opgaver, hvor manden lissom "hjælper" kvinden med arbejdet i hjemmet. På den måde er det jo en eller anden mystisk selvfølge, at kvinden er den endelige ansvarlige for det ti cm tunge støvtæppe over reolen. Og at manden så lissom gør hende en tjeneste, hvis han fjerner det. I en ordentlig ligestilling, så tager den, der har tid, støvlaget, og hvis ingen har tid, så tjener man måske så mange penge, at man har råd til en rengøringshjælp. Har man ikke det, så lader man det ligge :-).

Hvis en kvinde vil have en "magtsyg machomand", der ikke laver en pind i hjemmet, og hun foretrækker at gøre det hele selv, så er det helt fint med mig. Og omvendt. Alle tænkelige modeller er fine, så længe alle er glade. Men fri mig lige for selvfølgen.

Måske skal mænd og kvinder bare blive bedre til at tale om, hvad de forventer af hinanden. Inden de flytter sammen.

Hej Her 2 år efter anmeldelsen kan jeg endelig være med her og må sige at anmelderen slet ikke har fået fat i pointen overhovdet, har hun mon læst bogen ??!
Detter er en super bog om ligestilling i mellem mænd og kvinder men især også ligestillingen i mellem vores samfundes forskelligelag og hvor arbejderkalssen er den laveste. Et emne der bliver berørt alt for lidt. Det er også en bog om psykologi om den skjulte hjernevask der finder sted, ikke kun over for kvinder, men også mænd. Som bliver hjernevasket til at tro de ikke behøver at tage del i børne pasning i hjemmet, med det resultat at de fjerner sig fra deres børn og børnene fra dem. Jeg synes bogen har en rød tråd og den har intet med klynk at gøre. Jeg forstår ikke hvor anmelderen ser at Sara bare er en ung 30 årig mor der er blevet forskrækket over at være blevet mor og bitter med i kølevandet og klynkene. Jeg synes det er synd at anmelderen ikke ser hvad bogen i virkeligheden handler om, den handler i mine øjne om politik og vores skjulte kaste samfund, som vi hævder vi ikke har. Og om samfundets skjulte hjernevask af både mænd og kvinder.