Der er mange, som spiller skuespil i Ang Lees film. Og her taler jeg ikke om de professionelle skuespillere, der arbejder på instruktørens produktioner. Nej, dem, jeg refererer til, er personerne i hans historier. I Brokeback Mountain (2005) er det homoseksuelle cowboys, der gør, hvad de kan for at spille heteroseksuelle. I Fornuft og følelse (1995) er de victorianske dagligstuer scenegulvet, hvor personerne spiller efter et manuskript dikteret af samfundsnormer og kodeks for korrekt opførsel. Og i The Ice Storm (1997) gør personerne (i hvert fald de voksne), hvad de kan for at spille rollen som nogen, der har styr på tilværelsen.
Også i Ang Lees nye film, Lust, Caution, er skuespil og dobbeltspil på flere måder fremtrædende temaer. Vi befinder os i Shanghai og Hong Kong i årene 1938-42. En håndfuld universitetsstuderende har succes med deres amatørteater, men instruktøren Kuangs (Wang Leehom) ambitioner går videre end de skrå brædder. Han vil flytte skuespillet ud i virkeligheden og lade sine spillere infiltrere miljøet omkring en højtstående japansk embedsmand og kollaboratør hr. Yee (Tony Leung) med det mål at likvidere ham. Nu skal der kæmpes for fædrelandet!
Sande følelser
Teatertruppens unge skuespillerinde Wong (Tang Wei) får tildelt rollen som fru Mak, der skal gøre sig gode veninder med hr. Yees kone. Det lykkes over al forventning. Fra bordet, hvor Wong spiller mahjong med jetsettets kvinder, er der ikke mange skridt ud til hr. Yees bil - og hen til den seng i en hemmelig lejlighed, hvor de begynder at mødes.
Lederen af modstandsgruppen giver Wong direktiver om, at følelsen af loyalitet over for gruppen bør overdøve alt andet. Det er selvfølgelig en total naiv instruks at give en ung, emotionelt letbevægelig kvinde. Snart bliver Wong fyldt af diametralt modsatrettede følelser. Hendes forelskelse i teaterinstruktøren - som i første omgang var den drivkraft, der fik hende ind i modstandsgruppen - begynder at blegne. Og imens ændrer hendes følelser for hr. Yee sig; der kommer erotisk fascination ind i billedet og efterhånden noget, der grangiveligt ligner kærlighed.
Men er det kærlighed? Eller spiller hun det bare? Og hvad med hr. Yee - bliver han reelt betaget af Wong? Eller har han i virkeligheden gennemskuet hendes sande identitet? Tænder han på hende - eller på at spille med hende som katten, der leger med musen? Vi, publikum, er i tvivl. Ang Lee og hans trofaste manuskriptforfatter James Schamus samt Wang Hui Ling leger nemlig også med os og vores forventninger. Vagtsomme - ligesom filmens personer - holder vi øje med hver lille gestus, der kan afsløre personernes sande følelser.
Filmen har puls
Og det er netop heri en afgørende del af Lust, Cautions styrke ligger. Lees fokus på detaljen. En trækning ved munden eller udtrykket i øjnene i et ubevogtet splitsekund. Kameraet og scenografien kæler for hinanden, uden at filmen på noget tidspunkt bliver kælen. Resultatet er en oplevelse af sanselighed. Den distræte bevægelse af håndled mod hinanden for at sprede parfume-dråben. Teglstenenes ujævne mønster og cykeltaxaens to ekstra sving og en ringlen med klokken. Lust, Caution er en film, der tør dvæle. Og som gør det med en fænomenal fornemmelse for rytme. Filmen har puls. Selv om den varer 160 minutter, er den ikke ét hjerteslag for lang.
Filmen er langtfra ordfattig - særligt omkring kvindernes mahjongspil bliver der snakket en del. Men det er billederne, som fortæller historien. Nogle gange er det antydningens sprog, Ang Lee og hans fotograf Rodrigo Prieto taler - et glimt af en koket bevægelse eller den følelse af forladthed og tab, som synet af et let krøllet lagen på en tom seng kan vække.
Andre gange er billederne rå udråb, f.eks. da en potentiel fjende af modstandsgruppen bliver stukket ned med kniv, og vi er vidner til hans pinefulde dødskamp. Også sexscenerne er mere end almindeligt eksplicitte - både den indledende rundes overgrebsagtige karakter og de følgende mere blidt erotiske scener. Ligesom i flere af sine tidligere film lister Ang Lee ud og rører ved provokationens skarpe kant.
Men helt ud over kanten træder han aldrig, og det er heller ikke hans ærinde. Instruktøren både udfordrer konventionerne - og dyrker dem. Det er helt åbenlyst ikke kun filmens hovedperson Wong, der har en forkærlighed for 1930'ernes og 1940'ernes Hollywood-film, som vi ser hende græde som pisket over. Både tematisk, stilistisk og plotmæssigt viderefører Lust, Caution arven fra f.eks. en romantisk noir-klassiker som Casablanca.
Dyrker konventioner
Med sin ballast af velfungerende genkendelighed i plot og karaktertegning kombineret med en kant af eksotisk Shanghai-atmosfære, det udfordrende tempo og en udsøgt, sanselig visuel stil kunne man betegne Lust, Caution som eksklusiv mainstream - i ordets mest positive forstand. Om nogen er Ang Lee ekspert i at agere i territoriet midt mellem den brede film og arthouse-filmen. Med Lust, Caution gør han det til perfektion.
Tony Leung (kendt fra blandt andet Wong Kar Wais film) og den spillefilmdebuterende Tang Wei er som skabt til de to hovedroller. Leungs livsprøvede ansigtstræk er en gave for et kamera; når han står der som hr. Yee, lille af statur, nærmest spinkel, fylder han alligevel hele lærredet med karisma. Vi er ikke et sekund i tvivl om den magt og selvtillid, han ejer - samtidig med, at han under den benhårde facade afslører glimt af troværdig sårbarhed. Tang Wei former sin figur med en overbevisende blanding af dumdristig naivitet, oprørstrang og moralsk bevidsthed, som gør Wong til meget mere end en køn, ung love-interest. Også de øvrige skuespillere giver deres figurer fyldighed, som tilfører filmen liv fra alle kanter.
Lust, Caution har allerede modtaget en række filmpriser, herunder Guldløven på filmfestivalen i Venedig i 2007. Det er fuldt forståeligt, og den får med garanti flere. Med sit stilige visuelle udtryk og sin fængende, velfortalte historie, sanseligheden og de stemningsmættede scener er den en fornøjelse at dykke ind i.
Hvis Brokeback Mountain viste en Ang Lee på toppen, så viser Lust, Caution en Ang Lee, som stadig er deroppe.
Lust, Caution. Instruktion: Ang Lee. Manuskript: Wang Hui Ling og James Schamus. Amerikansk-kinesisk (Grand og Dagmar i København samt biografer i Lyngby, Århus og Ålborg)
