Læsetid: 3 min.

Landmåleren har været der

Landbokulturens afvikling er stadig over os. Vi har fejret Smærup og Jørgensen med priser, men nu gælder det ham, som var der først, Knud Sørensen
27. marts 2008

Anledningen er Knud Sørensens firsårsdag og bøgerne henholdsvis et festskrift udgivet af Limfjordegnens Litteratur Samvirke med titlen Landmåleren og forfatterens andet bind erindringer Kun slutningen mangler. At der mindst også mangler et gjaldende hurraråb for Knud Sørensens uforlignelige digttitler, 'Da Hans Nielsens gård blev gennemskåret af landevejen', 'Han kom ikke i amtsrådet' og 'Der blev lagt asfalt' skal være løgn, så det kommer her: Knud Sørensens uforlignelige digttitler længe leve, hurra!

Knud Sørensen udgav sit første bind erindringer, Et stykke af min tid, i 2006, og da som nu er memoirerskriveren først og fremmest omhyggelig. Både sådan at forstå, at han sørger for, at alt kommer med, og at han hygger om læseren.

Erindringerne er med andre ord ikke strabadserende læsning, slet ikke, og stilistisk minder de ikke om landmålerens kunstneriske skrifter, som jo netop kendes på enkelheden. Hyggelæsningen er indimellem stimulerende, og f.eks. er det direkte spændende, når Sørensen forlader den samvittighedsfulde alt-skal-med-stil og i stedet reflekterer over sin egen poetiske produktion eller redegør for de tanker, der ligger bag den. Når han skriver om, hvordan han kom fra Paul la Cours poetik til modernismens tredje fase og Hans Jørgen Nielsen, og når han skriver om, hvordan landmåleren og digteren i ham en dag mødtes og sammen skrev det på flere måder skelsættende digt 'Da Hans Nielsens gård blev gennemskåret af landevejen'.

Livssyn og levevis

Digtet nævnes adskillige gange i det festskrift, som Jens Smærup Sørensen, Klaus Rifbjerg, Johannes Nørregaard Frandsen, Aage Jørgensen, Bjarne Nielsen Brovst, Erik Helmer Pedersen, Bent Windfeld, Martin Zerlang og Ove Korsgaard hylder fødselaren med.

Det forstår man, også selv om opgaverne ellers er meget tydeligt fordelt: Windfeld skriver om Sørensens lyrik, Rifbjerg om romanerne, Frandsen om novellerne, Jørgensen om biografierne og Brovst om det, der er tilbage, 'essays og andet'. Det var Knud Sørensens bøger. Landmåleren har også en anden afdeling, 'Baggrunden', hvori der skrives om forholdet mellem land og by og landbokultur for alle pengene - også uden nogen direkte forbindelse til Knud Sørensens forfatterskab.

Læsningerne af lyrikken og prosaværkerne er gedigne og meget enige om at udpege Knud Sørensens forfatterskab til at være et helt nødvendigt vidnesbyrd. Hvis ikke han havde været der på Mors i embeds medfør og med sin digtersjæl til at skildre det, som vi kalder landbokulturens afvikling - og som Sørensen med sin karakteristiske sans for at overdrive på de rigtige steder har kaldt Revolutionen i Tøving - havde dette afsnit af dansk litteraturhistorie manglet. Og at der ikke er tale om lokale fænomener, men om en forandring i livssyn og levevis, der gælder alle danskere, understreges allerede i Smærups forord.

En knoldesparker

Denne gennemgribende forandring var Knud Sørensen altså den første forfatter til at give kunstnerisk form, og lad os sætte en tyk streg under 'kunstnerisk form'. Sørensen er jo netop digter og ikke landbrugshistoriker, og derfor kunne det have været spændende at læse meget mere om Sørensens kunstneriske form(er) - også selv om det havde kostet et par kapitler om bøndernes gymnastikforeninger eller antikkens opdeling i land og by.

Sørensens prosas særlige fortæller, vi-formen, kommer artiklerne godt rundt om. Rifbjerg sammenligner endda romanernes vi med koret i en klassisk, græsk tragedie. Men med al respekt for den alderdom, som bidragyderne repræsenterer, så mangler vi altså stadig at skue fremad og nutidigt i forhold til Knud Sørensens forfatterskab.

I stedet for et par skribenters bagkatalog kunne vi have fået et bud på forfatterskabets betydning i forhold til den yngre generations forfattere. Når man tænker på, hvordan f.eks. Jørgen Leths kedsomhed og konkretisme nu og her dyrkes af digitale og metaforfornægtende poeter, så er det nærliggende også at inddrage Knud Sørensens lyrik i denne sammenhæng. Den har jo med sit udkantskær og i sin sjældenhed stadig noget hemmeligt og vildt dragende over sig.

Lad os få det frem i lyset i stedet for at lægge det i graven ved at læse det som landbrugshistoriske dokumenter.

Det kan godt være, Sørensen er en knoldesparker, men et digt som 'Plads. Et eventyr' sparker også et vist andet sted - ikke mindst fordi digteren også her forstår at skrue helt ned gennem overdrivelsen, eller er det omvendt? "Der sidder en mand på en bænk/dag efter dag og der sker hele tiden noget/det støver når vognene kører forbi/og der er altid ansigter og altid stemmer//Og folk bruger de ord man nu engang bruger/og manden sidder på sin bænk og forstår hele verden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu