Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Litteraturens legebarn

Endelig får vi et udvalg ægte Kharms på dansk. Der er respektløs underholdning til mange timer
Kultur
27. marts 2008
Den Russiske kultforfatter Daniil Kharms leger med sproget. Han leger med replikken, som nogle gange bare er en lyd eller en rytme, og med dialogen, som altid er mere eller mindre skæv. Nu kan vi endelig nyde hans lyrik på dansk.

Den Russiske kultforfatter Daniil Kharms leger med sproget. Han leger med replikken, som nogle gange bare er en lyd eller en rytme, og med dialogen, som altid er mere eller mindre skæv. Nu kan vi endelig nyde hans lyrik på dansk.

David Skoog

Ordet 'kharms' betyder ikke noget bestemt, men det minder om det engelske charm, det tyske Harm og det russiske khram, som betyder kirke eller tempel. Og det passer egentlig alt sammen på de tekster, Daniil Juvatjov (1905-1942) signerede med pseudonymet: De er barnligt fortryllende, ofte fulde af voldsomme hændelser og giver glimt af en forfatter-performer, som puster sig op i ironisk selvtilbedelse.

I virkeligheden måtte han hutle sig igennem som børnebogsforfatter og blev dømt for antisovjetisk virksomhed. Først fra 1980'erne er alle hans tekster blevet trykt og Kharms-kulten for alvor blomstret op i Rusland. Også Danmark har sin lille kult, centreret omkring forlaget Basilisk, som siden 1996 jævnligt har trykt oversættelser i tidsskriftet Banana Split og nu udgiver et 250-siders udvalg nyoversat fra russisk.

Det er underligt at tænke på, at Kharms var samtidig med den Sjalamov, hvis alvorsfulde lejrfortællinger, vi også lige har fået på dansk. Kharms slap for arbejdslejrene, men det var ham, der døde først, formentlig af sult, i et fængsel i det belejrede Leningrad. Og det han efterlod sig, var tekster fulde af sjov og ballade.

Godt nok ser nogle Kharms-dyrkere masser af tegn på dyb, filosofisk alvor. Hvis man f.eks. russisk-googler 'malgil', som er navnet på en mystisk bog i teksten "Makarov og Petersen", finder man utallige mulige forklaringer involverende kabbalistik, geometri og diverse teorier om væren og intethed. Selv om Kharms faktisk var interesseret i alt dette, så hælder jeg til at se malgil, som først og fremmest en fjantet hentydning, og den fjollede Kharms som den mest interessante.

Kharms leger med sproget, inkl. prøver på transrationel zaum, han leger med replikken, som nogle gange bare er en lyd eller en rytme, med dialogen, som altid er mere eller mindre skæv, og med opbygningen af den litterære person, som i "Lyseblå hæfte nr. 10" typisk nok får afmonteret alle kendetegn. Kropsdele og tanker har det med at agere autonomt hos Kharms, tiden er ikke kronologisk, rummet har sjældent pålidelige dimensioner, og enhver kausalitet undermineres. Kharms' litterære leg er en respektløs udfordring af alle de klassiske retoriske kategorier: hvem, hvad, hvor, hvormed, hvordan, hvornår og - ikke mindst - hvorfor.

Oversættelse med bilyd

Trods den konsekvente respektløshed er det meget afvekslende og underholdende at læse, i en oversættelse der har rytme som sit svage punkt, men ellers må kaldes kongenial. Der er noget 'bim, bam bumme' over flere af stykkerne, men også masser af mere tankevækkende provokationer, og en tekst som "Den gamle kone" er virkelig uhyggelig. Teaterstykket "Jelizaveta Bam" har det hele, her moduleres mellem alle mulige og umulige stilarter, alt imens Jelizaveta anklages for mord af det påståede offer selv. Det blev kun opført én gang af oberiuterne, Kharms og hans legekammerater i "Foreningen for virkelig kunst" (Oberiu) ved deres debutforestilling i 1928.

Teksten "Cyklus" skiller sig ud ved at være utildækket biografisk. Over syv sider udleverer Kharms sine nærmeste venner i intime detaljer, samtidig med at han understreger sin egen intellektuelle overlegenhed.

Det er bizart at læse dette veloplagte drilleri med sideblik til den danske udgaves noter om de omtaltes skæbner, for sovjetregimet tog om nogen oberiuternes fjollerier alvorligt. Som det understreges i efterskriftet, kommer man dog nemt på afveje, hvis man af den grund vil se Kharms som "den sande kunstner i kamp mod totalitær kontrol". Hans indstilling til litteraturen var stik imod, men ikke nødvendigvis en reaktion på tidens ideologi. Kharms kunne lige så have skrevet et andet sted i verden og i en anden tid. Faktisk skriver han jo i dagens Danmark, nu under pseudonymet Blendstrup, men genkendelig på teksterne, piben og det stirrende blik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her