Læsetid: 3 min.

Løve uden hjerte

Når stiliseringen bliver vigtigere end følelserne, bliver det svært at græde sammen med Tvebak og Jonatan på Operaen
Ulla Christensens skønne Tvebak er bittelille på Operaens kæmpescene for voksne. Og hun er helt alene med Fjalar, der ikke er til megen hjælp, nu hvor han bare er blevet til en bamsehest.

Ulla Christensens skønne Tvebak er bittelille på Operaens kæmpescene for voksne. Og hun er helt alene med Fjalar, der ikke er til megen hjælp, nu hvor han bare er blevet til en bamsehest.

Natascha Thiara Rydvald

1. april 2008

Flammerne slikker op ad muren på Mikal Bings vidunderlige videoscenografi til Brødrene Løvehjerte på Operaen. Lille Tvebak ligger oppe på sin seng og hoster, og storebror Jonatan vil redde ham og tager ham på ryggen og gør sig klar til at springe...

Dette billede er måske et af de flotteste greb i Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Joachim Holbecks nye opera over Astrid Lindgrens klassiker. For netop Jonatans første spring ind i døden med lillebror på ryggen kommer så flot til at hænge sammen med Tvebaks sidste spring - hans spring ind i døden fra Nangijala til Nangilima med storebror på ryggen. Som om Wiedemann ordner historien her, så den bliver til en historie om mod til kærlighed. Hvor et barn nok mere vil hæfte sig ved historiens grumsmukke detaljer om Kirsebærdalen og Rosendalen - og Katla - så får Wiedemann & Co. historien til at handle om vovemod.

Når sange mangler

Alligevel bliver det en Løvehjerte uden tårer. Hvilket synes at være noget af en umulighed, eftersom man som voksen knap kan læse tre sider i den bog uden at få grødet stemme, så ungerne spørger: "Hvorfor taler du så mærkeligt, mor?"

Joachim Holbecks Løvehjerte-musik minder ellers en del om en musical. Her er uhyggelige trommer og heftige spændingsopbygninger, der fører handlingen videre mod højdepunkterne. Men så mangler sangene. For hvor musicalen ville bringe ørehængersange, så har 'operaen' kun sære replikker på uhuskelige tonestrøg, der hverken er melodiske eller rytmiske. Replikkerne er bare urimede sætninger, der synges oven på den øvrige lyd.

Alligevel brænder den indtagende gæstesopran Ulla Christensen igennem med sin klare stemme og sin lillebitte, adrætte Tvebak-krop, der slår vejrmøller og ser på sin elskede Jonatan, som var han gud. Og wondertenoren Gert Henning-Jensens beroliger med sin bløde røst i den smukkeste og mest skærmende Løvehjerte-krop. Ellers er det gæstebarytonen Joachim Knop med den bøjelige ryg, der stjæler billedet med sin eminente kropsliggørelse af bueskytten Hubert. Ham, Tvebak tror, er en forræder.

Når voksne skriger

Peter Asmussen har ellers dramatiseret historien til sangreplikker med renhed i symbolerne og stringens i handlingen. Hans replikker ligger ikke langt fra ordene i Olle Hellboms skønhedsklare filmatisering fra 1977. Men også Asmussen fremhæver dødscirklerne tydeligere, end de umiddelbart fremtræder i bogen.

Akkurat ligesom scenografen Martin Tulinius, hvis smukkeste scenebilleder er dem, hvor livet er ved at blive forladt: Mest rørende når Tvebak sidder op ad en lille hovedpude mod en kæmpemæssig hvid lagenvæg.

På Operaens kæmpescene bliver forestillingen dog mest af alt en fortælling om, hvor små børn føler sig i en enorm verden. Om hvor ensomme børn kan være - og hvor tålmodige. Og hvor lidt voksne er til stede med deres omsorg.

Men forestillingen er tilsyneladende mest skabt for voksne. Tonesproget virker komplekst, og den sceniske stilisering er krævende og ufølsom.

Samtidig er forestillingen vildt uhyggelig. Ikke i skildringen af Katla - på nær lige skulpturen af Katlas øjeansigt - men i skildringen af voksne, der pines. Når Tengils mænd håndplukker diktatorens slaver blandt voksne, der skriger i panik, er det i hvert fald skræmmende realistisk - og angstskabende langt ud over, hvad de fleste syv-årige velsagtens kan holde ud at se.

Når børn skubbes

Der bliver så stor afstand mellem børn og voksne i denne forestilling - selv Tvebak spilles jo af en voksen. Og hvorfor er der ikke nogen børn på scenen? Og hvordan vil Tvebak kunne gemme sig i Rosendalen, hvis han er det eneste barn?

Kostumerne af Mia Stensgaard er ellers fint med til at tegne de gode og de onde med børnenes øjne. Ikke mindst Tengil-mændene er frygtindgydende med deres enorme nakkeindpakninger. Men hvorfor er Djina Mai-Mais smuktsyngende 'Sofia' klædt ud som en ond dronning med hagebind? Sofie, der ellers er den fattige revolutionære med forklæde fyldt med korn til duerne...

Bagefter kom jeg til at drømme mig ind i Wiedemann-Tulinius-opsætningen som en miniature-udgave. Kunne Tvebak og Løvehjerte optræde i en mikroscenografi med operakoret som minidukker - og med musikken som surroundsound?

Måske, måske ikke. Men lige nu kvæler Operaens gigarum de følelser, der ellers nok kunne have blusset under bladguldet i loftet. Lige nu forbliver hjertet musestille.

Brødrene Løvehjerte. Opera af Joachim Holbeck. Libretto: Peter Asmussen efter Astrid Lindgrens roman. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi: Martin Tulinius. Kostumer: Mia Stensgaard. Lys: Mikael Sylvest. Koreografi: Niclas Bendixen. Videodesign: Mikal Bing. Dirigent: Thomas Søndergaard. Den Kgl. Opera på Operaen. For børn fra 11 år, medmindre de er meget operavilde. Voksne 250-675 kr., børn 88-237 kr. Til 7. juni.

www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er ikke fagligt kyndig nok til at kommentere denne anmeldelse, men jeg vil gerne berette om i forgårs, hvor jeg som salsvagt oplevede forestillingen sammen med 1500 skoleelever og ca. 100 voksne med start kl. 12. Børnene var et fortræffeligt publikum. De lyttede, de måbede, de gøs og de sugede til sig. Ved fremkaldelserne steg jublen til landskampstemning, og til sidst vinkede alle kunstnerne på scenen ned til den kommende generation af operagæster. Det var rørende og løfterigt for resten af spilleperioden. Jeg glæder mig i hvert fald som et barn til resten af forestillingerne :-)