Læsetid: 3 min.

Der må være en Kant

Morten Kyndrup gennemtænker - knastørt og klogt - både kunsten og videnskaben om kunst
Morten Kyndrup gennemtænker - knastørt og klogt - både kunsten og videnskaben om kunst
6. marts 2008

Hvad som helst vil i vore dage kunne blive kunst. Heraf følger dog langtfra, at alting også faktisk er blevet til kunst.

Denne enkle konstatering bærer store dele af argumentationen i Morten Kyndrups nye, sprænglærde bog, Den æstetiske relation. Sanseoplevelsen mellem kunst, videnskab og filosofi, som på den ene side tager afsæt i, at hele vor verden æstetiseres, og at kunst som rammebegreb er stærkere end nogen sinde før, men på den anden side i netop denne kulturelle situation slår til lyd for en vis ædruelighed og faglig-videnskabelig selvdisciplin.

Målet med hans fremstilling er at gentænke og redefinere æstetik forstået som selvstændig disciplin tilhørende videnskabernes felt. En sådan videnskabelig æstetik har som genstandsområde "æstetiske relationer, historisk og aktuelt, deres konstitution, fænomenologi, potentialer; deres historiske og aktuelle vægt og betydning, individuelt og samfundsmæssigt. Deres produktionsbetingelser og deres udfoldelse som implicitte potentialer eller forskrifter i genstande, artefakter og situationer. Og ikke mindst: udvikling af metoder til analyser af æstetiske relationer - både de reale og de implicit 'foreskrevne'".

For de filosofikyndige

Udover lige at angive det ambitiøse, overordnede faglige sigte kan dette citat meget godt illustrere, hvilken type prosa, man kan vente sig hos Kyndrup. Han skriver alment og principielt, differentieret, begrebsstringent. Eksemplerne må man selv tænke sig til, til gengæld hjælper det ikke så helt lidt at være velorienteret i filosofi, videnskabsteori, semiotik, hermeneutik og receptionsæstetik. Er De det, eller har De blot snuset en lille smule til lidt af det hele, og er i De i stand til at sætte underholdning som krav på standby, vil De kunne hente betydeligt udbytte her.

Refleksionens anledning er, uden at det i større stil tematiseres, humanioras identitetsproblemer, og - hele vejen igennem i centrum - opkomsten her i de seneste årtier af modebegreber som relationel og performativ kunst. Den ene type vil betone, at kunstens væsen eller det æstetiskes sted ikke mere findes, men hele tiden bliver genopdaget. Vor omverden fremtræder i stigende grad som formet, fra emballager over møbler og apparater til arkitekturen, byrummet og landskabets kalkulerede 'natur'. Mere end nogensinde før inviterer og appellerer den verden, vi møder, til, at vi opretter en æstetisk relation eller forholdsmåde til den.

Den anden type kunst, den der kaldes 'performativ', betoner sin begivenheds- og handlingskarakter, sin skabende og virkelighedskonstituerende dimension, det at den irreversibelt ændrer den kontekst, som den optræder i. Som eksempler nævner Kyndrup (trods alt) kunstnergruppen Superflex, der ser produktion og opstilling af biogasanlæg i udviklingslande som del af sin kunstneriske aktivitet, og Jeff Koons' farvefoto af sig selv og sin daværende kone, en pornoskuespillerinde, nøgne, i en frivol situation. Kyndrup kunne fra litteraturens verden have taget standardeksemplet Claus Beck-Nielsen i rollerne som 'Claus Nielsen' og skaber af demokrati i Irak.

Moderne vilkår

Bogens anliggende er imidlertid netop ikke at analysere og diskutere sådanne nye praksisformer på kunstens grænse. Nej, Kyndrup vil frem til den epoketypiske modsigelse i, at kunstens frihed synes så uendelig, samtidig med at hele kunstområdets betydning socialt, økonomisk mv. ligger så tungt, så fast: Hvad som helst kan i dag blive kunst, og hvad som helst vil meget gerne være kunst. Heri ser han en variant af det Moderne som vilkår:

"Alt er tilblevet og er afhængigt af stadig tilbliven på den ene side - og alligevel ser ingenting fra den enkeltes perspektiv ud til grundlæggende at kunne forandres på den anden."

Bogen skitserer i det næstsidste af 10 kapitler en fortælleformernes historie og viser, hvorledes man i det tidligt-Moderne, det højmoderne og det påstået ikke- eller efter-Moderne revolterede romanen i stadig søgen efter nye udfoldelsesrum, samtidig med at man fase for fase førtes ubarmhjertigt hjem til det herværende og dennesidige. I samme temmelig store mundfuld forsvarer bogen den æstetiske smagsdom, hvor et 'jeg' afsiger dommen over et 'det', som er objekt for den æstetiske relation, og hvis egenskaber værdisætningen eksplicit forestiller at vedrøre, på vegne af et 'vi' som jeg'et i sin affattelse og fremsættelse af smagsdommen anråber med hensyn til dommens almene gyldighed.

Hvis nogen heri mener at høre et ekko af Kritik af dømmekraften, er man bestemt på rette vej. Men skønt Morten Kyndrup kan bruge Kant, mener han selv, der bør være én. Æstetik skal etablere eller genetablere sig som fag og overlade det at fælde smagsdomme til andre. Denne form for redelighed klæder vældig godt Den æstetiske relation, som fagligt programskrift betragtet. Besindelsen på den nødvendige grænse, bevidstheden om forskel, hører nemlig vor epoke til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu